DTD, Danish Turnkey Dairies 

Danish Turnkey Dairies var en dansk virksomhed, der specialiserede sig i opførelse af nøglefærdige mejerianlæg.
Projekterne blev overvejende gennemført i overensstemmelse med ønsker og retningslinjer fra Udenrigsministeriets afdeling for Dansk International Udviklingsbistand (DANIDA), og fandt sted forskellige steder i verden.
Jeg havde fornøjelsen af at arbejde for DTD i to lande: Algeriet og Zimbabwe.

Algeriet:

Oran forår 1985.
Det gik op for mig, at ikke alle, der bor i Nordafrika, identificerer sig som arabere.
Dette blev tydeligt i forbindelse med en udfordring, hvor der ikke kunne opnås enighed om, hvilken type bæger der skulle anvendes. I Vojens havde man allerede ombygget maskinen to gange på grund af denne usikkerhed.

Da projektlederen ankom med et stort udvalg af forskellige bægre, gennemgik vi dem sammen, men ingen viste sig at være egnede. Efter lang tids diskussion uden at nå til en løsning, og uden at han forstod problemets kerne, kom jeg i affekt til at ytre en uheldig bemærkning på dansk, hvilket resulterede i, at han tømte hele kassen med bægre ud over mig.

Herefter opstod der en ophedet stemning.
Senere samme dag modtog jeg et brev, hvori jeg blev anklaget for at have udvist racistisk adfærd.
Der fulgte en længere korrespondance mellem BGV, DTD og kunden i Oran.

Det endte med, at jeg opsøgte firmaets administrerende direktør – en høj og meget ranglet mand – og forklarede, at jeg ikke var racist, og at hele episoden beroede på en misforståelse. Jeg beklagede dybt situationen. Han tilkaldte projektlederen og gav ham en alvorlig irettesættelse, hvorefter vi alle gav hinanden hånden.
Men det havde bestemt været en udfordrende oplevelse.

Selve projektet i Oran var styret af Danish Turnkey Dairies (DTD).
Der var en projektleder og fire DTD-montører tilknyttet.
DTD havde lejet en stor lejlighed, hvor vi dagligt spiste både frokost og aftensmad.
Maden var udmærket, og til aftensmåltiderne blev der nogle gange serveret rigelige mængder af fremragende algerisk rødvin – en arv fra franskmændene, som havde lært dem vinproduktion, før de blev fordrevet fra landet.

Både DTD-montørerne og projektlederens hustru led tydeligt af hjemve, hvilket lagde en tung stemning over hverdagen.
Jeg nåede aldrig selv at færdiggøre opgaven, da arbejdet blev forsinket gang på gang. Projektet blev i sidste ende afsluttet af andre montører fra Vojens.

Hovedstaden Algier

I samme periode var jeg også i hovedstaden Algier, hvor jeg skulle efterse et anlæg og undervise i dets brug.

Mit ophold faldt cirka ét år efter et voldsomt jordskælv i området, hvor Danmark havde indgået en stor kontrakt om bistand til genopbygningen. Som følge heraf var der mange danske håndværkere i området, og vi spiste i deres kantine en enkelt gang.

Den fabrik, jeg arbejdede på, tilhørte det algierske militær og producerede forskellige mælkeprodukter – dog udelukkende til militæret.
Der oplevede jeg en hændelse, jeg aldrig glemmer.

Jeg arbejdede sammen med en montør fra Hoyer – en virksomhed fra Aarhus og vores største konkurrent. Vi arbejdede på hver vores maskine.
En aften stod jeg ved min maskine, mens Hoyer-montøren lå under sin og foretog nogle reparationer. Pludselig råbte han, at hans værktøj havde fået hår på. Jeg svarede, at der sad en stor fed rotte og stirrede på ham.
I det øjeblik bankede han hovedet op i undersiden af maskinen og faldt ned på gulvet – lettere omtåget. Jeg løb hen for at jage rotten væk, men den virkede ikke spor bange og luntede stille og roligt væk.

Vi valgte at stoppe arbejdet, da situationen simpelthen var for voldsom.

Senere kom den tekniske direktør – iført generaluniform – for at hente os. Vi klagede højlydt, hvorefter han tog os med til deres tørstoflager, hvor de opbevarede sukker, mælkepulver m.m.
Da han tændte lyset, myldrede det frem med mus og rotter, som kom ud af sække, der allerede var delvist tømt. Der lå ekskrementer overalt, og vi kunne tydeligt se, at mange af sækkeindholdene var ødelagt.

Jeg bemærkede sarkastisk over for “generalen”, at ingen burde frygte det algierske militær – de måtte jo tilbringe det meste af tiden på toilettet.
Den bemærkning blev han bestemt ikke glad for.

Retur til Oran

Fra den 3. til den 10. februar 1992 vendte jeg tilbage til fabrikken i Oran med opgaven at udarbejde en reservedelsopstilling. Det tog et par dage at gennemgå anlæggene, og torsdag samt fredag brugte jeg på at skrive selve listen. Torsdagen fordelte jeg mellem arbejdet på fabrikken og skrivearbejdet på hotellet. Fredag indtraf imidlertid en begivenhed, jeg aldrig vil glemme.

Efter fredagsbønnen i moskéen – en vigtig del af ugens religiøse praksis – brød helvede løs. Netop som folk strømmede ud fra moskéen, kom en militærlastbil drønende rundt om et hjørne. På fronten af bilen var monteret en sneplov, og menneskemængden sprang naturligvis til alle sider. Kort efter kom endnu et militærkøretøj, og der blev åbnet ild mod folkemængden. Lidt efter faldt der ro over området.

Jeg gik ned til receptionen og spurgte, hvad der foregik, men de forsøgte at berolige mig og sagde, at der ikke var noget at bekymre sig om.

Senere samme dag begyndte der igen at lyde uro. Pludselig hørtes et voldsomt brag. Da jeg kiggede ud af vinduet, så jeg et træ, der var blevet sprængt i stumper og stykker, og en ophidset menneskemængde begyndte at råbe og skrige. Igen dukkede militærlastbilen med sneploven op, fulgt af en anden militærbil, og endnu en gang blev der skudt mod folk – denne gang også mod hotellet.

Jeg reagerede hurtigt ved at tage en skabsdør og placere den over to stolerygge ude på badeværelset og brugte den som bord, så jeg kunne fortsætte mit skrivearbejde i sikkerhed.

Denne uhyggelige scene med militærkøretøjerne og skyderierne gentog sig endnu en gang – og igen blev der affyret skud mod hotellet.

Da jeg lørdag vendte tilbage til fabrikken, var der ingen, der nævnte begivenhederne, og jeg valgte selv at tie stille. Min eneste tanke var at komme hjem.

Men det algeriske bureaukrati viste sig fra sin sædvanlige side. Da jeg præsenterede min maskinskrevne reservedelsliste, blev jeg mødt med påstanden om, at det hele var fup, og at listen måtte være skrevet i Vojens. For at bevise, at jeg faktisk havde udført arbejdet på hotellet, kørte en af cheferne med mig tilbage til hotellet, hvor receptionspersonalet bekræftede, at jeg havde siddet og skrevet både torsdag og fredag på min skrivemaskine.

Søndag morgen skulle jeg flyve hjem omkring kl. 9, men efter tidligere erfaringer med hjemrejser fra Oran ankom jeg allerede til lufthavnen kl. 6 og fik checket mig selv og min bagage ind uden problemer.

Men tiden gik, og flere og flere mennesker ankom til afgangshallen, som efterhånden blev fuldstændig overfyldt. Stemningen var præget af uro, og jeg forstod ikke meget af, hvad der blev sagt, da der primært blev talt fransk.

Afgangshallen stank voldsomt af sved og overfyldte toiletter, og små børns brugte bleer var smidt i et hjørne. Det var en ulidelig ventetid.

Først omkring kl. 20 søndag aften ankom to fly – ét til Paris og ét til Marseille. Boardingkortene var blot farvede papirlapper: grøn til Paris og rød til Marseille.

Da boarding begyndte, gik jeg mod flyet til Paris. Da vi sad i flyet og kiggede ud ad vinduet, kunne vi se, at bagagen blev lastet på det forkerte fly – det til Marseille. De fleste valgte at tie stille, men en kvinde begyndte at råbe og skabe sig. Resultatet blev, at vi alle måtte forlade flyene og hjælpe med at flytte bagagen over til de rigtige maskiner.

Vi landede i Paris langt over midnat.
Da jeg ringede hjem til min kone Heidi, blev jeg mødt af en meget oprørt stemme. Hun fortalte mig, at der havde været voldsomme bombeeksplosioner flere steder i Algeriet, og at myndighederne havde udråbt undtagelsestilstand – derfor ville alle ud af landet.