I-Mei Foods, Nankan, Taiwan.

Nogle gange kommer jeg til en ny virksomhed/land uden nogen forudgående information.

Første gang jeg kom til Taiwan var i 1992.
Jeg var i hos Unilever i Bangkok for at færdiggøre en installation som en kollega havde foretaget. Da arbejdet hos Unilever var ved at være færdigt, blev jeg spurgt og jeg ikke lige kunne taget til Taiwan for at færdiggøres en installation som for en kollega, som ikke kunne komme til Taiwan, han sad i noget bøvl med et anlæg som han havde installeret i Syd Korea og kunne derfor ikke komme til Taiwan. Så i det jeg var i området, tog jeg til Taiwan og det uden at vidt hvad jeg gik ind til.

Se stedet/fabrikken HER på Google Map.

Livet på Taiwan

Taiwan havde et befolkningstal på 23.570.000 millioner i 2020 og et areal 36.197 km².
Danmark havde et befolkningstal på 5.840.045 millioner i 2021 og et areal på 43.094 km2.
Der til kommer at Taiwan er et meget bjergrigt land, derfor bor taiwanerne som sild i en tynde.

Da jeg kom til Taiwan var forureningen enorm, der var virkeligt møgbeskidt over det hele, der flød med plasticpose og flamingobæger, dertil kom en ulidelig stank fra kloakken.

Jeg boede på et hotel i centrum af Taoyuan. Hotellet var en stor klods men i nogenlunde standart. I hotellets kælder område blev der serveret en slags morgenmad. Med det var umuligt at spise der for der var mindst 60 kineser som dagligt spiste morgenmad der og en kineser smasker ligeså meget som 10 svin, dertil kom at de ræbede. Men heldigvis fandt jeg en løsning på det for ikke langt derfra lå der en McDonald’s og der kunne jeg købe morgenmad og vigtigst en rigtig god kaffe.

Ved siden af hotellet lå Itzu Pub, den var ejet af Robert Lee. Han havde været sømand og for hans sparepenge havde han købt pubben.
I Itzu Pub kunne man få god mad, når Robert var der, ellers kunne man glemme det. Men når han var der kunne man få amerikansk, europæisk og kinesisk mad og det var virkelig god mad han lavede.
Gæsterne der kom på pubben var for det meste fra Europa, ofte fik taiwanerne dårlig service, der var ingen penge i dem sagde Robert, derfor blev taiwanerne som reglen væk.

En aften sad jeg og spiste sammen med en tysker fra Hannover, han var ok, for han ville kun snakke engelsk. Han havde aldrig været der før så jeg introducerede pubben for ham. Vi bestilte en gang stegt ris med kød og grønsager. Robert var der ikke, så en af han ansatte, Alice, lavede det for os, hun kunne normalt godt lave rimeligt enkelt mad så som stegt ris med tilbehør. Vi fik maden serveret på en tallerken og begyndte at spise. Men pludseligt begyndte mine ris at bevæge sig og op af risen kom en stor fed kakerlak, jeg råbte efter Alice og samtidigt hamrede jeg hånden ned i bordet, derved kom jeg til at ramme kanten på tallerkenen hvilket medførte at risretten med kakerlak fløj over på tyskeren.
Vi opgav madden på pubben og gik over til McDonald’s.
Jeg mødes ofte med tyskeren fra Hannover og vi havde en god tid sammen.

Som nævnt så var forureningen på Taiwan enorm. En af grundene var at taiwanerne spiste ude, dvs. på fortovsrestauranter eller de tog maden med hjem. Det hele blev fyldt i plasticpose eller flamingobæger, det er jo uundgåeligt at noget af disse enorme mængder af plasticpose og flamingobæger kommer til at flyde rundt.

Desuden kørte 70% af taiwanerne på scooter, den gang var det stinkende scooter med totaktsmotor.

Den største udfordring for taiwanerne var at de ikke have styr på deres husholdningsaffald og affald generelt.

På et tidspunkt snakkede jeg med en person fra Bang & Olufsen. Han havde været på Taiwan for at lukke deres produktion ned. Produktionen skulle vist flyttes til Bangladesh. Han fortalte at der havde været en tornado (taifun som det hedder derover), den havde taget 1/3del af et 400 meter høj bjerg af husholdningsaffald m.m. Dette bjerg lå ved byen Kaohsiung, byen havde et indbyggerantal på ca. 1.8 mil.
Efter tornadoens ødelæggelse lå nu alt det husholdningsaffald m.m. rundt om i byen. Byrådet arrangerede en række transportvirksomheder til at rydde op. Men de måtte ikke bruge affaldsbjerget. Så hvad gjorde de så, de tippede det i floden og affaldet drev derfor ud i havet.
På dette tidspunkt jagtede Greenpeace japanske både som sejlede med atomkraftaffald, Greenpeace så forureningen og filmede det og rapporterede det til den taiwanesisk myndigheder og WHO. Derfor måtte de taiwanesisk myndigheder gøre noget, det eneste som der kom ud af det var at, transportvirksomhederne blev dømt for at have tippe affaldet ud i floden.

I Itzu Pub var der en del tyske montør, som kom fra et firma som lå i Bayern, de arbejdede med at installere anlæg som kunne farve tøj/garn. Til dette skulle der bruges store mængde af vand og farvestoffer. Farvestoffet er vist noget af en krads slags med en masse tungmetaller …
Jeg spurgte til det i pubben, fordi den flod som jeg kørte over to gange hverdag, ret efter ændrede farve. Nogle gange rød, gul, grøn, sort og så videre. Tyskerne sagde intet men en franskmand og ham fra Hannover fortalte at det var skifte vand fra farvningen af tøj/garn, og det var anlægget fra Bayern som forudsagde forureningen. Rensningsanlægget var ikke med i entreprisen, den del stod taiwanerne selv for. Franskmanden sagde til mig at, de lavede samme anlæg til indfarvning af tøj/garn, men de var for dyre i forhold til firmaet fra Bayern, fordi de forlangte at rensningsanlægget skulle indgå i entreprisen.

Forureningen af tungmetaller kunne også måles. Robert Lee, fortalte engang at der mange steder omkring flodnette ved Taoyuan, var måle tungmetaller i ris og andre kornsorter som var 60% højre en hvad WHO anbefaler/tillader. Landmændene som havde jordbrug tæt ved flodnettet måtte ikke bruge vand fra floden til deres marker, men landmændene havde ikke andre muligheder.

I det jeg har været på Taiwan ca. hvert andet år siden 1992 og frem til 2012 har jeg oplevet en udvikling på øen, til det gode.
Da jeg sidst var på Taiwan i 2012 var øen i total forandring i forhold til de oplevelser jeg have da jeg kom der først gang.
Floden i Taoyuan var ikke længer mangefarvet, man kunne faktisk fange fisk i den nu. Ligeledes flød det heller ikke med plastik poser og flamingobæger. Der er ikke så mange stinkende scooter, og bilparken er blevet meget bedre.
I-Mei har været en banebrydende virksomhed til forbedring af miljøet, bl.a. har Luis Kao været tilknyttet regerings ønske om forbedring af miljøet på Taiwan.

Taiwan har igennem årerne været voldsom ramt af jordskælv, bl.a. 1999. Jeg kom til øen kort efter det var sket, det er temmelig rystende at se hvor hårdt et jordskælv kan være og hvad det kan ødelægger.

Jordskælv i 1999 havde en styrke på 7,6. Det kostede 2.400 personer livet og er den mest dødelige naturkatastrofe i landets historie.
Tornadoer har jeg oplevet et par gange, de fleste har været middelmådigt og har ikke fået taiwanerne til at ryste i bukserne.
Jeg har oplevet én tornado som var voldsom hvor reklame skilte og scooter kom flyvende hen ad vejen. Fra mit hotel vindue kunne jeg set et højhus hvor der var et stor dueslag, med temmelig mange duer, lige pludselig var dueslaget med duer væk. En mand og hans søn kom ud på afsatsen og tog sig til hovedet, for duerne var væk. Det var måske et tillæg til deres indtægt.
Det var selvfølgeligt udgangsforbud fra hotellet, derfor var hoteldøren låst med en hængekæde. Ikke desto mindre ville to tyske montør (som også arbejde hos I-Mei) ud. Jeg så sceneriet, de var sure på hoteldirektøren fordi han ikke ville lukke dem ud, og jeg fortalte dem på tysk at der var en meget dårlig ide at gå ud i der vejer. Desuden havde vore tolk fra I-Mei ringet til os og hotellet at vi ikke måtte gå ud.  Men det stoppede ikke tyskerne, så de fandt en vej ud af hotellet. Dagen efter forstod jeg på min tolk at tyskerne havde været indkaldt til skideballe møde, I-Mei havde truet med at sende dem hjem. Det manglede bare!

Ikke alt ødelæggelse kommer fra naturen tornadoer, jordskælv osv. Taiwanerne har den utrolig dårlig vane at tygge en slags tyggegummi lavet af betelnødder. Hvis man søger på ” Betel Nut Culture in Taiwan” kan man se hvordan de laves, sælges og hvordan tænderne bliver, efter at havde tygge disse.
Betelnødder kommer fra et palmetræ, disse palmetræer har et meget lille rodnet. Derfor skete det ofte at der er voldsom mudderskred hvor man havde plantet disse palmetræer, da de er plantet på skråninger er ødelæggelsen enorme. Det sker gang på gang at landsbyer blev ødelagt af mudderskred. Søg ” Betel Nut destruction Taiwan” og se billederne.
De der tygger betelnødder, er som reglen lastbilchauffører, de er afskyelig at se på.

I-Mei Foods

I-Mei Foods Co., Ltd.- bestyrelsesformand var TC Kao, da jeg førstegang kom til I-Mei, senere overdrog han ledelsen til sine sønner Henry Kao og Luis Kao.

Forløberen for I-Mei Foods var en traditionel kagebutik i Taipei Citys Dadaocheng-område, grundlagt af Kaos far Kao Fan-wang. Da TC Kao insisterede på kvalitetens forrang og på konceptet praktisk ledelse, blev han set som den spirituelle far til I-Mei-mærket.
I-Mei er total top styret, ingen investering ligegyldigt hvad, bliver foretaget uden enten Henry Kao eller Luis Kao havde sat deres underskrift.

I-Mei Foods er en stor koncern med mange tusinde ansatte. I-Mei producerede alt muligt slags brød, drikkevare og en masse andre fødevareprodukter.

Luis Kao var ansvarlig for alt produktion for I-Mei Foods Nan-kan.
I 1989 fik I-Mei leveret deres første RIA 10,2 anlæg. Den blev de så glad ved at de sporenstregs købte en mere, det var lige optil sommerferien 1990 og I-Mei betalte for at få den ekspedit produceret og fløjet til Taiwan. RIA 10,2 anlægget vejer omkring 13 tons, så det er noget af en udskrivning.
Det tredje anlæg de købte i 1992, var et RIA 14 anlæg, det er det største ispindeproduktionsanlæg BGV, på det tidspunkt, producerede.
Det var det anlæg min kollega havde installeret og som jeg nu skulle sætte i produktion.
I 1994 købte de endnu et RIA 14 anlæg, samt mange andre små anlæg.

Da jeg kom til I-Mei Foods i 1992, var det til en møgbeskidt fabrik og der var ikke meget styr på det. Jeg tog det stille og roligt jeg havde på fornærmelsen at mit temperament ikke ville komme mig til gode her. Jeg var ”mandsopdækket” af min kvindelig tolk og en mandsperson fra den tekniske afdeling, på intet tidspunkt forlod de mig, kun når jeg skulle på toilettet fulgte de mig ikke. Toiletterne på fabrikken var noget af det værste jeg havde set, total møgbeskidt, fyldt med kakerlakker og muses/rotte lort.
I fabrikken var der lavt til loftet, hvilket medførte at hele fabrikationslokalet blev fyldt med en ulidelig vanddamp når de vaskede maskinerne.

På et tidspunkt, jeg husker ikke lige hvornår, stoppede en stor 7,5 KW motor som cirkulerer brinen (brine bruges til nedfrysning af ispinden). Hvis jeg bevægede/rykkede i ledningen kørte motoren lidt eller brummede fordi den ene af de tre faser manglede på ledningen. Vi søgte efter hvad der var gået galt og fandt at ledningen var bidt i stykker af en rotte. Ledningen gik i gennem et rør, her havde rotten bidt i ledningen, samt lavet sig en rede hvori der var rotteunger. Da vi trak i ledningen faldt rotten med rede og unger ned på det kolde frysebord, hvor der er mindst -30°C, rotten smuttede men ungerne lå og vred sig på det kolde frysebord. Teknikkerne fra I-Mei, som hjalp mig med arbejdet, tog en luftpistol og blæste ungerne, afføring og rottereden væk fra frysebordet. Da vi havde fået fixet ledningen igen, producerede de videre uden at vaske anlægget. Det var en hård rystende oplevelse.
Men det var hverken første eller sidste gang vi så rotter og mus i fabrikken.
Jeg spiste min frokost som var bestående af et par sandwich, som I-Mei selv producerede, disse blev lagt på mit skrivebord i den tekniske chefs kontor. Normalt var der altid personale på kontoret, med en dag var der ikke nogen og en mus/rotte havde benyttet denne lejlighed til at spisen en stor del af min sandwich.

På et tidspunkt skulle jeg installer et anlæg på fabrikken, det personale som hjalp mig med det, var filippiner. Jeg kommer tilbage til hvorfor det er filippinerne som arbejder hos I-Mei.
Til den installation vi skulle i gang med, skulle der trækkes en del kabler, nogle af disse kabler skulle trækkes/ligges om man vil, i eksisterende kabelbakker. Fordi der var meget lavt til loftet var de eksisterende kabelbakker placeret således, at man kun lige og lige kunne komme op i kabelbakkerne. Jeg bad derfor en af de ”små” filippiner at kravle op i kabelbakken, men han kom hurtigt ned igen og nægtede at kravle der op igen. Jeg kravlede derop og så at næsten alt isolering dvs. den udvendige kappe på ledningerne var gnavet væk af mus og rotter, derved var ledningen blotlagt og man fik stød hvis man rørte ved disse ledninger.
Dette medførte at I-Mei måtte lægge nye ledninger hvor mus og rotter havde ødelagt ledningerne, samt at få det fikset at mus og rotter ikke kunne komme op i kabelbakkerne.

Nu kunne man tro at jeg ikke gad at arbejde hos I-Mei og mit kontrollerbare temperament kunne komme til at koge over.
Men faktisk gik det godt, fordi de lyttede til mig. Jeg skulle bare sige det til min kvindelige tolk Nikke, hun skrev det ned og når dagens arbejde for mit vedkommende var over, gik hun til møde med Luis Kao og den øvrige ledelse af iskrem afdelingen.
Nikke var født på Taiwan, men var flyttet til USA og da jeg lige var kommet til Taiwan, var hun kommet tilbage Taiwan. Hun var ugift og der blev snakket om hvem hun kunne finde som mand, valget faldt på Fred Peng. Fred var min bedste allierede når det galt om at få tingene løst på fabrikken, Fred var Senior Technical Manager for hele fabrikken som lå i Nankan og Fred var personen lige under Luis Kao. Dvs. fik jeg en ide skrev jeg en rapport og overdragede den til Fred og håbede på at han vil vise den til Luis Kao, hvilket ofte skete.
I alt den tid jeg har været hos I-Mei, har jeg kun snakket med Luis Kao 3 gange, det var da han inviterede mig samt øvrige leder af fabrikken ud til middag, som altid var luksuriøst. Første gang det skete var lige da jeg ankom, der var han meget benovet over at jeg kunne spise med pinde.
Det havde jeg lært. Først i SAS flyet fra København til Bangkog, hvor vi den gang fløj på business class, her fik vi udleveret en æske med nødder og spisepinde, så kunne vi ellers bare gå i gang med at øve os. Anden gang var under opholdet hos Unilever i Thailand, i deres kantine blev alt mad undtagen suppen spist med spisepinde. Så da jeg kom til Taiwan var jeg øvet i at bruge spisepinde. For at vise Luis Kao og de andre ved bordet, tog jeg 3 nødder med spisepindene, alle var imponeret inklusiv Luis Kao.

Mine forslag til forbedring på fabrikken var:

• Jeg foreslog at der bygges en mur og samt monteret en port så den kolde luft fra frostrummet ikke kunne komme ind i iskrem afdelingen. Det blev lavet.
• Jeg kunne ikke hitte ud af hvem der var hvem, dvs. hvem arbejdede i produktionen og hvem arbejde i den tekniske afdeling, hvem var smede, hvem var elektriker osv. For mig var de alle ens, sorthåret med kineserøjne.
  Mit forslag gik på at alle fik firmatøj og alle afdelinger fik deres egent tøj udsende.
  Det blev lavet, alle ansatte fik den samme blå grundopsætning af blå bukser og blå jakke, men den øverste del af jakken havde en farve som var tildelt hvor de arbejdede. F.eks. var den øverste del af jakken af personalet som arbejdede med føde vare hvid osv., ligeledes fik de en t-shirt i samme farve. Desuden var der på jakken syet flaget fra det land som de kom fra, derved kunne man se om det var en taiwaner eller en filippiner man snakkede med.
  Desuden fik alle ledere også deres egen tøj, fin hvid skjorte med den fine røde I-Mei logo, mænd lange bukser, damer bukser/nederdel.
  Personalet skulle selv vaske deres tøj, så det betød at der nu vrimlede med reklamer rundt om i by og land hvor de nu boede. Og jeg kunne nu forstå hvorfor de hilste på mig når jeg mødte en fra I-Mei på gaden i Taoyuan eller Nankan.
• Jeg lavede en rapport angående hygiejne generelt og det med muse og rotte plagen. Dette blev taget meget seriøst og der blev ansat en rottebekæmper. Ligeledes blev der skruet op for rengøring af produktionsanlæggene, det blev f.eks. overdraget QC quality control, at give grønlys for om et anlæg var ren og klat til produktion.

1997 var jeg der fordi BGVs anlæg var kørt totalt i smadder. På grund af dårlig planlægning og vedligeholdelse var det lykkes dem at ødelægge en stordel at de mekaniske komponenter på alle maskiner.
De havde bestilt en stor del reservedele fra BGV men, det var slet ikke nok. Desuden havde de selv fremstillet nogle dele, nogle af disse havde de kopieret, men de originale dele var slidt derfor passede de dele som I-Mei selv havde fremstillet ikke. Således kunne jeg blive ved med at fortælle.

Jeg var der sammenlagt i et 3/4 år (3x3måneder) i 1997, det var lidt vildt. Alt i alt solgte jeg for 5 mil kroner reservedele og min løn.
Fordi vi intet havde at lave i Vojens, kom det meget belejligt for BGV at jeg var der så længe og solgte så meget.
Men det var et hårdt arbejde fordi alt skulle skilles ad, ned til den mindste detalje.
Det var mig en gåde at det kunne gå så galt og ingen havde opdaget eller taget notits af, at anlæggende var totalt slidt ned til sokkeholderne, men forklaringen kom.
Produktionsdirektøren havde sænket antallet af produceret is, således at anlægget producerede altid 100%.

F.eks. en RIA 14; hos I-Mei kunne et sådant RIA 14 anlæg producere 15.840 stykker ispinde per time, dette vil være det maksimale produktionsantal, altså 100%. Men efterhånden som anlægget slides, sænkede produktionsdirektøren således at i 1997 producerede anlægget 7.920 stykker is per time, det er jo også 100%, men det er også en lavere produktion … en halvering. At ingen ikke havde opdaget det, var ufatteligt.

Jeg lavede en rapport til I-Mei og afleverede den til Fred Peng. I den havde jeg blandt andet skrevet at produktionsdirektøren skulle fyres, det blev han, dvs. han blev degraderet og flyttet over i en bagerafdeling. Der gik rygter om at den afdeling, som han blev overført til, var skide sure over at de skulle have ham.

Sidste gang jeg var hos I-Mei og lavede vedligeholdelse var i sommeren 2002. Nu havde I-Mei får meget mere styr på det, så det var et ganske almindeligt vedligehold, som mest bestod i at holde anlæggene i produktion.
Jeg var efter 1997 ofte vores hos I-Mei fra maj til august for at sikre at anlæggende kunne producere optimalt. Dog havde jeg i disse perioder været hjemme for at afholde lidt ferie med min familie.

Søndag d. 7 juli, viste jeg ikke lige hvad jeg skulle. Jeg har sikkert sover længe, set et par film, fået udskrevet mine arbejdssedler som kunden skulle underskrive, i bund og grund en almindelig søndag, hvor jeg restituerede. Da det blev aften besluttede jeg mig få at gå ud og spise, men et eller andet holdt mig tilbage, jeg satte mej ned og kiggede ud af vinduet og forstod ikke lige hvad der holdt mig tilbage for ikke at gå ud.
Da jeg så sad der og tænkte, ringede min mobil telefon. Det var min kone Heide som ringede, hun spurgte mig hvor jeg var og hvad jeg lavede, jeg sagde at jeg var på hotellet, hun fortalte så, at min mor søndag d. 7 juli 2002 var sovet ind. Min mors hjerte slog sidst sidste slag medens hun var i hendes elskede have. Hun blev desværre kun 67 år.
Jeg tog ud på fabrikken mandag og var ikke mange sure sild vær, tirsdag fløj jeg tilbage til Danmark.

Efterfølgende var jeg hos I-Mei en del gange men det var mest i forbindelse med tilbudsgivning af reservedel.