Egypten:

Et land som jeg arbejdede meget i 80serne var Egypten.

Luxor, Kena (25/6 – 21/7 1984)

Første gang første gang jeg rejste til det varme land, var 20. juni dagen efter Danmark vandt 3-2 over Belgien Strasbourg ved EM i Frankrig, så det var en lidt hård dag at rejse til Egypten på.

Rejsen gik fra Skrydstrup med start med morgen flyet via København, Wien, Cairo og sluttede i Luxor ved midnatstid.
Opholdet i Cairo lufthavn var ca. 6 timer, og der var ramadan i de muslimske lande så der var kun vand og juice at drikke i lufthavnen ingen mad.

Da jeg kom til lufthavnen i Luxor ved midnatstid var der en taxa, som skulle kører mig til hotellet, men i stedet for at kører mig til hotellet kørte han mig til mejeriet Kena, hvor vi skulle arbejde. Mejeriet lå ca. 60 km syd for Luxor.
Portneren på mejeriet kunne informere chaufføren at, mejeriet var lukket og at han skulle kører mig til hotellet i Luxor.

På denne tur fra lufthavnen til mejeriet og retur til hotellet, fik jeg min første fornærmelse af hvordan det er at kører i Egypten om natten.
I Egypten har de den mystiske vane at, kører efter solnedgang, med slukkede lygter og kun at tænde dem når de mener, at det er vigtigt …
Jeg har mange gange spurgt hvorfor de gør det, men har ikke fået et konkret svar – men det er vist noget med at de ikke må ses af en eller anden ovenfra.
Resultatet af ægypternes natkørsel kunne ses om morgenen, da der lå en del døde æsler i rabatten / grøften, disse var kørt ned efter at være blevet ramt af en bilist som ganske givet kørte i blinde.

Arbejdet på denne mejeriet i Kena, blev noget af en prøvelse fordi temperaturen mit på dagen kom op +50° C, inde i mejeriet var der ca. +35° C – dette krævede en hel del vand, og en konstant kamp med diverse insekter (myg, kakerlakker, mystiske firben, små slanger og skorpioner). Når jeg skulle åbne trækasser så blev det en rutine at lindre lidt på låger og blæse Freon med i kassen, for på den måde at slå disse insekter ihjel.

Fabrikken, var en del af et større Verdenssundhedsorganisationen, WHO-projekt som bestod af kvægfarm, slagteri og mejeri.

Min del af arbejdet bestod i, at fylde yoghurt i bæger, hvilket er meget svært at håndtere i denne temperatur.
Det gik også helt galt, da der kom colibakterie i rørsystemerne. Hvilket skyldes varmen og at hygiejnen var total i bund. F.eks. var der ikke langt vand ind (dvs. der var ikke sat vandhaner op), til rengøring af maskiner, tanke, rør, systemer m.m., der var dog en vandslange som kom ud fra ørkenen et sted men denne kunne ikke nå rundt i hele fabrikken.

Dertil kom, at stedet hvor bønderne vejede deres mælk ind, var det bygget således at den nederste tank, hvor mælken kommer ned i efter at mælken var vejet ind, lå under niveauet for kloakrørledningen inde i fabrikken, derfor var der placeret en pumpe i det hul som skulle pumpe kloakvandet videre ud af fabrikken.

Industrie Du Froid (Kimo Ice Cream), Qaliub, Kairo

Arbejdet medførte at jeg var på denne fabrik ca. 3-4 måneder hvert år, over de næste 4 år, startende fra 1985.

Fabrikken lå ca. 1-1½ times kørsel nord på fra Cairo centrum, så det var en lang og sej tur hver dag.

Fabrikken ejes af en Kamil Sad, en enligt meget god person, men alt for godtroende, hvilket bevirkede at de leder som var under ham, kunne med let hed løbe om hjørner med ham og at penge/investeringer ikke altid blev brugt i fabrikkens interesse.

Da jeg startede der første gang i 1985 var jobbet at overhale 2 stk. gamle RIA 5, installere en ny RIA 10,2 og en ny hærdetunnel (BT-tunnel) til ekstruderet iskrem.

Overhalingen af RIA 5 gik ok ingen problemer.
Installering af RIA 10,2 anlægget gik knap så godt. I princippet fungerer de på samme måde RIA 10,2 er bare en del større en RIA 5.

Men der var mange ting fra kundens side som ikke var op plads, f.eks. ikke tilstrækkelig damp og lufttryk, ammoniaktemperaturen kunne ikke reguleres. Disse 3 ting er vigtig for en optimal produktion.
Jeg havde et pokkers arbejde med at få kunden til at fatte dette.
Desuden var der oplæring af personalet.
På et tidspunkt blev der ikke sat pinde i isen, pindeisætteren var løbet tør for pinde. Det skyldes at personen som passede pindeisætteren var gået over i et hjørne af fabrikken for at bede.

BT-tunnel anlægget var noget helt andet.
Selve maskineriet var der ikke de store problemer med. Men når produktionen er ekstruderet iskrem, kræver det at fabrikstemperaturen helst ikke må overstige 20-25 ̊ C, hvis temperaturen er over bliver processen vanskelig fordi iskernen smelter inden den kommer ud af ekstruderet.
Ekstruderet iskrem skal temperaturen være -5/7 ̊ C.
I fabrikken var fabrikstemperaturen +35 ̊ C.
Det bevirkede at nærmest smeltede når den kom ud af ekstruderen, og at hærdetunnelen ikke kunne holde temperaturen på -38 ̊ C. Med disse forhold blev det meget vanskeligt at få den ekstruderet iskrem af bakkerne.

Dette er meget teknisk, men fakta er at det var en yderst vanskelig opgave.
Dertil kom at kunden ikke kendte til ekstruderet iskrem produktion og var ufattelig vanskelig at oplære.

Grunden til at fabrikstemperaturen var på +35 ̊ C skyldes at der ingen isolering var på bygningen, det var et blikskur.
Desuden blev affalds iskrem smidt lige uden for porten, hvilket tiltrak hvepse, rottet og mus med mere. Disse skabninger kom selvfølgeligt også ind i fabrikken.

Da de nye produktionsanlæg skulle indviedes, kom de slæbende med en levende får som skulle have halsen skåret over inde i produktionsfabrikken, og blodet dens skulle sprøjtes/ smøres på produktionsanlæggene.
Det var en vanvittig beslutning. Jeg fik det heldigvis stoppet, idet jeg henviste til hygiejnen. I stedes foreslog jeg at er en islamisk lærd person, en mullah sagde nogle bevingede ord … det gik de med til, jeg ved ikke hvad der skete med fåret.

Af ulykker var der nok af på fabrikken.
Der er en person som altid popper op når jeg tænker på det er Aram. Han var ansat i vedligeholdes afdelingen, han kom fra Armenien … en stor kleppert.
Første gang, jeg så han kom til skade, stod han og lavede et eller andet i en eltavlen, hvor han brugte en 12” svensknøgle. Han havde ikke taget strømmen af eltavlen, så skete det uundgåelige at han kortsluttede svensknøglen over 2 faser, der gav et ordentlig skrald, nærmest en eksplosion og Aram lå bevidstløs på gulvet, i ansigtet var der afmærkning af svensknøglen. Han kom dog over det.
Anden gang skulle han adskille en pumpe. Jeg sagde til han at han skulle få produktionspersonalet væk og afbryde strømmen til pumpen, fordi, som jeg sagde til ham, de kunne finde på at starte for pumpen. Nu ved jeg ikke hvad han har sagt til de folk, men pludseligt skreg han meget voldsom.
Det der skete var, at nogen fra produktionspersonalet havde startet pumpen, hvilket bevirkede at Aram fik en 17 mm ring/gaffel nøgle igennem sin hånd. Han besvimede også denne gang.

Jeg kom også ud for et par ting.
Første gang fordi der kun var en skruestik til rådighed. De stod og fumlede med at få et kugleleje af en aksel, det kunne jeg ikke vente på, så jeg over tog jobbet. Nu må man aldrig slå på et kugleleje fordi den kan splintres og jern stumper kan flyve i alle retninger, det må jeg have gjord, for lige pludseligt mærkede jeg en voldsom svir i min maveskind og der kom blod ud. Så jeg ville tilses af en læge eller på hospital.
Det blev der en hel del ballade over, jeg måtte spørge til det flere gange. Men til sidst kom jeg dog afsted. Det viste sig at grunden til balladen var, at de ikke ville at jeg skulle på hospitalet, de var bange for at jeg tog hjem til Danmark.
Hospitalet lå i den modsatte ende af Cairo, dvs. at der var en 3-4 timers kørsel hver vej.
Hospitalet var et Røde Kors ledet/ejet hospital, det var OK hospital. Jeg kom op og ligge på en briks og blev tilset af en læge. Han var lidt arrogant, mente bl.a. at det var spild af deres tid at jeg kom der. Så han rensede såret og gav mig et plaster på og sagde at jeg kunne tage hjem. Det nægtede jeg og blev liggende til min chaufførs store frustration. De var inde ved mig flere gang. Jeg blev ved med at hævde at der var noget ”inde i”. Til sidst blev lægen så sur på mig at han rev plasteret af mig og stak en pincet ned i såret, det sagde ding ding da han gjort det og hans ansigt udtryk blev helt anderledes. Han fik fjernet stumpen at kuglelejet og jeg fik stivkrampe indsprøjtning og antibiotika. Da vi kom tilbage til fabrikken tjekkede jeg med kuglelejet og den stump som ham havde fjernet af min maveskind, det viste sig at der manglede en ca. knappenål stort stykke, hvilket stadigvæk måtte være i min maveskind. Efter nogle dage kom der en byld på maveskindet og jeg kunne presse den manglende stump ud.

I de muslimske lande (og Israel) har de ”søndag” på fredage, hvis jeg var på arbejde på fredage, var det som reglen en kort arbejdsdag.
På et tidspunkt indførte de det princip af fabrikken skulle oversprøjtes med et gift middel som dræbte insekter og batterier. Det var som sådan forståelig … men de havde bare glemt at fortælle det til mig!
Så en fredag dan jeg lå inde i BT-tunnelen og ordnede noget følte jeg lige pludseligt af jeg fik vejrtrækningsproblemer. Jeg kom ud fra maskinen og jeg var virkelig i problemer fordi alle døre var låst … der var jo livsfarlig at være i fabrikken på dette tidspunkt.
Den eneste mulighed jeg havde var at smide min værktøjskasse igennem et vindue, hvilket jeg gjorde og kom derved ud af fabrikken. Det var en meget ubehagelig oplevelse.

Da RIA 10,2 og BT-tunnel anlæggene kom til fabrikken var de pakket ind i store trækasser hvert anlæg vejer ca. 10-12 tons total hver.
Det var et cirkus at få disse læsser af lastbilerne, trosser sprang og jeg ved ikke hvad, men det lykkedes dem dog.

Da maskindelene var blevet ”pakket” ud blev alle søm sirlig rettet og gemt. På et tidspunkt blev der også bygget et hus af dette træ. For de personer som flyttede ind der var det som at komme på et 5-stjernet hotel. De kom sikkert fra kun, fra Nilens breder hvor de have et bliktag over hovedet.

På et tidspunkt, bad jeg firmaets højt dekateret køle maskinmester, om køling på et at de anlæg som jeg havde arbejdet på. Køle maskinmesteren, som er en flink man og hedder Helmi, gik ud for at starte ammoniak kompressoren, på vejen dertil skridtede han over en grav som var åben fordi nogle elektriker var ved at skifte elkabler til kompressoren, derfor lå der 4 kabler som hver var på ca. 35 mm i diameter oppe på jorderne, men Helmi skridtede over dem og gik ind i kompressor rummet for at starte køleanlægget, på eltavlen dertil var der placeret en stor skilt med dødningehoved, så indikere meget kraftig, at man ikke måtte starte køleanlægget. Ikke desto mindre prøvede Helmi at starte anlægget men der skete ingen ting og Helmi fandt ud af at der ikke var strøm på tavlen. Derfor gik Helmi så over til transformerstationen, for at komme der over skulle han endnu en gang skridte over graven med kabler. På døren på transformer stationen var der også et skilt med dødningehoved, som betyder at man ikke måtte tilkoble strømmen, men Helmi han gav pokker i det hele for han skulle have strøm på kompressoren, så han koblede transformer stationen ind, med fatale konsekvenser at transformer stationen sprang i luften fordi den ikke kunne komme af med strømmen og der stod ild ud af elkablerne ved el-kabalerne som lå ved graven.
Heldigvis kom ingen til skade, men vi havde ikke strøm i næsten en uge.
Og Helmi han listede af til Polyteknisk Læreanstalt hvor han var en højt agtet underviser.

Ja, og jeg fik skylden for det, for jeg var en ”vis” mand og skulle have vist bedre.

Den 26. april 1986 eksploderede reaktor nr. 4 på atomværket i Tjernobyl i Ukraine. Det har ikke noget at gøre med Helmi eller mit ophold …

På et tidspunkt var denne pumpe blevet stoppet så hele hullet, tanke og diverse rør blev fyldt med kloakvand. Efterfølgende blev dette kun skyllet rent med kold vand.
Resultatet blev at der kom galoperende colibakterier i alle tanke. Colibakterierne udviklede sig hurtigt, som blev illustreret ved at afmonterer et 1½” rør som ved afmonteringen havde en ca. 2-3 mm ”fedt” dvs. colibakterier, ca. 3 timer senere kunne man ikke komme en finger ind i røret, så meget var colibakterierne vokset.
Colibakterierne medførte også at den yoghurt som vi havde fyldt i bæger dagen før, fik yoghurten udvidede sig så meget, at dørene i modnings-skabene blev brudt på så bæger og yoghurt væltede ud på gulvet.
Det skal også hertil nævnes at rør værket, til den tanken hvor yoghurt massen blev lageret ingen den blev fyldt op bæger, var gået i stykker. Derfor brugte de et træ stang som ”røremaskine”, som blev hænget op på en søm efter at den havde været nede i røre i yoghurten.

Jeg var på denne fabrik i ca. 5 uger og hver uge (dvs. hver lørdag) havde en havde jeg operatør som jeg skulle lærer op. Grunden hertil var, at når de havde fået undervisning i hvordan yoghurtanlægget virkede, så kunne de tage til Cairo og få et par egypter pund mere om ugen fordi de nu var uddannet som operatør.

Da firmaet “Stork” fra Amsterdam kom til fabrikken for at installere udstyret til mejeri produktion, kunne de konstatere en del fejl som de lokale håndværker stod for, blandt andet var gulvet ca. 100 mm skævt, gulvet var lagt således at kloakafløbet var placeret på det højeste punkt.
Ægypterne fik så til opgave at ændre dette, hvilket skete ved at de kørte et lag ørkensand ind på det eksisterende gulv og fik det rettet på så gulvet fik den rette fald til kloakafløbene, derefter lagde de et par centimeter cement på, mente derefter at den sag så var klaret. Det det skulle vise sig at de ville blive skuffet, for da montørerne fra Stork fik sat en 5.000 liters tank sat på plads og fik den fyldt med 1.500 liter vand gik den i gennem gulvet.
Dette medførte at de nu måtte brække 2 gulve op og få lagt et nyt gulv.

Et andet eksempel på egypternes nuværende konstruktions evner kunne ses på den cement konstruerede vandtårn de havde bygget. Det er noget at det skæveste jeg nogen sinde har set. Hvis man forestiller sig at man står med lige afstand til hvor de 4 cement ben er placeret på jorden, så skulle det være naturligt, at man også stod lige under midten (centrum) af vandtanken, men det er man ikke. Vandtanken var placeret ca. 1,5 meter væk fra centrum af benene, desuden er vandtanken også skæv (ikke i vatter).
Hvis man går en tur rundt om vandtanken så bliver man total forvirret og Faraoerne ville vende sig i deres sarkofag hvis de så det … de skulle være blevet ved pyramiderne.

Du kan se billeder fra montage arbejdet HER

Oprør i Egypten

I 1986 skete der en hel del i Kairo, og jeg kan her blandt andet nævne:

Den 25. februar 1986 iscenesatte omkring 25.000 værnepligtige fra de centrale sikkerhedsstyrker (CSF), den egyptiske paramilitære styrke, voldelige protester i og omkring Kairo.
Op tøjet kom som en reaktion på rygtet om, at deres treårige obligatoriske tjeneste ville blive forlænget med et ekstra år uden yderligere fordele eller rangforfremmelse.
De ophidsede værnepligtige målrettede turistområder og ødelagde to hoteller.
Mubaraks regime stolede på, at de væbnede styrker skulle knuse mytteriet, og da den dårligt betalte og dårligt bevæbnede CSF gjorde mytteri, blev militæret sendt ind for at genoprette orden. Hæren indsatte kampvogne og pansrede mandskabsvogne og kommandosnigskytter for at jage de oprørske værnepligtige, hvoraf de fleste var ubevæbnede eller kun bevæbnet med skjolde, betoner og kampgeværer.
I Øvre Egypten og nær Giza brugte Army Aviation og luftvåbnet helikoptere og jagerfly til at angribe de oprørske værnepligtige, hvilket forårsagede mange dødsfald. Mindst fire til fem helikoptere og tre jagerfly blev brugt i operationen. Luftvåbnets officer, der havde kommandoen over operationen, var Ahmed Shafik, som chef for alle MiG-21-flåder i den centrale militære zone.
Op tøjet varede i tre dage, mere end 8000 døde, hovedsagelig CSF-personale, hvilket var ifølge officielle rapporter. Over 20.000 værnepligtige blev afskediget fra tjeneste uden ydelser, og agitatorerne modtog korrigerende straf efter at være blevet stillet for statens sikkerhedsdomstol for brandstiftelse, voldelige optøjer og ulydighed i henhold til straffeloven.
Efter undertrykkelsen lovede regeringen at revidere styrken ved at hæve dens indrejsestandarder, øge betalingen og forbedre levevilkårene i deres lejre.
Værnepligtige fra de centrale sikkerhedsstyrker (CSF), fik efter sigende løn hvad svare til 1 pakke cigaretter og en tallerken suppe.

I starten mærkede jeg for så vidt ikke noget, der var nogle på fabrikken som råbte Mubaraks navn men jeg tog mig ikke af det. Men d. 25. februar blev det sagt til mig at jeg omgående skulle lade ligge hvad jeg havde gang i, og i en fart komme ud i firmataxaen, i den sad vi 3 kvindelige sekretær og 2 montør fra et svensk firma, undertegnede og chaufføren. Bilen var en Peugeot med 3 sæderækker.
De kvindelige sekretær græd, de 2 svensker var skide sure og ville hjem. Jeg husker det som jeg var OK, tænkte mest på at kontakte min familie i Nustrup.
Svenskerne ville hjem, så selv om der var udgangsforbud gik de til den svenske ambassade. Jeg så dem ikke mere, så jeg ved ikke om de kom hjem.

Det tager normal ¾ time at kører fra fabrikken til President Hotel på øen i Nilen, Zamalek, denne dag tog 2½ time. Der var totalt kaos over det hele, på en Toyota pickup med åbne lad talte vi 25 personer.

Vi kørte til hotellet kl. ca. 11:30 og skulle være der kl. 14 fordi udgangsforbuddet startede kl. 14, vi nåede det, men chaufføren kunne ikke nå at komme hjem, men hvad der skete med ham ved jeg ikke.

Hotellet hvor jeg boede, ligger på øen i Nilen, Zamalek, var et meget sikkert at bo, men selvfølgeligt var luften fyldt af spænding.
Det gode ved Zamalek var, at flere europæiske ambassader placeret der, samt store banker havde der hovedsæde på øen, derfor var sikkerheden meget stor.

På et tidspunkt ved aftenstid kom der en gruppe danske montør på ca. 10 man ind på hotellet, de havde boet på hotel i Giza ved pyramiderne, deres hotel Holiday Inn var blevet brændt af, deres ting på værelset var blevet ødelagt – der var blandt andet blevet skudt på nogle af deres ting.
Jeg fik dem installeret på hotellet og fik organiseret nogle strømper og undertøj, som jeg ”lånte” af andre logerende på hotellet samt mit eget.

Ved aftensmaden, fortalte de om deres oplevelse hvordan de havde fundet deres ødelagte ting på hotellet samt turen fra Giza til hotellet på Zamalek, de var meget rystet.

Det blev ikke bedre af, at der var en del skyderi på vest siden af Nilen. I løbet af nogle timer tiltog skyderiet kraftigere og der kørte flere militærkøretøjer rundt i det område. På et tidspunkt kom der også en tanks til, den kørte lidt rundt på må og få, men pludseligt vendte den om og fyrede sin kanon af, som ramte toppen af et højhus – og så var der ro.

Udgangsforbuddet varede i en uges tid, efter et par dage fik firmaet, som jeg arbejde for, organiseret så jeg fik et pacer pas så jeg kunne komme på arbejde (dvs. ud og ind af Kairo).

Få dage før alt denne ballade og optøjer opstod, var Dronningen og Prinsgemalen begyndt på statsbesøg i Egypten.
Dronningen og Prinsen måtte evakueres fra deres hotel Marriott men det var uden dramatik, egentligt var den officielle del af besøget overstået og den private del skulle starte da oprørerne begyndte at lave ballade. Prinsgemalen gik glip af at se de steder hvor Dronningen havde gravet …

Dronningen og Prinsgemalen besøg medførte en del sjov fordi jeg blev inviteret med den rest spisning, efter den store reception på hotel Marriott som Dronningen og Udenrigsministeriet havde holdt.

Da jeg ankom til Hotel Marriott så var det uden slips men det skulle jeg have på, så der var en som hentede et slips som jeg så lånte, så var den fikset.

Til reception blev der serveret Heineken øl hvilket jeg ikke kunne forstå fordi Carlsberg og den daværende Direktør i Carlsberg Ole Andreasen (tidligere DR nyhedsvært) var der. Jeg spurgte derfor vores sælger, Kenneth Magnussen hvorfor der ikke var Carlsberg øl til reception? Han, Kenneth Magnussen, kunne fortælle at han havde ved siden af Ole Andreasen og da Dronningen og Prinsgemalen kom for at give hånd til Ole Andreasen, der spurgte Dronningen hvorfor der ikke var Carlsberg til reception, Ole Andreasen kunne informere at Carlsberg var kommet til at sende den sending øl som skulle til Cairo til Bangkok. En temmelig pinlig situation for Carlsberg og Ole Andreasen.
Heldigvis lå Hotel Marriott inde med rigelige mængder af øl – men det var altså Heineken øl!

Ved siden af den store Keops pyramide ligger der et lille museum som er ret fantastisk. Museet heder Keops Solar Boat. Stedet blev fundet i 1954 og er et museum over en båd. Jeg var der inde nogle uger efter Dronningen og så hindes autograf i visitbogen.
Det er et fantastisk museum.

Nestlé køber Industrie Du Froid

I 1989 købte Nestlé Industrie Du Froid, og jeg blev endnu en gang sendt til Kairo for at overhale deres anlæg.
Der var der kommet en ny maskinmester Fritz Siebeneicher, en 2 meter og 130 kg stor mand med totalt fuldskæg og han var gift med Gurli og de boede i Holme-Olstrup, og han kunne tale rimeligt godt dansk.
Det var noget af en opgave som Nestlé har kommet i gang med fordi den tidligere ejer havde kørt den gamle firma i sænk, men de havde nogle gode maskiner og et godt produkt.

Af sjove oplevelser i denne periode kan jeg nævne:

Fritz Siebeneicher hentede mig hver morgen ved hotellet og kørte mig til hotellet hver aften.
En gang så vi en bondemand på sin æselkærre og han faldt mere og mere sammen til sidst faldt han af æselkærre og ned på asfalten og der blev han liggende, æslet fortsatte og stoppede først da den stod midt i et lysreguleret kryds og der blev den så stående. Bondemand bar de ind på fortovet og satte 4 sten rundt om ham (de 4 sten er et generelt tegn på at man skal passe på), bondemand var død.

En anden gang var der vanligvis total trafikkaos i Kairo når vi kørte hjem om aftenen.
En gang var den voldsommere end andre gange, hvilket skyldes en mand som lå død på jorden med de obligatoriske 4 sten rund om sig og en avis lagt over hovedet.
Der var ingen læge, ambulance eller nogen som flyttede ham.

En aften hvor vi kørte hjem kedede jeg mig som sædvanligt og da vi havde holdt stille i et kæmpe kryds i en ½ time skulle der ske noget.
Jeg så i bilen ved siden af os, at sad der i piger på bagsædet og jeg begyndte at vinke til dem og de begyndte at fnise, da fadderen fandt ud af at noget var i gære og så at pigerne fniste, blev han tosset og jeg skulle have bank men han kunne ikke komme ud af bilen fordi vi holdt pakket sammen som sild i en tønde.
Fritz blev tosset og sagde at jeg skulle fandeme holde mine hænder på mine lår.

En anden gang i samme kryds og med det samme kaos, kom en bondemand med sin æselkærre til at rise en i forvejen ramponeret taxa. Men taxamanden, kunne lige nøjagtigt se den ”nye” ridser på bilen og så skulle bondemanden have bank!
Taxamanden sparkede bondemanden i røven tværs over det store kryds og længere.
Den politimand som styrede trafiklyset grimede så meget at han faldt af sin stol. Kaosset i krydset var nu total – og Fritz var skide sur.
Sådan kan en kunne en træls dag blive til en sjov dag.

Om den gode Helmi kan også nævnes. Da Nestlé købte fabrikken, fik de naturlig nok en rundvisning, en af rundviserne var Helmi.
På fabrikken er der et temmelig stort vandtårn (den står lig i forhold til den i Kena). Nestlé cheferne ville se vandtårnet, den var ikke længer i brug, men de ville se hvordan den så ud.
Da de kom op i vandtårnet, fandt de en død mandsperson. Han havde lagt død der i 5-8 år, så det var kun knoglerne tilbage. Men kan havde sit arbejdstøj på, så han kunne identificeres … og det kunne Helmi, ved at udbryde ”nå her er du”.
Jeg kan godt huske at der var en person som på et tidspunkt var meldt savnet, men om det er ham ved jeg ikke.

Golfkrige

Jeg arbejdede hos Nestlé Qaliub, Kairo, da Golfkrigen startede (Golfkrigen varede fra august 1990 til februar 1991).
Der var totalt kaos over alt.
Jeg boede på Hotel de France ved Heliopolis, ikke langt fra Kairos internationale lufthavn.
Der var fuld gang i turismen i Ægypten inden Golfkrigen startede, hotellet var fyldt med turisten. Men lige så snart Saddam Hussein sendte raketter mod Israel og truede Ægypterne, vendte det hele. Alle turister forsvandt nærmest og natten.
Hotellet hvor jeg boede havde 400 værelser, de lukkede ned og sendte personalet hjem, se hotellet kun havde 50-75 værelser åbnet. Alle dem som tjente deres daglige brød med turisme, havde intet at lever af. Der var ingen hjælpe pakker her!

Ud over at der ingen turister var i Ægypten, så blev alle ægyptere som arbejdede i lande i golfen og den arabiske halvø, smidt ud derfra. Grunden var, at Hosni Mubarak havde holdt med Saddam Hussein, da han gik ind i Kuwait. Det havde de andre lande i området ikke glemt.
Derfor kom hundrede af tusinde ægyptiske arbejder med deres familie tilbage til Ægypten. De havde intet sted at bo, så de kørte rundet i byerne i deres store biler fyldt med bagage, hylende koner og grædende børn. Det var vanvittigt at se på.

På et tidspunkt kom jeg i snak med FNs øverstbefalende i Heliopolis, han var dansker. Han havde bl.a. til opgave at stå for evakuering af udlænding i Heliopolis, og jeg kom på hans liste. Det var rent tilfældigt at jeg mødte man, vi fik at et par gode middage sammen. Han betød også at jeg fik lidt ro på.

Fritz Siebeneicher fik arrangeret en eller anden stor Jeep bil, som han fik bygget om, med ekstra benzintanke og sover plads. Så var det hans plan at køre til Libyen, hvis der blev sendt raketter til Kairo, hvilket ikke skete. Der var mange fra Nestlé som rådede Fritz ikke til at tage denne tur, som er sigende skulle være meget farlig.

Muhammed-krisen

Nestlé’s Ice Cream var flyttet fra den gamle fabrik til en anden fabrik i byen “6th of October City”.
Grunde til de flyttede dertil var at den gamle fabrik var blevet for gammel, og Holly Day Ice Cream som havde sin iskrem fabrik i “6th of October City” havde indgået en pris aftale med Nestlé, hvilket indebar at de to firmaer havde aftalt en fast pris på hvad iskrem skulle koste deres forbruger. Den aftale sprang Holly Day Ice Cream fra og sænkede deres priser, hvilket indebar at Holly Day Ice Cream solgte en masse af deres produkter, og Nestlé blødte penge.
Men Nestlé er en stor koncern, som man ikke bare pisser på, så det medførte at Nestlé købte Holly Day Ice Cream.

Jeg arbejdede hos Nestlé i “6th of October City i februar 2006 da Muhammed-krisens brød ud.
Jeg boede på Hotel Mövenpick Cairo Media City.
Da Muhammed-krisen startede, var der flere at personalets ansatte hvad der var galt med Danmark og at krisen ville have stor indflydelse på turismen i Ægypten. Jeg kan ikke huske hvad jeg svarede.
Den tekniske direktør hos Nestlé, hentede mig hver dag fra hoteller og kørte mig retur. Han var helt i gemmen en meget venlig mand.
Men en morgen sagde han intet til mig, da han hentede mig ved hotellet. Da vi kom til fabrikken klædte jeg om og ville gå til mit arbejde. Men en kom og hentede mig og viste mig ind på den tekniske direktørs kontor, hvor jeg ventede på ham. Ham kom ind på sit kontor og sagde vi skulle have en snak om det der skete i Danmark. Det ville jeg ikke, for det var ikke mig som stod til ansvar for de handlinger som skete i Danmark. Jeg spurgte ham om jeg skulle flyve hjem? Han sad i lang tid og kiggede på mig, til sidst sagde han at han på ingen måde kunne acceptere det som skete i Danmark og igen må lave tegninger af Muhammed. Jeg svarede kommenterede ikke på det, men spurgte igen om jeg skulle rejse hjem?
Han svarede ikke, men gik ud af kontoret og kom tilbage med det tekniske personale som jeg arbejde med, han sagde at de ikke havde noget problem i at arbejde med mig og at der var blevet arrangeret for mig sikkerhed på fabrikken og jeg havde intet at frygte, desuden ville han ikke omtale hændelserne med mig.
Faktisk så havde jeg ingen problemer med muslimerne på fabrikken, men der imod var de kristne ortodokse meget oprørt og det, fordi deres kirker var brændt af i Alexandria og Kairo.

10th of Ramadan City

10th of Ramadan, er en by beliggende i Sharqia Governorate, Egypten. Det er et førstegenerations nyt bysamfund og et af de mest industrialiserede. Det ligger tæt på byen Kairo og betragtes som en del af Stor-Kairo. Møgbeskidt og støvet.
Jeg arbejdede der i november 1990.
Iskrem fabrikken havde 2 mindre BGV-anlæg, en RIA 5 til pinde produktion og en “gul” ILF til vaffel/bæger produktion.
Inkriminerende BGV-ansatte vil vide at en “gul” ILF’er er :-). Du kan tage ind på Brødrene Grams Historiske Arkiv og Museum, der er der oplysninger om dette anlæg samt en RIA 5.
Derudover havde kunden en hel del anlæg fra RØ-KA Industri A/S, Rødding.

Kunden var ludfattig men havde store ambitioner.
Derfor var det også småt med dele til, den vedligeholdelse/overhaling som jeg skulle udføre op de to anlæg. Men det lykkedes dog. Det kun fordi vi fandt en butik i byen, som solgte diverse o-ringe, u-manchetter, Festo og Danfoss komponenter osv.
Da vi fik anlæggende startet på efter overhalingen, viste det sig at det var først der, kundens ansatte fik løn, de fik kun løn efter hvad de producerede. Det var vanvittigt at se på, for de stakkels ansatte ville brække arme og ben for at få produkterne pakket. Og fabrikschefen stod og grinede af dem!

Der er et par episoder som printet sig fast i mig efter besøget.
1.
På et tidspunkt kom BGV’s eksportchef Hugo Fuchs, ned til kunden (læs mere om Hugo Fuchs HER, på side 8).
Kunden og Hugo Fuchs, gennemgik fabrikken og der var da ting og sager som kunne gøres, nye anlæg kunne installeres. Men altså, kunden havde ikke penge kun store ambitioner.
Men er man sælger, så er man sælger og så bør man, efter min mening kommer med et tilbud.
Da store Hugo Fuchs havde forladt fabrikken, lå alle hans notater tilbage på bordet i direktørens mødelokale. Direktøren var rystet, han nærmest græd over det.
Jeg fortalte det til min chef da jeg kom hjem og viste ham de glemte notater, han tog det med til salgsafdelingen, men om kunden fik it tilbud, ved jeg ikke.
Hugo Fuchs er en … RÆV!

2.
På et tidspunkt fik en af de ansatte på fabrikken en står jernplade ned over sig og han fik helle skinnebenet revet op, der var en del blod. Staklen skreg af smerte.
Der var ingen hjælp at hente fra virksomheden.
Så jeg fik fat i en taxa, gav han nogle penge, og fik ham afsted til hospitalet.
Han fik det tilset og kom humpende på arbejde dagen efter. Skrækkeligt … det er godt vi bor i Danmark.
Samme mand kom til mig og spurgte om penge, fordi hans kone var gravid. I Egypten skulle man på dette tidspunkt betale for at lade sig registeret når en kvinde skulle føde. Efterfølgende var behandling, fødselshjælpen og hvad de ellers kunne tilsøde, gratis.
Jeg gav manden pengene (mener det var 10 Ægypter pund) og havde vis fået en ven for livet.

3.
Jeg viste ikke meget om ejeren af iskrem fabrikken, ham var en lidt mystisk person og lignede ikke en “typisk ægypter”, ham var høj og tynd og gik med em meget rank ryg … lidt majestætisk.
På et tidspunkt kom fabrikschefen farende, jeg skulle gemme mig fordi immigrationsmyndighederne var på vej til fabrikken. Jeg anede ikke hvorfor jeg skulle blandes ind i det, for jeg havde mig visum og pas med, og alt der var stemplet og ok.
Men jeg blev installeret i et mørkt rum med cola, kaffe og en sandwich og døren blev låst. Det sad jeg så i flere timer. Til sidst ville jeg ikke side der, så jeg begyndte at hamre og banke på vinduer og døre … havde da sikkerhedssko på. Til sidst kom de og låste døren op det viste sig, at de havde glemt mig 😳
Sener da jeg kom til Industrie Du Froid, kunne de fortælle mig at ejeren af fabrikken i 10th of Ramadan, var Palæstinenser og havde været general-et-eller-andet i den ægyptiske hær og han var derfor en af dem som var skyld i at ægypterne havde tabt krige med Israel.
Derfor var immigrationsmyndighederne interesseret i fabrikken fordi der var en del Palæstinenser som var ansat der.

4.
Som tidligere skrevet, så er det noget af en udfordring af køre om natten i Ægypten, det var det også her.
Efter fyraften kørte fabrikschefen mig til hotellet i Heliopolis, Kairo, og der var det blevet mørk. Fabrikschefen gjorde det samme som andre ægypter i biler, de kørte alle med slukkede lygter, og blinkende med lygterne en gang imellem. Jeg havde råbt og skreget at han skulle tænde lyset og tændt dem en del gange.
Det hele fik en ende da en bus uden lys på havde overhalet os og kørt på i bagende på en lastbil. Der var vild kaos der med mange lemlæstede personer.
Jeg fik bilen stoppet med at hive i håndbremsen, tog nøglerne ud af tindingen, sket ud af bilen og hev fabrikschefen  ud af førersædet. Jeg satte mig ind på førersædet og sagde til fabrikschefen, hvis han ville med til Heliopolis, skulle han sætte sig ind på passagersædet. Det skete under stor protest.
Dagen efter fik jeg en snak jeg fabriksejeren og det og fabrikschefen blev beordret til at tænde lyset på bilen.