Egypten:

Et land, jeg arbejdede meget i i 1980’erne og 1990’erne, var Egypten.

Luxor, Kena (25/6 – 21/7 1984)

Industrie Du Froid (Kimo Ice Cream), Qaliub, Kairo

Arbejdet medførte, at jeg var på denne fabrik ca. 3–4 måneder hvert år over de næste 4 år, startende fra 1985.

Fabrikken lå ca. 1–1½ times kørsel nordpå fra Cairo centrum, så det var en lang og sej tur hver dag.

Fabrikken ejedes af Kamil Sad, en egentlig meget god person, men alt for godtroende, hvilket bevirkede, at de ledere, som var under ham, med lethed kunne løbe om hjørner med ham, og at penge/investeringer ikke altid blev brugt i fabrikkens interesse.

Da jeg startede der første gang i 1985, var jobbet at overhale to gamle RIA 5-anlæg, installere et nyt RIA 10,2-anlæg og en ny hærdetunnel (BT-tunnel) til ekstruderet iscreme.

Overhalingen af RIA 5 gik fint – ingen problemer.
Installationen af RIA 10,2 gik knap så godt. I princippet fungerer de på samme måde – RIA 10,2 er bare en del større end RIA 5.

Men der var mange ting fra kundens side, som ikke var på plads, f.eks. ikke tilstrækkeligt damptryk og lufttryk, samt at ammoniaktemperaturen ikke kunne reguleres. Disse tre ting er vigtige for en optimal produktion.
Jeg havde et pokkers arbejde med at få kunden til at forstå dette.

Desuden skulle personalet oplæres. På et tidspunkt blev der ikke sat pinde i isen – pindemaskinen var løbet tør for pinde. Det skyldtes, at den person, der skulle betjene pindemaskinen, var gået over i et hjørne af fabrikken for at bede.

BT-tunnelanlægget var noget helt andet.
Selve maskineriet gav ikke de store problemer, men produktionen af ekstruderet iscreme kræver, at fabrikstemperaturen helst ikke overstiger 20–25 °C. Hvis temperaturen er højere, bliver processen vanskelig, fordi isen smelter, inden den kommer ud af ekstruderen.

For ekstruderet iscreme skal produktets temperatur være -5 til -7 °C.
I fabrikken var temperaturen +35 °C.
Det betød, at isen nærmest smeltede, når den kom ud af ekstruderen, og at hærdetunnelen ikke kunne holde temperaturen på -38 °C.
Med disse forhold blev det meget vanskeligt at få den ekstruderede iscreme af bakkerne.

Det lyder teknisk – og det er det også – men fakta er, at det var en yderst vanskelig opgave.
Dertil kom, at kunden ikke kendte til produktion af ekstruderet iscreme og var ufattelig vanskelig at oplære.

Grunden til den høje fabrikstemperatur var, at bygningen ingen isolering havde – det var et blikskur.
Desuden blev affaldsis smidt lige uden for porten, hvilket tiltrak hvepse, rotter og mus m.m. Disse skabninger kom selvfølgelig også ind i fabrikken.

Da de nye produktionsanlæg skulle indvies, kom de slæbende med et levende får, som skulle have halsen skåret over inde i fabrikken, og dets blod skulle sprøjtes/smøres på produktionsanlæggene.
Det var en vanvittig beslutning. Jeg fik det heldigvis stoppet, idet jeg henviste til hygiejne. I stedet foreslog jeg, at en islamisk lærd – en mullah – sagde nogle bevingede ord … det gik de med til. Jeg ved ikke, hvad der skete med fåret.

Af ulykker var der nok af på fabrikken.
Der er én person, som altid popper op i min erindring – Aram. Han var ansat i vedligeholdsafdelingen og kom fra Armenien … en stor kleppert.

Første gang jeg så, at han kom til skade, stod han og lavede noget i en eltavle, hvor han brugte en 12” svensknøgle. Han havde ikke taget strømmen fra tavlen, så det uundgåelige skete: han kortsluttede svensknøglen over to faser. Det gav et ordentligt brag – nærmest en eksplosion – og Aram lå bevidstløs på gulvet. I ansigtet havde han afmærkning af svensknøglen. Han kom sig dog.

Anden gang skulle han adskille en pumpe. Jeg sagde til ham, at han skulle få produktionspersonalet væk og afbryde strømmen til pumpen, fordi – som jeg sagde – de kunne finde på at starte pumpen.
Jeg ved ikke, hvad han sagde til folkene, men pludselig skreg han voldsomt.

Det der skete var, at nogen havde startet pumpen, og Aram fik en 17 mm ring-/gaffelnøgle tværs igennem hånden.
Han besvimede også denne gang.

Jeg kom også selv ud for nogle ting.
Første gang fordi der kun var én skruestik til rådighed. De stod og fumlede med at få et kugleleje af en aksel – det kunne jeg ikke vente på, så jeg overtog jobbet. Man må aldrig slå på et kugleleje, fordi det kan splintres, og jernstumper kan flyve i alle retninger. Det må jeg have gjort, for pludselig mærkede jeg en voldsom svie i maveskindet, og der kom blod ud.

Jeg sagde, at jeg skulle tilses af en læge eller på hospital.
Det skabte en del ballade – jeg måtte spørge flere gange.
Til sidst kom jeg dog af sted. Grunden til balladen var, at de var bange for, jeg ville tage hjem til Danmark.

Hospitalet lå i den modsatte ende af Cairo – 3–4 timers kørsel hver vej.
Det var et Røde Kors-hospital, fint og velfungerende. Jeg blev lagt på en briks og tilset af en læge. Han var lidt arrogant og mente, det var spild af tid, at jeg kom der. Han rensede såret og gav mig et plaster på – og sagde, at jeg kunne tage hjem.
Det nægtede jeg og blev liggende – til min chaufførs store frustration. De kom flere gange og ville have mig ud, men jeg blev ved med at hævde, at der var noget “inde i”.

Til sidst blev lægen så sur, at han rev plasteret af og stak en pincet ned i såret – det sagde ding ding, og hans ansigtsudtryk ændrede sig. Han fik fjernet en stump af kuglelejet, og jeg fik en stivkrampeindsprøjtning og antibiotika.

Tilbage på fabrikken tjekkede jeg kuglelejet og den stump, han havde fjernet. Det viste sig, at der manglede et ca. knappenålsstort stykke – hvilket stadig måtte være i mit maveskind.
Efter nogle dage kom der en byld, og jeg kunne presse den manglende stump ud.

I de muslimske lande (og Israel) er helligdagen fredag. Hvis jeg arbejdede om fredagen, var det som regel en kort dag.

På et tidspunkt indførte de, at fabrikken skulle oversprøjtes med et giftmiddel, som dræbte insekter og bakterier.
Det var sådan set forståeligt – men de havde bare glemt at fortælle det til mig!

Så en fredag, da jeg lå inde i BT-tunnelen og ordnede noget, fik jeg pludselig vejrtrækningsproblemer.
Jeg kom ud fra maskinen, men alle døre var låst – det var jo livsfarligt at være i fabrikken på dette tidspunkt.

Den eneste mulighed, jeg havde, var at smide min værktøjskasse gennem et vindue, hvilket jeg gjorde, og derved kom jeg ud.
Det var en meget ubehagelig oplevelse.

RIA 10,2- og BT-tunnelanlæggene var pakket i store trækasser – hvert anlæg vejede ca. 10–12 tons.
Det var et cirkus at få dem læsset af lastbilerne – trosser sprang, og jeg ved ikke hvad – men det lykkedes dog.

Da maskindelene var blevet pakket ud, blev alle søm sirligt rettet og gemt. På et tidspunkt blev der også bygget et hus af træet.
For dem, der flyttede ind, var det som at komme på et 5-stjernet hotel – de kom sikkert fra Nilen, hvor de havde bliktag over hovedet.

På et tidspunkt bad jeg firmaets højt dekorerede kølemaskinmester om at få køling på et af de anlæg, jeg arbejdede på.
Han hed Helmi – en flink mand.

Han gik ud for at starte ammoniakkompressoren. På vejen skridtede han over en grav, hvor nogle elektrikere var ved at skifte elkabler til kompressoren.
Der lå fire kabler, hver ca. 35 mm i diameter, oppe på jorden, men Helmi skridtede over og gik ind i kompressorrummet for at starte anlægget.

På eltavlen var der et stort skilt med et dødningehoved – det indikerede klart, at man ikke måtte starte anlægget.
Men Helmi prøvede alligevel – der skete intet. Han opdagede, at der ikke var strøm.

Derfor gik han over til transformerstationen. På døren var der også et dødningehoved – men Helmi gav pokker i det hele og koblede strømmen ind.
Det fik fatale konsekvenser: Transformerstationen sprang i luften, fordi den ikke kunne komme af med strømmen.
Der stod ild ud af kablerne ved graven.

Heldigvis kom ingen til skade – men vi havde ikke strøm i næsten en uge.
Og Helmi – han listede af til Polyteknisk Læreanstalt, hvor han var en højt agtet underviser.

Ja – og jeg fik skylden for det. For jeg var en “vis mand” og skulle have vidst bedre.

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor nr. 4 på atomkraftværket i Tjernobyl, Ukraine.
Det har intet med Helmi eller mit ophold at gøre …

Du kan se billeder fra montage arbejdet HER

Oprør i Egypten

I 1986 skete der en hel del i Kairo, og jeg kan her blandt andet nævne:

Den 25. februar 1986 iscenesatte omkring 25.000 værnepligtige fra de centrale sikkerhedsstyrker (CSF), den egyptiske paramilitære styrke, voldelige protester i og omkring Kairo.
Optøjerne kom som en reaktion på rygtet om, at deres treårige obligatoriske tjeneste ville blive forlænget med et ekstra år – uden yderligere fordele eller rangforfremmelse.
De ophidsede værnepligtige målrettede turistområder og ødelagde to hoteller.

Mubaraks regime stolede på, at de væbnede styrker kunne knuse mytteriet. Da den dårligt betalte og dårligt bevæbnede CSF gjorde oprør, blev militæret sendt ind for at genoprette orden. Hæren indsatte kampvogne, pansrede mandskabsvogne og kommandosnigskytter for at jage de oprørske værnepligtige, hvoraf de fleste var ubevæbnede eller kun bevæbnede med skjolde, knipler og kampgeværer.

I Øvre Egypten og nær Giza brugte hæren helikoptere og jagerfly til at angribe de oprørske værnepligtige, hvilket forårsagede mange dødsfald. Mindst fire til fem helikoptere og tre jagerfly blev brugt i operationen. Luftvåbnets officer, der havde kommandoen over operationen, var Ahmed Shafik, chef for alle MiG-21-flåder i den centrale militære zone.

Optøjerne varede i tre dage. Ifølge officielle rapporter døde over 8.000 personer – hovedsageligt CSF-personale. Over 20.000 værnepligtige blev afskediget fra tjeneste uden ydelser, og agitatorerne modtog “korrigerende straf” efter at være blevet stillet for statens sikkerhedsdomstol for brandstiftelse, voldelige optøjer og ulydighed i henhold til straffeloven.

Efter undertrykkelsen lovede regeringen at revidere styrken ved at hæve optagelseskravene, øge betalingen og forbedre levevilkårene i lejrene.
Værnepligtige fra CSF fik efter sigende en løn svarende til en pakke cigaretter og en tallerken suppe.

I starten mærkede jeg for så vidt ikke noget. Der var nogle på fabrikken, der råbte Mubaraks navn, men jeg tog mig ikke af det.
Men den 25. februar blev det sagt til mig, at jeg omgående skulle lade alt ligge og straks komme ud i firmataxaen.
I bilen sad vi tre kvindelige sekretærer, to montører fra et svensk firma, undertegnede og chaufføren. Det var en Peugeot med tre sæderækker.

De kvindelige sekretærer græd, og de to svenskere var skidesure og ville hjem. Jeg husker, at jeg selv var nogenlunde rolig – jeg tænkte mest på at få kontakt til min familie i Nustrup.
Svenskerne ville hjem, så selv om der var udgangsforbud, gik de til den svenske ambassade. Jeg så dem ikke mere, så jeg ved ikke, om de kom hjem.

Normalt tager det tre kvarter at køre fra fabrikken til President Hotel på øen i Nilen, Zamalek – denne dag tog det 2½ time. Der var totalt kaos over det hele. På en Toyota pickup med åbent lad talte vi 25 personer.

Vi kørte til hotellet omkring kl. 11:30 og skulle være fremme senest kl. 14, fordi udgangsforbuddet startede der.
Vi nåede det, men chaufføren kunne ikke nå hjem – hvad der skete med ham, ved jeg ikke.

Hotellet, hvor jeg boede, lå på øen Zamalek i Nilen. Det var et meget sikkert sted at bo, men luften var selvfølgelig fyldt af spænding.
Det gode ved Zamalek var, at flere europæiske ambassader lå dér, og flere store banker havde hovedsæde på øen – derfor var sikkerheden meget høj.

Om aftenen kom en gruppe danske montører – ca. 10 mand – ind på hotellet. De havde boet på et hotel i Giza ved pyramiderne.
Deres hotel, Holiday Inn, var blevet brændt ned. Deres ting var ødelagt – nogle af dem var endda blevet skudt på.
Jeg fik dem installeret på hotellet og organiserede nogle strømper og undertøj, som jeg “lånte” fra andre logerende samt fra mit eget tøj.

Ved aftensmaden fortalte de om deres oplevelser – hvordan de havde fundet deres ødelagte ting, og turen fra Giza til Zamalek.
De var meget rystede.

Det blev ikke bedre af, at der var en del skyderi på vestsiden af Nilen.
Skyderiet tiltog i løbet af aftenen, og flere militærkøretøjer kørte rundt i området.
På et tidspunkt kom der en kampvogn. Den kørte lidt rundt uden mål, men pludselig vendte den rundt og affyrede sin kanon – den ramte toppen af et højhus – og så blev der ro.

Udgangsforbuddet varede i omkring en uge. Efter nogle dage fik firmaet, jeg arbejdede for, organiseret et passérpas, så jeg kunne komme ud og ind af Kairo for at arbejde.

Få dage før alt balladen og optøjerne opstod, var Dronningen og Prinsgemalen begyndt på et statsbesøg i Egypten.
De måtte evakueres fra deres hotel, Marriott, men det skete uden dramatik.
Egentlig var den officielle del af besøget overstået, og den private del skulle netop til at begynde, da oprøret brød ud.
Prinsgemalen gik glip af at se de steder, hvor Dronningen havde gravet …

Dronningens og Prinsgemalens besøg medførte en sjov oplevelse for mig – jeg blev inviteret med til resterne af middagen efter den store reception på Hotel Marriott, som Dronningen og Udenrigsministeriet havde holdt.

Da jeg ankom til hotellet, var det uden slips – men det skulle jeg have på. Der var en, som hentede et slips, som jeg lånte – så var den klaret.

Til receptionen blev der serveret Heineken-øl, hvilket jeg undrede mig over, da Carlsberg – og selveste Carlsbergs daværende direktør, Ole Andreasen (tidligere DR-nyhedsvært) – var til stede.
Jeg spurgte derfor vores sælger, Kenneth Magnussen, hvorfor der ikke var Carlsberg-øl til receptionen.
Han kunne fortælle, at han havde stået ved siden af Ole Andreasen, da Dronningen og Prinsgemalen kom for at hilse på ham.
Dronningen spurgte, hvorfor der ikke var Carlsberg, og Andreasen måtte indrømme, at Carlsberg ved en fejl havde sendt den øl, der skulle til Cairo – til Bangkok!
En temmelig pinlig situation for både Carlsberg og Ole Andreasen.

Heldigvis havde Hotel Marriott rigelige mængder øl – men det var altså Heineken!

Ved siden af den store Keops-pyramide ligger der et lille museum, som er ret fantastisk. Museet hedder Keops Solar Boat.
Stedet blev fundet i 1954 og rummer en udstilling af en stor solbåd.
Jeg besøgte museet nogle uger efter, og så Dronningens autograf i gæstebogen.
Det er et fantastisk museum.

Nestlé køber Industrie Du Froid

I 1989 købte Nestlé Industrie Du Froid, og jeg blev endnu en gang sendt til Kairo for at overhale deres anlæg.
Der var kommet en ny maskinmester, Fritz Siebeneicher – en to meter høj mand på 130 kg med fuldskæg. Han var gift med Gurli, og de boede i Holme-Olstrup. Han talte rimeligt godt dansk.
Det var noget af en opgave, som Nestlé havde kastet sig ud i, for den tidligere ejer havde kørt det gamle firma i sænk. Men de havde nogle gode maskiner og et godt produkt.

Af sjove oplevelser i denne periode kan jeg nævne:

Fritz Siebeneicher hentede mig hver morgen ved hotellet og kørte mig tilbage hver aften.
En gang så vi en bondemand på sin æselkærre, og han faldt mere og mere sammen. Til sidst faldt han af kærren og ned på asfalten, og dér blev han liggende. Æslet fortsatte og stoppede først, da det stod midt i et lysreguleret kryds – og dér blev det så stående.
Bondemanden bar de ind på fortovet og lagde fire sten omkring ham (de fire sten er et generelt tegn på, at man skal passe på). Bondemanden var død.

En anden gang var der – som vanligt – totalt trafikkaos i Kairo, når vi kørte hjem om aftenen.
Men denne gang var det værre end normalt, og det skyldtes en mand, der lå død på jorden med de obligatoriske fire sten omkring sig og en avis lagt over hovedet.
Der var ingen læge, ambulance eller nogen, som flyttede ham.

En aften, hvor vi kørte hjem, kedede jeg mig som sædvanligt. Da vi havde holdt stille i et kæmpe kryds i en halv time, skulle der ske noget.
Jeg så, at der i bilen ved siden af os sad nogle piger på bagsædet. Jeg begyndte at vinke til dem, og de begyndte at fnise.
Da faderen opdagede, at noget var i gære, og at pigerne fniste, blev han tosset. Jeg skulle have bank, men han kunne ikke komme ud af bilen, fordi vi holdt pakket sammen som sild i en tønde.
Fritz blev rasende og sagde: “Du skal fandeme holde dine hænder på dine lår!”

En anden gang – i samme kryds og med samme kaos – kom en bondemand med sin æselkærre til at lave en ridse i en i forvejen ramponeret taxa.
Taxachaufføren opdagede ridserne og mente, at bondemanden skulle have bank.
Han sparkede bondemanden bagi, så han fløj tværs over det store kryds og lidt til.
Den politimand, der styrede trafiklyset, grinede så meget, at han faldt ned af sin stol.
Kaosset i krydset var nu total – og Fritz var skidesur.
Sådan kunne en træls dag blive til en sjov dag.

Om den gode Helmi kan også nævnes følgende:
Da Nestlé havde købt fabrikken, fik de naturligvis en rundvisning. En af rundviserne var Helmi.
På fabrikkens område er der et temmelig stort vandtårn (den står lige så grimt som den i Kena). Nestlé-cheferne ville se vandtårnet – det var ikke længere i brug, men de ville se, hvordan det så ud.
Da de kom op i vandtårnet, fandt de en død mand. Han havde ligget der i 5–8 år, så der var kun knoglerne tilbage.
Men han havde sit arbejdstøj på, så han kunne identificeres. Det kunne Helmi, som udbrød: “Nå, her er du.”
Jeg kan godt huske, at der på et tidspunkt var en person, der blev meldt savnet – men om det var ham, ved jeg ikke.

Golfkrige

Jeg arbejdede hos Nestlé Qaliub, Kairo, da Golfkrigen startede (Golfkrigen varede fra august 1990 til februar 1991).
Der var totalt kaos over alt.
Jeg boede på Hotel de France ved Heliopolis, ikke langt fra Kairos internationale lufthavn.
Der var fuld gang i turismen i Ægypten inden Golfkrigen startede, hotellet var fyldt med turisten. Men lige så snart Saddam Hussein sendte raketter mod Israel og truede Ægypterne, vendte det hele. Alle turister forsvandt nærmest og natten.
Hotellet hvor jeg boede havde 400 værelser, de lukkede ned og sendte personalet hjem, se hotellet kun havde 50-75 værelser åbnet. Alle dem som tjente deres daglige brød med turisme, havde intet at lever af. Der var ingen hjælpe pakker her!

Ud over at der ingen turister var i Ægypten, så blev alle ægyptere som arbejdede i lande i golfen og den arabiske halvø, smidt ud derfra. Grunden var, at Hosni Mubarak havde holdt med Saddam Hussein, da han gik ind i Kuwait. Det havde de andre lande i området ikke glemt.
Derfor kom hundrede af tusinde ægyptiske arbejder med deres familie tilbage til Ægypten. De havde intet sted at bo, så de kørte rundet i byerne i deres store biler fyldt med bagage, hylende koner og grædende børn. Det var vanvittigt at se på.

På et tidspunkt kom jeg i snak med FNs øverstbefalende i Heliopolis, han var dansker. Han havde bl.a. til opgave at stå for evakuering af udlænding i Heliopolis, og jeg kom på hans liste. Det var rent tilfældigt at jeg mødte man, vi fik at et par gode middage sammen. Han betød også at jeg fik lidt ro på.

Fritz Siebeneicher fik arrangeret en eller anden stor Jeep bil, som han fik bygget om, med ekstra benzintanke og sover plads. Så var det hans plan at køre til Libyen, hvis der blev sendt raketter til Kairo, hvilket ikke skete. Der var mange fra Nestlé som rådede Fritz ikke til at tage denne tur, som er sigende skulle være meget farlig.

Nestlés isproduktion i 6th of October City og Muhammed-krisen (2006)

Nestlés isproduktion var blevet flyttet fra den gamle fabrik til en anden fabrik i byen “6th of October City”.
Grunden til, at de flyttede dertil, var, at den gamle fabrik var blevet forældet, og fordi Holiday Ice Cream, som havde deres isfabrik i “6th of October City”, havde indgået en prisaftale med Nestlé. Aftalen gik ud på, at de to firmaer fastsatte en fælles pris på, hvad is skulle koste for forbrugerne. Den aftale brød Holiday Ice Cream imidlertid og sænkede deres priser, hvilket betød, at de solgte en masse produkter – og Nestlé tabte penge.
Men Nestlé er en stor koncern, som man ikke bare pisser på, så det endte med, at Nestlé købte Holiday Ice Cream.

Jeg arbejdede hos Nestlé i “6th of October City” i februar 2006, da Muhammed-krisen brød ud.
Jeg boede på Hotel Mövenpick Cairo Media City.
Da krisen begyndte, spurgte flere af de ansatte mig, hvad der var galt med Danmark, og de mente, at krisen ville få stor betydning for turismen i Egypten. Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarede.

Den tekniske direktør hos Nestlé hentede mig hver dag på hotellet og kørte mig tilbage om aftenen. Han var generelt en meget venlig mand.
Men en morgen sagde han ikke et ord, da han hentede mig.
Da vi ankom til fabrikken, klædte jeg om som vanligt og var på vej til mit arbejde, men en medarbejder kom og hentede mig og viste mig ind på direktørens kontor, hvor jeg ventede på ham.
Han kom ind og sagde, at vi skulle have en snak om det, der skete i Danmark. Jeg sagde, at det ville jeg ikke – for jeg stod ikke til ansvar for de handlinger, der foregik i Danmark.
Jeg spurgte ham direkte, om jeg skulle flyve hjem.
Han sad længe og kiggede på mig og sagde til sidst, at han på ingen måde kunne acceptere det, der skete i Danmark, og at der ikke måtte tegnes billeder af Muhammed.
Jeg kommenterede ikke på det, men gentog spørgsmålet: “Skal jeg tage hjem?”

Han svarede ikke, men gik ud og kom tilbage med det tekniske personale, som jeg arbejdede sammen med.
Han sagde, at de ikke havde noget problem med at arbejde sammen med mig, og at der var blevet arrangeret sikkerhed for mig på fabrikken – jeg havde intet at frygte. Desuden ville han ikke nævne hændelserne mere over for mig.

Faktisk havde jeg ingen problemer med muslimerne på fabrikken – men derimod var de kristne ortodokse meget oprørte, fordi deres kirker var blevet brændt af i Alexandria og Kairo.

10th of Ramadan City

10th of Ramadan er en by beliggende i Sharqia Governorate, Egypten. Det er et førstegenerations-bysamfund og et af de mest industrialiserede. Den ligger tæt på Kairo og betragtes som en del af Stor-Kairo. Møgbeskidt og støvet.

Jeg arbejdede der i november 1990.

Iskremfabrikken havde to mindre BGV-anlæg, en RIA 5 til pindisproduktion og en “gul” ILF til vaffel-/bægerproduktion.
Inkarnerede BGV-ansatte vil vide, hvad en “gul” ILF’er er :-). Du kan tage ind på Brødrene Grams Historiske Arkiv og Museum – der er oplysninger om dette anlæg samt en RIA 5.
Derudover havde kunden en hel del anlæg fra RØ-KA Industri A/S i Rødding.

Kunden var ludfattig, men havde store ambitioner.
Derfor var det også småt med reservedele til den vedligeholdelse/overhaling, jeg skulle udføre på de to anlæg. Men det lykkedes dog – kun fordi vi fandt en butik i byen, som solgte diverse o-ringe, u-manchetter, Festo- og Danfoss-komponenter osv.

Da vi fik anlæggene startet op efter overhalingen, viste det sig, at det først var dér, kundens ansatte fik løn – de blev nemlig kun betalt efter, hvad de producerede. Det var vanvittigt at se på, for de stakkels ansatte ville nærmest brække arme og ben for at få produkterne pakket. Og fabrikschefen stod og grinede af dem!

Der er et par episoder, som har printet sig fast i mig efter besøget:
1.
På et tidspunkt kom BGV’s eksportchef Hugo Fuchs ned til kunden.
Kunden og Hugo gennemgik fabrikken, og der var da ting og sager, som kunne forbedres, og nye anlæg, der kunne installeres. Men kunden havde ingen penge – kun store ambitioner.
Men er man sælger, så er man sælger, og så bør man efter min mening komme med et tilbud.
Da den store Hugo Fuchs havde forladt fabrikken, lå alle hans notater tilbage på bordet i direktørens mødelokale. Direktøren var rystet – han nærmest græd over det.
Jeg fortalte det til min chef, da jeg kom hjem, og viste ham de glemte notater. Han tog dem med til salgsafdelingen, men om kunden fik et tilbud, ved jeg ikke.

2.
På et tidspunkt fik en af de ansatte en stor jernplade ned over sig og fik hele skinnebenet revet op – der var en del blod. Staklen skreg af smerte.
Der var ingen hjælp at hente fra virksomheden, så jeg fik fat i en taxa, gav ham nogle penge og fik ham sendt til hospitalet.
Han fik det tilset og kom humpende på arbejde dagen efter. Skrækkeligt … Det er godt, vi bor i Danmark.
Samme mand kom senere og spurgte mig om penge, fordi hans kone var gravid. I Egypten skulle man på dette tidspunkt betale for at blive registreret, når en kvinde skulle føde. Herefter var selve behandlingen, fødselshjælpen og andet gratis.
Jeg gav manden pengene (mener, det var 10 egyptiske pund), og jeg havde vist fået en ven for livet.

3.
Jeg vidste ikke meget om ejeren af iskremfabrikken – han var en lidt mystisk person og lignede ikke en “typisk egypter”. Han var høj og tynd og gik med en meget rank ryg … lidt majestætisk.
På et tidspunkt kom fabrikschefen farende og sagde, at jeg skulle gemme mig, fordi immigrationsmyndighederne var på vej til fabrikken. Jeg anede ikke hvorfor – jeg havde jo både visum og pas i orden.
Men jeg blev installeret i et mørkt rum med cola, kaffe og en sandwich, og døren blev låst. Der sad jeg i flere timer.
Til sidst gad jeg ikke sidde der længere, så jeg begyndte at hamre og banke på vinduer og døre – jeg havde da sikkerhedssko på!
Til sidst kom de og låste døren op – det viste sig, at de havde glemt mig 😳

Senere, da jeg kom til Industrie du Froid, kunne de fortælle mig, at ejeren af fabrikken i 10th of Ramadan var palæstinenser og tidligere havde været general-et-eller-andet i den egyptiske hær – og han var derfor en af dem, man mente havde del i ansvaret for, at Egypten havde tabt krige mod Israel.
Derfor var immigrationsmyndighederne interesseret i fabrikken – der var en del palæstinensere ansat.

4.
Som tidligere skrevet, er det noget af en udfordring at køre om natten i Egypten – det gjaldt også her.
Efter fyraften kørte fabrikschefen mig til hotellet i Heliopolis, Kairo – og det var blevet mørkt.
Fabrikschefen gjorde som så mange andre egyptere: kørte uden lys og blinkede kun med lygterne indimellem.
Jeg råbte og skreg, at han skulle tænde lyset, og jeg tændte det flere gange.

Det hele fik en brat ende, da en bus uden lys overhalede os og kørte direkte op i bagenden på en lastbil. Der var vildt kaos, og mange var lemlæstede.
Jeg fik bilen stoppet ved at hive i håndbremsen, tog nøglerne ud af tændingen, sprang ud af bilen og hev fabrikschefen ud fra førersædet.
Jeg satte mig selv bag rattet og sagde, at hvis han ville med til Heliopolis, måtte han sætte sig ind på passagersædet. Det gjorde han – under højlydt protest.
Dagen efter fik jeg en snak med fabriksejeren, og fabrikschefen blev beordret til fremover at køre med lys på bilen.