Irak.

Efter Golfkrigen som sluttede i februar 1991, var jeg i Irak for at inspicere et gammelt RIA anlæg.
Virksomheden hed Al Bunnia som var et af de største mad producerende fabrikker i Irak, den blev startet i 1910 af Haj Mahmood Jassim Al Bunnia.
Situationen i Irak efter Golfkrigen var naturligvis ikke godt, alle prøvede at hutle sig igennem – de rige gik det godt – de fattige endnu ringere.
Klik HER for at se deres hjemmeside.

Når man kørte rund i Bagdad stod der utallige statshuer af Saddam Hussein Abd al-Majid al-Tikriti, eller bare Saddam.
Alle statshuer viste Saddam stående med højre arm udstrakt og hånden drejet en smule, som om han vil sige ”kom i bare til mig” (næsten som Hitler).
De, produktionsleder og direktører som jeg snakkede med på fabrikken, betragtede Saddam som en stor mand, en mand som gik foran og som kunne reden dem ud af en hver situation.
Jeg ved ikke om de ikke ture sige andet eller om de var total hjerne vasket.
På et tidspunkt sagde fabrikschefen; ”næste gang tage vi de skide jordanere og derefter de vantro israelere og så står vi ved Middelhavet”. Jeg måtte bide mig i tungen for ikke at sige ”det her i jo lige prøvet med Kuwait” som ikke gik så godt. I stedet nikkede jeg og prøvede at smile overbærende.

På et tidspunkt skulle vi starte anlægget op, for at se hvad det kunne. Da det hele var klar, var der intet personale. De var taget med bus til Bagdad for at demonstrere i mod Israel. Det kunne virksomhederne i industriområdet ikke stille noget som helst op imod fordi de, som styrtede demonstrationerne betalte demonstranterne/arbejderne mere end virksomhed kunne give dem i løn.
Derfor så jeg aldrig anlægget i produktion, og jeg måtte lave min rapport på en “tør” test.

De irakere som jeg mødte på gaden var utrolig flinke og talte godt engelsk.
Hotellet som jeg boede på var også OK, set i forhold til, at jeg har boet på det der er værre.
På fjernsynet viste man konstant gamle film med Saddam og møder hvor Saddam deltog.
Hver morgen komme en hel delegation fra fabrikken og spiste morgenmad med mig, nok fordi så fik de noget at spise, eller fordi det var gratis.

En aften var jeg ude at spise med i direktør, den enes søn og fabrikschefen.
Sønnen var lige blevet konfirmeret ifølge muslimsk tro (han må have været en 13-14 år). Derfor var han nu en mand og kunne te sig som en mand.
Det betød at han nu havde hundse rundt med sin mor og sine søstre.
Faren sagde at han fandt at det var et stort problem fordi det medførte at knægten ikke længere havde respekt for kvinder og piger.
Knægten der var total uopdragen – så måske kunne faren gøre noget der!
Vi spiste ude i naturen ved Tigris floden, vi spiste 2 store fisk af en ubestemmeligt art. Fisken havde mange ben så den var lidt bøvlet at spise. De spiste med fingrene og jeg brugte en gaffel, som efter meget stort ståhej var blevet frembragt.
Direktøren og fabrikschefen spiste den ene fisk sammen og jeg spiste den anden fisk sammen med knægten. Det gik fint nok for fisken var stor så man kunne spise fra hver side.
Jeg var rimeligt stolt da jeg endeligt havde skrabet en pæn bunde fisk sammen unde ben og skulle til at spise det, da knægten rakte over og tog det hele med sine besluttede fingre og spiste det. Der blev ikke sagt noget fra faderen.
Sådan var det åbenbart, jeg gad ikke brokke mig.
Heldigvis lå der et burger-et-eller-andet, ved siden af hoteller, der købte de noget til mig.

Ved denne ”fiske” spisning fortalte de mig at de to floden Eufrat og Tigris som løber igennem Irak (Tigris løber igennem Bagdad), er vandstanden reduceret med 3 meter i tør tiden fordi tyrkerne har bygget store dæmninger i Tyrkiet, derfor havde de store problemer med at få vand nok til husholdningen og til fabrikkerne i Irak.

At komme ind i Irak var noget af et cirkus.
Vias til Irak kunne jeg kun få i Aman Jordan. Derfor måtte jeg vente i hotellet i 3 dage inden det blev bragt i orden.
Det blev håndteret af Al Bunnia’s jordanske kontor.
Men at komme ud af Irak kunne nær have gået galt!

Da jeg ankom til Bagdad blev alt kontrolleret.
Alle som havde en computer blev kald ind til samt tale med en toldfuldmægtig.
Der var en englænder som skulle lave noget med olie/olie boring, han fik den konfiskeret, for det gad toldfuldmægtig ikke (hvad-ved-jeg-hvad-grund-han-gav).
Jeg fik ikke min computer / lap top konfiskeret for den toldfuldmægtig kunne godt lide iskrem, så jeg fik lov til at beholde den.
De tog alle vores mobiltelefoner, vi fik et stykke papir på at vi havde afleveret den. Mobiltelefonen kunne vi få igen når vi landede i Aman.
Englænderen som fik taget sin computer / lap top fik ligeledes et stykke papir på ad den var taget.

I lufthavne rund omkring i verden ligger der såkaldte landingskort som skal udfyldes. Denne udfyldte jeg også og skrev computer, kamera, mobil telefon, samt udfyldte den med kontaktpersoner, fabriks informationer, hotel m.m.
MEN jeg glemte at skrive på at jeg havde penge med! Det blev et kæmpe problem for man måtte godt tage penge med ind i Irak, men man skulle dokumenter hvad man havde brugt dem til.
Jeg havde ikke skrevet penge på landingskort, at jeg havde penge med, men jeg havde ikke brugt dem fordi kunden havde betalt alt angående mit ophold. Så jeg havde samme beløb med ud.

Problemet blev opdaget at kunden så min kopi landingskort. De prøvede at kontakte deres kontor i Jordan, for at se om de havde penge, men de kunne ikke komme igennem.

Jeg tog derfor i lufthavnen og håbede på det bedste.
Vi stod i lange rækker, først ved check-in derefter ved bagage indlevering. 2 gange blev kufferten kontrolleret og det var godt at pengene ikke lå der.

Håndtasken (hvori pengene lå) blev kontrolleret 2 gange i afgangshallen.
Der var mange som fik deres penge konfiskeret, de blev vitterligt konfiskeret. Hos nogle var det store beløb som blev konfiskeret, så der et råb og skrigene.
Det lykkedes mig at komme igennem begge check uden at pengene blev fundne:
For det første fordi der kun var en tolder som kontrollerede min håndtaske.
For det andet lykkedes at forvirre han lidt ved at være behjælpeligt med at åbne tasken. På den måde lykkedes det mig at flytte rund på pengene i tasken.
Men ikke nok med at vi 2 gange blev kontrolleret i afgangshallen så blev vi også kontrolleret da vi skulle om bord på flyvemaskinen.
Det var ikke sjovt for vi stod ude under åben sol i 50°C, sikkerhedstjekket var ikke så streng denne gang, så da så de heller ikke pengene.
Da vi landede i Amans lufthavn fik vi udleveret vores mobiltelefoner. Det synes jeg var temmelig imponerende.

Vi fløj fra Bagdad med timers forsinkelse, og ankom derfor langt efter at mit til Amsterdam var lettet. Hertil kom at det vat sent aften af vi landede i Aman, der var derfor ikke muligt at ringe til rejsebureau i Danmark, så jeg måtte ud og ledes efter et hotel. Jeg måtte være der i 2 døgn på hotellet.