DTD, Danish Turnkey Dairies 

Danish Turnkey Dairies var et dansk firma som byggede nøglefærdige mejerier.
Projekter som for det meste er styret af hvad, Udenrigsministeriets afdeling for Dansk international udviklingsbistand (DANIDA), vil have bygget rundt om i verdenen.
Jeg har arbejdet for DTD i to lande Algeriet og Zimbabwe.

Algeriet:

Oran forår 1985.
Der fandt jeg ud af at ikke alle som boede i nord Afrika er Araber. Det kom sig af at de ikke kunne bestemme sig hvilken type bæger de skulle bruge og i Vojens havde de ændret maskinen 2 gange på grund af det.
Da deres projektleder kom med et hav af forskellige bæger gik vi dem i gennem og ingen kunne bruges. Da vi således havde stået i lang tid og diskuteret dette uden at han forstod det udbrød jeg på dansk ”å din skide araber”, hvilket resulteret i at han tog hele kassen med bæger og hældte dem ud over mig.
Så tog pokker ved det!
Sener samme dag modtog jeg et blev hvori jeg blev anklaget for at være racist.
Der kom mange brev udvekslinger mellem BGV, DTD og kunden i Oran.

Det sluttede med at jeg gik op til firmaets general direktør (en lang tynd bønnestang) og forklarede ham at jeg ikke var racist og at det hele var en misforståelse, jeg beklagede meget for situationen. Han tilkaldte projektlederen og gav ham en skideballe hvor efter vi alle gav hinanden hånden.
Men det var noget af en kamp.

Selve arbejdet i Oran var styret at DTD.
Der var en projekt leder og 4 DTD montører.
DTD boede i en stor lejlighed, og der var der vi kørte hen for at spise middag- og aftensmad.
Det var OK, god mad og til aftensmaden var der til tider rigeligt med virkelig godt algerisk rødvin. Det var noget franskmændene fik dem lært inden de blev sparket ud derfra.
DTD montørerne og DTDs projektledernes kone havde alle hjemve, det lå som en sort skygge over det hele.
Jeg blev ikke færdig med det, fordi alting trak ud. Andre montører fra Vojens og afsluttede projektet.

Hovedstaden Algier

I samme periode var jeg også i Hovedstaden Algier hvor jeg skulle efterse et anlæg og give undervisning.

Tidspunkter hvor jeg var der, var det ca. 1 år efter hvor der havde været et voldsomt jordskælv og Denmark havde fået en står kontrakt med hjælp til opbygning af området, derfor var der mange danske håndværker i området, vi var over og spise i deres kantine en enkelt gang.

Fabrikken hvor jeg arbejdede tilhørte det Algierske militær, hvor der blev producerede alle mulige mælke produkter, men kun til militære.
Der var en situation der som jeg aldrig gemmer. Jeg arbejdede sammen med en montør fra Hoyer (Hoyer ligger i Aarhus og er vores største konkurrent), vi arbejdede på hver vores maskine.

En aften stod jeg ved min maskine og Hoyer montører  lå under hans maskine og lavede noget, lige pludseligt råbte ham at, hans værktøj havde fået hår på, jeg sagde til ham at der sad en stor fed rotte og gloede på ham, da jeg det sagde bankede han hovedet op i bunden af maskinen og ned i gulvet så han blev lidt omtumlet. Jeg løb hen for at jage rotte væk, men den var ikke synlig bange og luntede stille og rolig væk.
Vi stoppede arbejdet for det var simpelthen for meget.
Sener kom den tekniske direktør i ”general uniform” for at hente os, vi brokkede os højlydt til ham hvorefter han viste os deres tørstof lager med sukker, mælkepulver m.m., da han tændte lyser kom der et utal af mus og rotter ud af sækkene, vi kunne se at mange af sækkene var næste tomme og der lå mus og rotte ekskrementer over alt.
Jeg sagde til ”generalen”, at man kunne kun konstatere at, ingen behøvede at være bange for det Algierske militær, for de måtte da side kontant på toilet … det blev han skide sur over.

Retur til Oran

D. 3. februar til 10. februar 1992 kom jeg tilbage til fabrikken i Oran, jobbet var skrive en reservedelsopstilling.
Det tog et par dage at gennemgå anlæggene. Torsdag og fredag skrev jeg så listen. Torsdag var en ½ dag på fabrikken og ½ dag på hotellet, men fredag skete der noget som jeg aldrig vil glemme.
Det der skete var, efter at algerierne havde været i Moske for at bede deres fredags bøn brød helvedet løs.
Lige da de kom ud af moskéen kom den en militærlastbil drønende rundt om hjørnet, foran på lastbilen var der monteret en sneplov, og menneskemængden sprang naturligvis ud til alle sider. Lige efter kom en anden militærbil og skød efter menneskemængden, kort efter blev der så ro.
Jeg gik ned til receptionen og spurgte hvad der var galt, men de sagde at jeg bare skulle tage det med ro – der var ikke noget galt.
Sener på fredagen begyndte der igen at larme og lige pludseligt lød der et ordentligt rabalder, da jeg kikkede ud af vinduet var et træ bleven sprunget i stumper og stykker og en masse mennesker begyndte at råbe og skrige. Igen kom militærlastbil med sneploven og militærbilen og der blev igen skudt efter menneskemængden, denne gang blev der også skudt på hotellet.
Jeg gjord det, at jeg tog en skabsdør af og lagde den over 2 stoleryglæn uden på toilettet og brugte den som bord – også skrev jeg videre.
Senen med militærlastbil med sneploven og militærbilen menneskemængden skete igen og den gang blev der også skudt på hotellet.

Da jeg kom på fabrikken igen om lørdagen var der igen som sagde noget og jeg spurgte ikke jeg tænkte kun på at komme hjem.

Men de er som de er, så da jeg viste den min reservedelsliste som var maskinskrevet sagde de at det hele (reservedelsliste) var fup og jeg have skrevet i Vojens. For at bevise at jeg havde skrevet den på hotellet, kørte en at bosserne med mig til hotellet og receptionspersonalet kunne bekræfte at jeg havde skrevet den med min skrivemaskine torsdag og fredag.

Søndag, skulle jeg flyve hjem ved 9 tiden, men lært af erfaringer fra tidligere hjemrejser fra Oran kom jeg til lufthavnen kl. 6 om morgenen og fik mig og min bagage checket ind uden problemer.
Men timerne gik og gik og gik og der kommer flere og flere mennesker ind i afgangshallen og alle var frygteligt uroligt, men jeg forstod ikke meget af problemerne fordi de kun snakker frank i Algeriet.
Hele afgangshallen stank, af sved og overfyldte toiletter. Små børns bleer var blevet smidt i en hjørne. Det var ulideligt at være det.
Ved ca. 20 tiden søndag aftenen kom der så endeligt 2 fly en som vil flyve til Paris og en til Marseille.
Bording kort var et stykke grønt papir til Paris og en rødt papir til Marseille.
Da vi fik lov til at gå om bord gik jeg til flyet til Paris. Da vi kikkede ud af fly vinduet kunne vi se at vores bagage var ved at komme om bord på det forkerte fly, flyet til Marseille, de fleste af os valgte ikke at sige noget, men en dame begyndte at skrige op – og så skulle vi alle ud af begge fly og hjælpe med at få bagagen over til de rigtige fly.

Vi landede i Paris langt over midnat og da jeg ringede hjem til Heidi havde jeg en meget oprørt hustru i telefonen – hun fortalte mig at der havde været voldsomme bombe eksplosioner flere steder i Algeriet og der blev proklameret undtagelses tilstand derfor ville alle ud.