Iran

Jeg arbejdede i Iran fra sommeren 2004 til efteråret 2007.

Gram Equipment, havde mange projekter i Iran på dette tidspunkt.

• Shirāz. Zarrin Ghazal Co. ​​Daity ice cream
• Mihan Dairy & Ice cream Distribution Company
• Asal Ice Cream Company

Derudover havde BGV i gemmen mange år leveret køleanlæg og iskrem anlæg til mange andre fabrikker ud over Iran.

At komme til Iran var temmelig omstændig.
Først skulle der søges om visa. Dette blev ansøgt på Irans ambassade i København. Derefter skulle man vente på, at man var godkendt til, at komme ind i Iran, det skete ved at ens foto med navn og diverse informationer blev oplyst i en iransk avis, var der ingen som havde indvendinger fik man sit visa, dette kunne tage 2-3 uger.
Når visa, pas og flybillet var i orden, så var Iran faktisk det land jeg kom hurtigst igennem ved paskontrol, kuffert udlevering og toldbehandling. En gang tog det 15 min. fra jeg steg ud af flyet og tog med min kuffert i hånden ved taxien.

Første gang jeg tog til Iran, havde jeg den opfattelse, at iranerne var meget fjendtligt stemt over for vestlige personer, navnlig USA. Derfor tjekkede jeg alt mit tøj og andet for hvad der kunne menes, at være “fjendtlig”. Men da jeg kom til min computer opgav jeg, for min computer var jo Made in USA.
Og da jeg kom ud af lufthavnen var det første syn jeg så, et kæmpe banner/reklameskilt med Windows og Microsoft, så alt min bekymring faldt til jorden.
Senere viste det sig, at jeg mødte mange amerikanske turister i Iran.
Jeg mødte, i den tid jeg var i Iran, på intet tidspunkt voldelige eller negative personer. Alle iraner jeg mødte var flinke og rare personer.
De eneste jeg kan brokke mig over, er de projekt leder, direktører og lignende som jeg skulle arbejde med. Disse kunne til tider være meget bøvlet at arbejde med, fordi de ikke evnede deres arbejde. Så der, opstå der til tider kraftige gnister.

I Shirāz og i de andre byer hvor vi arbejdede var vi privat indkvarteret.
I Shirāz ejede familie Ebrahimi en boligblok, med flotte luksuslejligheder. Her var vi indkvarteret.
Stille og roligt fandt jeg ud af, hvor jeg kunne handle ind og købe diverse mad. Ligeledes hvor jeg kunne købe øl, vin og whisky.
Øl var Rød Tuborg produceret i Tyrkiet af Türk Tuborg. Den kostede ca. 5€ pr. dåse, så det var en kostbar øl. Men der var også mange som skulle tjene på det tolder, transport, købmanden osv.
Der var ikke nogen problemer i at få god mad, aftensmaden lavede jeg selv, eller tog på restaurant som der var et par gode af i Shirāz, b.la. Homa Hotel (se det på Google Maps), dog uden alkohol. Men de lavede faktisk en rigtig god alkoholfri øl.

Før revolutionen, dvs. før Ayatollah Khomeini kom til var området kendt for deres vinproduktion, for det er her druen Shirāz kommer fra.

Som ved alle mine montage rejser, gik jeg jeg ikke meget op i at være “turist”. Jeg skulle lave mit arbejde og hjem igen.
Men vi besøgte dog et sted som hedder Persepolis. Som var en ældgammel ceremoniel hovedstad fra det andet iranske dynasti, Achæmenide-dynastiet. De gamle persere kendte byen under navnet Pārsa, “persernes by”. Persepolis er den græske form. På iransk hedder det Takht-e Jamshid.
Et vældig flot sted, som lidt kan sammenlignes med de egyptiske pyramider.
Desvære skete der det, at efter revolutionen, da Ayatollah Khomeini kom til, stjal man mange af de historiske skulpturen som er i Persepolis.
Se billeder af Persepolis HER og Wikipedias omtale HER

Zarrin Ghazal Co.

Jeg arbejdede mest i Shirāz hos Zarrin Ghazal Co.
Læs om Zarrin Ghazal Co. HER
Zarrin Ghazal Co er ejet at familie Ebrahimi, med den “gamle” mand Ali Mohammad Ebrahimi, som absolut øverste leder.
Virksomheden startede først som et vognmandsfirma. Senere gik de ind i byggeriet, hvor de byggede alt lige fra boligkomplekser, hospitaler til fabriksbygninger, landbrug og iskrem fabrik.

I 2003 begyndte de at gå ind i iskrem fabrikation, hvor de havde købt 2 små italienske iskrem maskiner fra Teknoice, “Ice cream machines and systems”.
Senere i 2003 kom Gram Equipment så ind i billedet. Det viste sig, at Gram Equipments salgs agent i Iran, Mr. Bagheri, var i familie med Ali Mohammad Ebrahimi.
Herefter gik salget af iskrem anlæg bare derudaf og Gram Equipment solgte fra 2003 til 2007/08 for over 300 mil kr. iskrem anlæg til familie Ebrahimi.

Selve fabrikken er en flot bygget fabrik, men ikke særlig egnet til iskrem produktion.
Fabrikshallen var ikke særlig stor. Frostrummene var bare nogle bittesmå enheder. Kontorrum var også en mangelvare.
Derfor blev det bygget og udvidet meget i den tid jeg var der.
Det største problem de havde var gulvet i iskrem fabrikken. Det var et cementgulv som var belagt med epoxymaling. Denne epoxymaling ånder ikke derfor opstod der ret ofte store “blære”. Det skyldes, at der er metangas i undergrunden, som sivede op og igennem cementgulvet, og fordi epoxymalingen er lufttæt, løsnede det sig fra cementen og boblede op.
Det var det jo ingen som havde tænkt over da de anlagde industriområdet.

Jeg kom første gang til Iran i slutningen af juni 2004 og det var planlagt at jeg skulle være der i et halvt år, så jeg havde fået det ordnet med de danske skattemyndigheder, at jeg blev skattefri i det halvt år jeg skulle være i Iran.
Jeg startede dog med at være på salgsagent Bagheris kontor i Teheran, i ca. 3 uger, hvilket skyldes, at Zarrin ikke var klar til at tage imod mig. Det begyndte at stinke langt væk af at Zarrin, så langt fra var klar med fabrikken.
Der havde været montører fra Gram Equipment, at installere og montere 3 produktionsanlæg. Jeg skulle “bare” sætte dem i gang og lære personalet op.
Efter at jeg havde ventet i Teheran, i en måned, tog vi til sidst til Zarrin for at kikke på sagerne.

Fabrikken var langt fra klar til produktion, de manglede mindst 5-6 måneders arbejde før de var klar til det. Det var temmelig skuffende, kunden havde holdt os hen med misinformationer. Men på den anden side var det også en stor kunde, men stort potentiale, derfor skulle vi træde varsomt med kritik, og i det, Zarrin var total topstyret af Ali Mohammad Ebrahimi, ville vi komme i en meget vanskelig situation, hvis vi kørte for hårdt på dem.

Så resultatet blev at jeg rejste hjem igen i slutningen af juli måned 2004.

I efteråret kom jeg så tilbage til Zarrin … men det var jo håbløs.

De fattede virkeligt intet om, at arbejde med en fødevare virksomhed og store produktionsanlæg.
Der til kom, at Gram Equipment havde leveret 2 gamle RIA 10,2 anlæg, som langt fra var optimal funktionsdygtig. Jeg fattede ikke hvordan man kunne sende sådanne anlæg til en kunde som aldrig havde arbejdet med produktionsanlæg før.

Men jeg stod med det hele, der nede i en ørken, uden internet, med dårligt mobil dækning og en fabrik som stadigvæk var langt fra færdig.
Desuden havde jeg en tolk/tekniker, med 2 venstre hænder, indforstået at han var uanvendelig. Men han kom fra Bagheri kontor i Teheran og det var ham jeg skulle arbejde med.
Ledelsen hos Zarrin, kunne tale fint engelsk, problemet var det tekniske- og produktionspersonalet, her var det lidt vanskeligere. Så tolkning var nødvendigt.

Så det hele gik temmelig hektisk til.
Kunden blev sur på mig, og da jeg tog hjem til julen 2004, blev det sagt at jeg ikke skulle komme tilbage.
På kontoret i Vojens, blev jeg indkaldt til en personlig samtale. Jeg tror, at der var nogen i den øverste ledelse i Gram Equipment, som ville, at jeg skulle fyres. Det blev jeg nu ikke, men det var en hård personlig samtale, jeg var til.

Grundet alt dette besluttede Gram Equipment at sende 3 montøren fra Vojens ned til Zarrin, i januar 2005. 3 til, at erstatte 1!

Men også her, gik det op i en være gang bøvle og efter 2 måneder blev de sendt hjem. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt med dette hold montører, der var nogle rygter om temmelig voldsomme episoder.

Efter at disse montører var sendt hjem, var jeg pludselig god nok, og jeg blev spurgt om jeg ville tage tilbage til Iran.
Jeg kunne have nægtet det. Men sagen var den, at det var et pionerjob, og jeg her kunne bruge alt min ekspertise som jeg havde oplært igennem de år jeg har arbejdet som montør. Derfor sagde jeg ja til at komme tilbage.
Desuden havde jeg nu fat i den lange ende, kunden havde nemlig anmodet mig, om at komme tilbage og Gram Equipment havde ligeledes henvendt sig til mig.
Derfor kunne jeg også opstille nogle krav så som, en tolk som var ansat af Gram Equipment. Ordentligt transport fra lejligheden til fabrikken og retur. Rengøring af lejligheden og vask af tøj. Bedre organisering på fabrikken, b.la. ønskede jeg, at der skulle ansættes en tekniskchef og en produktionschef.

Alt dette blev efterkommet. Dog lige det, at angående vask af tøj. Så måtte rengøringsdamen ikke vaske mit undertøj, for hendes mand. Derfor blev der installeret en vaskemaskine i lejligheden.
Angående ansættes en tekniskchef og en produktionschef, så skete det heller ikke lige med det samme. Dette måtte de efter et par gange inden de rigtige blev fundet.

Beskrivelsen af arbejdet hos Zarrin Ghazal, er temmelig kompliceret, fordi der skete noget tosset nærmest hver arbejdsdag, ikke fordi kunden og dens ansatte dumme eller klumpet, der var bare så meget, så omfattende et arbejde.

Ejeren/familie overhovedet Ali Mohammad Ebrahimi (jeg vil skyde på at han i 2004 var først i 50serne), havde kæmpe ambitioner med fabrikken, en higen efter at være den bedste og mest producerende iskrem fabrik i Iran, og at deres produkter skulle eksporteres til udlandet.
Der skulle bruges de bedste råvare, hvoraf det meste skulle importeres, b.la. fra Danmark.
Ebrahimi kunne holde time lange foredrag om hans projekt … det var ikke til at holde ud. Kom jeg med en kommentar eller spørgsmål, var attituden at jeg bare skulle lukke i og lytte til oversættelsen. Ebrahimi talte kun farsi (det Persisk sprog).
Sener kom hans nevøer Omid og Reza Ebrahimi ind som fabriksdirektør i Zarrin Ghazal. Omid Ebrahimi som fabriksdirektør og Reza Ebrahimi som indkøbsdirektør, og hvad ved jeg … men begge dygtige. Meget flinke personer som talte godt engelsk.
Den person som jeg havde mest at gøre med var Mr. Mehdi Misha. Han er en lille mand med et til tider lidt iltert temperament, men i øvrigt flink.
Mr. Mehdi Misha var projektleder en slags altmulig mand, alle beslutninger gik igennem ham. I 2005 blev Mehdi Safarzadeh ansat som teknisk chef og Farnoush Bazeghi som produktionschef. De to kom fra andre iskrem fabrikker i Iran, og kendt til at ansætte personale og styre fabrikken. Bazeghi har en øvrig familie som bor i København.

Ali Saboni.

I 2005 ansatte Gram Equipment et par iranske tekniker. Planen var at de skulle oplæres i servicering af iskrem anlæggene i Iran. Jeg kom til at oplære 2 af dem Reza og Ali Saboni.
Reza kan jeg ikke huske meget om, det jeg kan huske er ikke godt. Han var en doven person. Han blev fyret en år senere fordi han stjal ting og fattede ikke sit arbejde.

Ali Saboni var noget andet!
Han var dygtig, flink, sjov, et rigtigt godt menneske! Han var flere gange i Danmark, hvor han besøgte vores familie, var med til familie fester og besøg hos vores naboer.
Når jeg skriver var, så er det fordi Ali afgik ved døden i 2012 efter en hjerne blødning.
Ali, tog desværre en fatal beslutning, i det han besluttede at hans kone skulle stoppe som universitetslærer, da de fik en søn. Ali tjente godt, fik en god løn, så han kunne sagtens forsørge familien.
Men da Ali døde, stod hans kone uden noget som helst, hun havde kun de værdier som hun bar på sin krop.

Ali og jeg fik et godt samarbejde. Vi arbejdede sammen på flere fabrikker i Iran.

Arbejdsulykke på fabrikken.

Selvom der foregik meget på fabrikken, og til tider blev der knoklet meget, når f.eks. der skulle installeres nye produktionsanlæg.
Det var en indisk montør som arbejdede for det italienske firma Teknoice.

Inderen var ok, der var gang i den, når han var der. Han var muslim, og havde derfor lært at tale arabisk da han skulle lære at læse Koranen. Derfor kunne iranerne ikke tale ham bag rykken, for han forstod lidt af hvad de sagde. Det gav til tider nogle sjove episoder, hvor han skældte dem hæder og ære fra når det skete.
Inderen skulle undervise fabrikkens personale i de anlæg fra Teknoice. I sådanne tilfælde skal man afmontere diverse skærme med mere, hvilket gør at maskinen står helt åben, og man kan derfor få hinderne i klemme, hvis man har glemt at afbryde strømmen til anlægget.
Det havde inderen glemt. Så da han stod og prajede på en kæde og tandhjul, var der en som startede anlægget. Hvilket medførte at inderen fik klemt/mast de to yderste led på højre pege- og langfinger. Og der kom blod og inderen skreg af smerte! Og det hele var smurt ind i gammel olie og fedt.
Han kom på hospital, operationen tog mange timer. Efter et par dage kom han tilbage til lejligheden med hele hånden bundet ind. På det tidspunkt viste han at han havde beholdt sine fingre, men ellers ikke hvordan det ville gå med følelser og bevægelighed. Han tog kort efter tilbage til Indien og kom tilbage til Zarrin året efter.
Det viste sig, at han havde fuld førlighed i sine fingere, det eneste synlig var de små hvide streger på hans finger, hvor han var syet sammen.
Han fortalte i øvrigt, at den kirurg som have stået for operationen, var blevet overført til et universitets hospital i Teheran. Altså han var blevet forfremmet. Senere fik vi oplyst, at kirurgen blev ansat på det hospital i Indien som tilså den indisk montør.

 

Indvielsen af Zarrin.

Zarrin Ghazal Co. ​​Daity ice cream blev indviet med promot og pragt sommeren 2005.

Det var et kæmpe arrangement de satte i gang. Fabrikken og udeområdet blev vasket pudset og plejet ad flere omgang. Hvilket b.la. skyldes, at på den tid af året opstod der ofte sandstorme.

Det var Irans minister for Landbrug Mohammad-Reza Eskandari, som stod for udvidelsen. Derudover deltog mange andre prominente personer fra Shirāz og Teheran.
Og som traditionen siger, så blev der også slagtet/ofret 2 får. Kødet fik personalet med hjem.

Det der overskyggede det hele, skyldes en ammoniak udslip i fabrikken 😡.
Udskippet skyldes, at Zarrins køleteknikker Rucrok, ville nedkøle deres frostlager, men en ammoniak rør var ikke færdig svejset. Derfor løb der ammoniak  ud og ned i en isoleret væg hvilket medførte, at ammoniakken ikke kunne skyldes ud med vand, eller fjernes bare ved at åbne døre (vand neutraliseret ammoniak).
Ammoniak medførte at hele fabrikken stank af ammoniak og det var nærmest umuligt, at være der.
Landbrugsministeren fik skyndsomt hold sin tale, efter talen flygtede alle ud af fabrikshallen.
Rucrok var IKKE populær! Han blev faktisk fyret, men kom dog tilbage året efter, fordi ingen anden kendte køleanlægget som ham.
Jeg glemmer aldrig ansigtet på de personer som aldrig har duftet til ammoniak, men det lugter nu heller ikke godt 😂.

Muhammed-krisen.

Jeg var i Iran i efterdønningerne af Muhammed-krisen.
En af de store udfordringer var at få vare ind i Iran. Toldmyndigheder og andre myndigheder ville ikke acceptere import af vare fra Danmark.
Navnlig fra SABRO som leverede køle udstyr. SABRO er et Aarhusiansk firma, som er ejet af Johnson Controls, som er et Amerikas firma. Johnson Controls er til dels ejet af jøder. Derfor var det et total on-go, at importere køle udstyr fremstillet af SABRO, ligeledes var det også total on-go, at Johnson Controls importere til Iran.
Derfor sad Zarrin i en kæmpe klemme, idet de have stående for mange, mange millioner af kroner, US Dollars, Euro, Iranske Rials … og hvad-ved-jeg, af maskiner og reservedele fra Gram Equipment, SABRO og andre, på told steder ved grænsen mellem Tyrkiet og Iran, lufthavnen i Shirāz, men navnlig i havnebyen Bandar Abbas.
Gode råd var dyre!

Altmuligmanden Mr. Mehdi Misha spurgte om jeg kunne hjælpe, for han havde fundet ud af. Hvis toldpapirerne på de vare som Zarrin skulle have igennem tolden, blev ændret så det ikke var et logo og leveringsadresse på toldpapirerne fra f.eks. Gram Equipment, SABRO osv., så kunne Zarrin få varerne igennem tolden.
På dette tidspunkt var Gram Equipment ejet af det Italienske firma Sacmi Imola S.C., deres logo passede i størrelse b.la. med Gram Equipments, SABROs logo, så jeg satte mig til at scanne told dokumenter ind og ændre disse, så toldmyndighederne kunne tro, at udstyret/leveringen kom fra Italien.

Det var jo et eller andet sted fuldstændigt vanvittig / uforståelig, at toldmyndighederne i Iran vil acceptere dette, for de havde jo de originale toldpapirer. Det var sikkert også skide ulovligt! Men det lykkes at få alle vare ind i landet og til fabrikken.

Der var dog en kasse med reservedele som toldmyndighederne i Shirāz lufthavn ikke vil frigive, hvilket skyldes, at det som stod i toldpapirerne ikke var i overensstemmelse med indholdet i kassen, det var en fejl fra Gram Equipments side, dertil kom, at Gram Equipment egentlig ikke viste hvad der var i kassen, der var sket en hel masse fejl med denne levering og derfor kunne Gram Equipment ikke ændre på toldpapirerne.
Det var sådan set forståeligt nok, at toldmyndighederne ikke vil udlever kassen. Det var et kaos, vi havde brug for kassen og delene deri!

Efter at Zarrin havde bøvlet med toldmyndighederne i en månedstid kørte Ali og jeg ind til lufthavnen sammen med indkøber Reza Ebrahimi til lufthavnen. Men toldmyndighederne var hverken til at hugge og stikke i. De var flinke nok, vil fik kaffe, vand og frokost. Men ved fyraftenstid for personalet ændrede stemningen sig lidt, de vil, at vi skulle gå, men det ville jeg ikke.
Det endte med, at jeg satte mig på kassen og proklamerede at jeg ville side der til vi fik kassen udleveret. Det var en temmelig stor kasse ca. 1x1x2 meter og vejede vist 500 kg eller så, så bare lige en kasse man flyttede med.
Ali og Reza Ebrahimi, viste ikke hvad de skulle gøre ved sig selv, de hoppede og dansede, toldinspektøren var rasende … og jeg sad på kassen. Det endte med at de ringede til Mehdi Misha, som i hast kun til lufthavnen. Det sluttede med, at toldinspektøren blev træt af det hele, om de gav ham lidt Iranske Rials eller is fra fabrikken, ved jeg ikke. Men efter ca. 8 timer i lufthavnen fik vi kassen med 😊.
Mehdi Misha sagde til mig da vi kom tilbage til fabrikken “Mr. Kurt, you are crazy, but THANK YOU“.

Tandpine.

En nat vågnede jeg med voldsom tandpine, der var virkeligt så jeg hoppede og sprang af smerte, og var ved at rive kindtanden ud med mine fingre!
Jeg kom på arbejde i et vanvittig smerte helvede.
Omid Ebrahimi gav min chauffør en stak penge og så blev jeg kørt til hans tandlæge.
Det var en kvindelig tandlæge, som havde styr på det. Hun fik boret tanden osv. … smerterne forsvandt. Men hun vil have tanden røntgenfotograferet, hun sagde at hindes apparat ikke virkede.
Så tandlægen stak 2 tandstikker en i tanden, som skulle gøre at der ikke kom “snavs” ned i tanden, hvor hun havde boret.
Så kørte chaufføren og jeg til et sted hvor de kun lavede røntgenbilleder. Det var underligt, for jeg kørte rundt i Shirāz med to tandstikker stikkende ud af munden. Efter nogen ventetid fik jeg mine tænder røntgenfotograferet og vi kørte tilbage til tandlægen, som fyldte tanden op med et eller andet. Da hun var færdig, ville hun have et røntgenbillede af det, men da var dagen næsten gået og vi kunne derfor ikke nå at køre til sted hvor de kun lavede røntgenbilleder. Så måtte hun i gang med sit gamle røntgenapparat, det lykkedes, og tandlægen var tilfreds.
Det var den oplevelse 😊.

Sov over mig.

Jeg var kommet tilbage til Shirāz fra Danmark og må have været meget træt, for jeg hørte ingen vækkeur næste morgen.
Jeg vågnede ved 10:30 tiden, hvor nogen stod og hamrede på min dør.
Da jeg åbnede døren stå min kollega fra Danmark, Ali og Mehdi Misha, alle sagde i munden på hinanden “nej, du lever” … “gud vær lovet”, sagde Mehdi Misha også. Mehdi Misha havde sat det hele i gang, politiet og personalet fra fabrikken alle havde ledet efter mig. Så Mehdi Misha kunne nu ringe rundt og sige at alt var vel 😊.
Efter det hele havde lagt sig og jeg stod og snakkede med min kollega fra Danmark, kiggede jeg på min mobiltelefon, der var ingen opkald. Jeg spurgte min kollega hvorfor ham ikke havde ringet til mig. Han viste ikke hvorfor han ikke havde gjort det.

Afslutning på arbejdet hos Zarrin.

Jeg sluttede mit arbejde hos Zarrin i tidlig forår 2007.
Det var med lidt vemod fordi jeg havde udført, så mig nok det største montagearbejde nogen montør nogensinde til dato havde udført, og det mere eller mindre egenhændigt.

Siden dag 1 på fabrikken blev jeg altid tiltalt Mr. Kurt. Der var dog lige et par dage hvor nogen mente at jeg skulle tiltales med mit efternavn Mr. Nielsen, det fik jeg hurtigt stoppet 😊.
Når man har haft et arbejde som jeg, som rejsemontør i så mange år, så kender man sin maskine. Man ved hvordan iskrem skal lugte/dufte 😊, hvordan en maskine som producerer iskrem skal lyde, det er den erfaring knowhow man får opbygget.
Jeg kunne gå forbi et anlæg og sige til Ali; at det anlæg kører ikke godt, det var en anden lyd, iskrem lugtede/duftede ikke som det skulle. Så var det Ali og produktionspersonalets arbejde at finde ud af hvad der var galt.

Ali var vild med det, når han fik sådan en opgave, han tog den til sig og diskuterede højlydt med produktionspersonalets, for Mr. Kurt havde jo sagt, at her var der noget galt … noget som skulle løses. Ofte måtte Ali tilbage til mig og samme fik vi kigge på … men vigtigst af alt de havde prøvet!

På et tidspunkt kom Mehdi Misha til mig; “Hr. Kurt, you make too many mistakes”. Til det svarede jeg Mr. Misha; “Mr. Misha, you’re right about that, but since I’m the only technician working in the factory, I’m also the only one who can make mistakes.”
Her oversat … Hr. Kurt, du laver for mange fejl. … Mr. Misha, deri har du ret, men idet jeg kun er den eneste tekniker som arbejder på fabrikken, er jeg også kun den eneste som kan lave fejl.
Da jeg havde sagt det, pegede jeg hen til hans tekniker, som sad og drak kaffe og det, hvilket de nærmest gjorde dagen lang. Jeg siger jer, de kom springende ud fra deres “hule” … Mehdi Misha råbte og skreg af den … det var syn for guder 🤣.

Jeg viste godt at jeg var “elsket og hadet”.
Da de afholder afskedsmiddag for mig kom det hele frem. Jeg troede ikke at jeg i den grad havde være en så central person i virksomheden. Det var Omid Ebrahimi som hold “talen” for mig. Projektlederen for økonomi og projektlederen for det tekniske fra Gram Equipment, kom til Shirāz og deltog i middagen. Det var stort!
Jeg fik overdraget gaver og et par dokumenter som kan læses her Farvahar og Letter from Zarrin.

Jeg kan aldrig meget tilbage til Zarrin, Shirāz!

Se flere billeder HER

_______________________________________________________________

Mihan Dairy & Ice cream Distribution Company

Mihan Dairy & Ice Cream Distribution Company ligger i det nordlige Iran ud mod Det Kaspiske Hav.
Det fabrikken er en lille fabrik i forhold til Zarrin, Shirāz.

De havde købt 3 produktionsanlæg. Disse havde andre Gram Equipment montør installeret. Ali og min opgave var så at få gang i dem, få dem til at producere is.
Grunden til at jeg først kom til fabrikken, skyldes at Ali ikke skulle involveres før jeg fik styr på det. Man ved jo ikke hvordan kunder er før man har været det en uges tid. Ali skulle have en “blød” indgang til projektet.

Jeg kom først i fabrikken. Jeg fløj fra Teheran til Rasht og kunden hentede mig derfra.
Det var sent aften og jeg blev kørt til det lejlighedskompleks hvor vi skulle bo.
Der viste sig at der var indlogeret iraner i lejligheden, hvilket medførte, at jeg, uden at sige noget, vendte om tog min kuffert tog værktøjskasse og gik ned til bilen.
Personen fra Mihan Dairy som havde hentet mig, blev total rundforvirret. Jeg sagde til ham, at jeg ikke deler lejlighed med andre iraner end Ali Saboni, og bad ham finde et hotel til mig. Det kunne så ikke lade sig gøre, så da vi havde kørt i mange timer, det var blevet over midnat, og chaufføren havde ringet rundt til utallige personer (eller bar den samme … hvad ved jeg), kørte vi tilbage til lejlighedskomplekset. Det viste sig, at de havde smidt alle iraner ud, minus en. Han fik besked på at gå i seng og ikke vise sig om morgenen.

Jeg tror at det med at jeg var “elsket og hadet”, var også rygtet til denne del af Iran.
Fabrikkens ledelse og personalet til at arbejde med. Så det var som sådan fint nok.
Men de havde voldsomme økonomiske problemer, det var derfor ultravigtigt, at vi fik anlæggene til at producere is, så de kunne tjene penge. Derfor blev det knoklet som bare pokker. Heldigvis var Gram Equipment med på det, så de sendte en programmør ned til os. Så i hastig fart fik vi gang i et par af anlæggende. Men det var hårdt og lange arbejdsdage.

Det som kom til at overskygge opholdet var følgende:
Når jeg var i Iran, så var det på en 2 måneders visa. Dvs. at mit via skulle forlænges efter 1 måned. Det kunne enten ske ved, at den lokale politistation eller jeg fløj ud af Iran og tilbage igen. Det er sådan noget med, at så kan Iran Air tjene lidt på det, tosset … men sådan er/var det. Her hos Mihan Dairy skulle jeg også have forlænget mit visa.
Hos Zarrin, Shirāz der var der en lufthavn og jeg fløj ud af Shirāz om morgenen til Bahrain eller Dubai og tilbage igen samme eftermiddag og mit visa var dermed forlænget, det var nemt nok og så havde jeg et lille afbræk i mit arbejde.
Men her i her hos Mihan Dairy var det noget mere bøvlet. For her skulle jeg køre til Rasht flyve til Teheran og derefter flyve til enten Bahrain eller Dubai og tilbage igen. Det kunne vel tage 2-3 dage inkl. hotel diverse steder.

Derfor blev direktøren for Mihan Dairy sat på opgaven. Han skulle finde den lokale politidirektør og høre om han kunne forlænge mit visa.
Mit pas og rejsedokumenter har jeg altid passet på, for uden dem kan jeg ikke komme hjem, sådan er det. Boede jeg på hotel, låste jeg det inde i sikkerhedsboksen på værelset eller i receptionens sikkerhedsboks. I Iran boede jeg ofte ikke på hotel, men i kundens lejlighedskompleks, derfor havde jeg pas og rejsedokumenter med mig, de var i min computer taske, som stod på mig eget kontor eller en eller anden ledes kontor.
Det viste sig at være et større problem, jeg tror ikke politistationen kendte noget til at stemple i et dansk pas.
En fra Mihan Dairy, Ali og jeg kørte derfor ind til politistationen, hvor vi rendte rundt i mange timer, men fandt ingen som fattede, at jeg skulle have mit visa forlænget.

Tiden var ved at være knap. Fik jeg ikke mit visa forlænget, måtte jeg tage hjem til Danmark. Så det hele blev lidt tilspidset. På et tidspunkt fik vi oplysninger om, at nogen havde været ind i produktionschefens kontor, det var der jeg opbevarede min taske. Vi gik derind, det hele var meget mystisk. Jeg kiggede i min taske og konstaterede at mit pas var væk. Så tog pokker ved det, for jeg blev stik tosset, skældte alle kommer i nærheden af, hæder og ære fra. Vi løb ud til vejen, der fandt vi Mihan Dairys direktør, på vej væk med mit pas.
Jeg var stik tosset!
Grunden til, at Mihan Dairys direktør havde taget mit pas var, at jeg havde truet med at flyve hjem, hvis mit visa ikke blev forlænget.
På grund af denne ballade, sendte jeg Ali hjem, for ham kunne overhovedet ikke kapere mere.
Gram Equipment fik involveret salgsagent Bagheris kontor. En fra kontoret kom til Mihan Dairy og efter nogen tid fik vi problemet løst, og jeg fik mit visa forlænget.
Problemet viste sig at være, at politikontoret havde brug for at de havde mit pas et par dage, men det havde ingen sagt til os, da vi var der første gang. De fik mit pas et par dage og jeg fik en kvittering på at de havde passet.
Men føj for en omgang og stakkels Ali, han var total rystet i flere dage derhjemme, men sådan ca. 14 dage efter kom han tilbage til Mihan Dairy, og vi fik afsluttet vores arbejde.

______________________________________________

Asal Ice Cream Company

Asal Ice Cream var en at de store iskrem fabrikker i Iran. Ligesom de andre iscrem fabrikker havde de også købt stor ind hos Gram Equipment. Jeg mener at huske, at de havde købt 4 store produktionsanlæg.

Det var et temmelig kompliceret sted at arbejde. Der var to væsentlige grunder hertil.
Maden: Den bedste mad vi kunne få var fra Pizza Hut, temmelig ensformigt.
Indkvartering: Asal Ice Cream havde ingen lejlighedskompleks hvor vi kunne bo, der var heller ingen hoteller i den nærmeste by. Det bevirkede, at vi boede på fabrikken, i små værelser.
Jeg mener at vi var 5 montører fra Gram Equipment.

Da Ali og jeg kom til fabrikken var der ingen ledige værelser på fabrikken. Det betød at vi måtte sove på en gård, et landbrugssted med masser af kør, som firmaet ejede.
Et virkeligt ubehageligt sted at bo!
Der var en infam stank af kolort og gylle. Så der var myg på størrelse med spyfluer over alt, og så var der kæmpe store Lysmaster over hele gården, så natten var lyst på hele natte … og ingen gardiner for vinduet.
Vi var der en nat, så fandt de værelser på fabrikken. Havde vi ikke fået det var Ali og jeg taget tilbage til Teheran.

Men det var noget af det værste at opleve og arbejde med.
Vi arbejdede mange timer hverdag. Det var utrolig mange problemer med de anlæg som Gram Equipment havde leveret. De var simpelthen ikke ordentligt testet hjemmefra.
Og så var det kunden, som nærmest ikke var til stede, og personalet var det mest uduelig som jeg havde arbejdet med i Iran.

Jeg var der ca. en måned, det sluttede med en arbejdsulykke for mig.
Ulykken skete ved, da jeg havde højre hånd inde i maskinen, kommunikationen var ikke god imellem min kollega og jeg, hvilket skyldes træthed, den ene troede at den anden viste hvad man lavede.
Men hvad der skete var, at min kollega startede maskinen og jeg fik flået en god luns af oversiden af højre hånd.
En chauffør, Ali og jeg kørte ind til byen hvor der var et sted hvor de behandlede folk. Jeg ved ikke lige hvad det var for et sted. Men jeg blev lappet sammen.
Kirurg/operationslæge syede 26, meget fine sting i min hånd og der er faktisk intet ar af det, så godt gået!
Da han skulle til at sy mig, sagde han at han helst ikke ville bruge bedøvelse, for det vil få det til at svulme op, så jeg blev syet uden bedøvelse.
Kirurgen havde ikke mundbind på, men han tog briller med, som vi andre bruger når vi skal beskytte vores øjne for slibestøv 😂. Pyt med det, han lavede et fint arbejde.

Min arbejdsulykke medførte, at jeg tog hjem til Danmark.

Slut som rejsemontør.

Da jeg kom hjem i september 2007 og mit sår var helet, gik jeg ude i haven og tænkte på min fremtid som rejsemontør.
Jeg har rejst og arbejdet i mange lande, det på godt og ondt.
Vi har 3 dejlige piger, Annette, Malene og Louise.
2 væsentlige grunde gjord at jeg tog beslutning og stoppede som rejsemontør.

1. Jeg har ikke set Annette, Malene som teenager. Jeg ville opleve Louise teenager 💖
2. Jeg orkede ikke længer at bygge om på Gram Equipments anlæg, fordi de ikke var testet godt nok før forsendelsen.

Af disse to grunde opsagde jeg min stilling rejsemontør.
I november 2007, startede jeg som servicetekniker hos ARLA Foods, Høgelund.

Jeg kom dog tilbage til Gram Equipment i efteråret 2010, som reservedelssælger.