Mit første ”rigtige” job som rejsemontør var,
at blive udsendt som montør i Polen, Stargard Szczeciński, som startede i foråret 1984.

Stargard ligger ca. 50 km fra den, læs mere om byen HER
Jeg fløj fra Skrydstrup til Warszawa via København.
Da det var min første alene udlandsrejse anede jeg ikke hvad jeg skulle have med af tøj, så jeg tog hele garderoben med, 2 kufferter, værktøjskassen, og desuden havde jeg nogle reservedele med.
Da jeg kom til Warszawa hentede de mig i en Polski Fiat … en meget ligge bil. Med alt mit bagage og 3 personer kunne vi ikke være i bilen, så de måtte hyre endnu en bil til bagage.
Jeg skulle overnatte i Warszawa før jeg fly til Stargard Szczeciński.

Arbejdes forhold Stargard var gode, de var virkeligt omsorgsfuld og ville mig det bedste.

”Hotellerne” kunne bedre betegnes som et ”sovesteder” – der var ikke mad, så alt hvad jeg fik at spiste, lavede de til mig på fabrikken dog ikke søndage, der måtte jeg klare mig med hvad jeg kunne finde i byen – hvilket ikke var meget.

På et af de ”sovesteder” jeg boede, vågnede jeg ved at hele hotellet rystede.
Det viste sig at det var de store støbejerns radiatorer som bogstaveligt forstand hoppede på gulvet.
Jeg løb ned i ”receptionen”, der sad en ung dame total skrækslagen. Hun anede helt givet ikke hvad hun skulle stille op.

Hele miseren skylds at fyrbøderen var faldet i søvn ovenpå kulstakken, imellem hans vodka flasker.
Han lå der og sov i en temperatur, som jeg huske det var noget over 50°.
Spjældet stod fuldstændigt åben, så man kunne mærke hvor meget ilt der blev suget ind til forbrændingen.
Det var så varmt at man ikke kunne komme i nærheden af fyret.
Jeg fik dæmpet fyret ved at kaste en kul skovl hen på spjæld, hvorfra man styre temperaturen på kedlen.

Et andet ”sovesteder” jeg boede på, var der kun en håndvask på værelset, toiletter var ude på gangen og bruser nede i kælderen, men det var ok.

Men en søndag var der ikke vand!
Jeg havde været til aftensmad hos direktøren for iskrem fabrikkens, i dennes private lejlighed som lå i en gammel i en boligblok. Men en fin lejlighed.
Hans kone serverede mad og vodka i rigelige mængder for os, hele aftenen og natten.
Det gik rimelig direktøren kunne kun tale polsk og nogle få tyske gloser, men det gik bedre jo længere vi kom frem på aftenen og natten.
Efter at vi to havde spist og drukket kom jeg ”kravlende” hjem kl. 3-4 om morgenen.
Da jeg så vågnede ved 11 tiden og var ufatteligt tørstigt var der ingen vand og hele hotellet stank fra toiletterne.

Det viste sig, at havde været et basketball hold fra Øst Berlin på hotellet og de havde ikke kunnet skylde ud efter sig.

Jeg gik ud i byen for at finde mad og drikke – men fandt kun en øl med 11 % alkohol – den drak jeg også var jeg engleligt fuld igen.
Jeg fandt ikke andet den dag hverken af mad eller vand!

Dage efter kunne de fortælle, at der stod i avisen at 2 vandpumper, som forsyner byen med vand, skulle repareres.
De som skulle udføre arbejdet var bleven fulde og i deres fuldskab havde de ødelagde vandpumperne, det medførte at der ikke var mere vand i byen, som havde en indbygger antal på ca. 60.000.
Natten over fik nye pumper og motorer fløjet til fra Warszawa, så mandag kunne byen igen få vand.

Fattigdom i Polen:

En dag op vej til arbejdet, så jeg en kø – som viste sig at være toilet papir som kom fra Danmark.
For at se en sådan situation i Danmark skal man vel tilbage til tyverne og trediverne.

Kød, var ofte en meget stor mangel vare.
På et tidspunkt kunne de ikke finde kød i en uge, dvs. røget pølser med masser af fedt, var der nok af.
På et tidspunkt i slutningen af uge besluttede fabriks direktøren, at de skulle finde kød til mig – for som han sagde; hvis jeg ikke kunne få proteiner så kunne jeg ikke udføre en godt arbejde kunne de ikke få en maskine som kunne producere is.
Derfor kørte vi ud for at finde en restaurant som havde kød – vi fandt kallunsuppe – dvs. ko mave. For at vær høfligt spiste jeg det. Men der var ikke meget næring i den suppe!
Det blev skyllet ned med en hel del vodka.

Vodka, var i øvrigt det eneste som polakkerne havde at trøste sig med, da det var det eneste de havde råd til … men det blev også roden til alt ondt!

I Stargard have jeg en tolk Bernhard Prudinsky.
Han var tidligere cykelrytter. Vandt et eller andet stort i 60serne. Desuden havde han været landstræner for det Østrigske cykellandshold, talte derfor perfekt tysk.
Det, at han havde være en berømt cykelrytter, gav ham visse fordele … han havde bl.a. en Lada stationcar, og så var han en meget kendt person i Stargard.
På et tidspunkt hvor vi var i Szczeciński for at spise, mødte vi et dansk cykel hold (mener de kom fra Glostrup). Træneren eller hvad han var, kendt også Bernhard Prudinsky, meget godt.

Da jeg ankom til Stargard var der ingen is at finde, en stille og rolig begynde der at komme is på gaden.
Det var en helt vild flot at se, for en ny bagt montør.

Da jeg fløj hjem fra Stargard via Warszawa til København og til Skrydstrup, var det på det tidspunkt hvor der var et par fly fra det polske luftfartsselskab LOT som blev kapret af de bevæbnede uniformeret militærpoliti som var i flyet. Deres arbejde i flyet, var at passe på passagererne så det ikke skete dem noget.
For at undgå, at de kaprede flyet, havde myndighederne placeret 2 yderligere sikkerhedsfolk som var civilklædt – så sikkerheden var høj.
Så var der, på denne flyrejse, en fuld svensker (som i fuld svensker), han begyndte, lige efter vi havde lettet fra Stargard, at skyde sine fingre efter den bevæbnede militærpoliti mand som passede på, at vi ikke kunne komme ind i cockpittet.
Alle polakker begyndte meget anspændt at læse avis – de skulle ikke nyde noget.
Et par minutter efter blev det militær politimanden for meget, han gik hen og ruskede i svenskeren – svenskeren fandt derefter i søvn.
Der bredte sig en lettelse og smil i flyet.

I 1984 var jeg i Warszawa, der så jeg noget som jeg kun havde set på film – gamle danske film.

På fabrikken havde de hver anden fredag lønudbetalingsdag. Neden for vinduerne på produktion direktørens kontor kom er en 5-8 kvinder med barnevogn, jeg spurgte den kvindelige produktion direktør hvad de skulle, hun sagde ”de skulle hente lønnen før manden kunne nå at bruge lønnen på vodka”, nogle havde held med det, andre måtte gå grædende derfra og alle på kontoret græd – jeg tror ikke jeg skulle have set det.

På fabrikken i Warszawa fik vi meget travlt fordi vi var kommet bagud med arbejdet og jeg skulle hjem til mig eget bryllup, det blev derfor besluttet at der skulle arbejdes i 2 holds skift, men det gik ikke – de mente, at deres hovedopgave var at udrydde alt vodka, ikke at arbejde.
Episoden medførte, at jeg indkaldte til stormøde, hvor leder af sektionen for import for mejeri anlæg til Polen – kaldet Polimex, som er slut betalerne for vores arbejde i Polen, var tilstede. Desuden var ledelsen fra iskrem fabrikken til stede, så der var en del … mænd der.
På dette møde foreslog jeg, at de 2 tekniske direktør på iskrem fabrikken skulle fyres, hvilket skete – men efter meget postyr, og den tidligere omtalte kvindelig produktion direktør fik også den teknisk afdeling under sig.
Under mødet sad hun pænt udenfor og blev først kaldt ind, da hun fik at vide at hun var kommet længere op i hierarkiet.

Episoden med fyringen af de 2 tekniske direktør gav problemer for mig hos BGV, fordi jeg skulle aldeles ikke bestemme hvem der skulle være leder/direktør på nogen af de fabrikken vi arbejdede på – basta.
Men så længe at polakkerne specielt Polimex var tilfreds med mit arbejde var det vel godt nok.

Da jeg arbejdede i Warszawa boede jeg på hotel Forum – et stort hotel.
Der er 2 episoder som er vær at fortælle om.

En fynsk landboungdomsforening var på besøg i Polen og de have været ude og se på det polske landbrug, og nu stod de så i baren pralede højlydt af hvordan det polske regime drevet landbrug og de gav højlydt udtryk for at dette system skulle vi også indfører i Danmark.

Jeg kunne ikke lade være med at kommentere deres ivre – men måtte opgive – den fynske landboungdomsforening var blevet kommunister den dag.

I samme bar møde jeg en algerier som boede i Nigeria og som var bøsse.
Han var rejseleder for et meget specielt canadisk rejsebureau, som havde specialiseret sig i at hjælpe folk med alkohol problemer. Rejsen til Europa var det sidste led i at komme af med deres alkohol problemer – den sidste prøvelse.
Turen i bus startede fra London, gik over Benelux lande, Tyskland, Danmark og det øvrige Skandinavien, Finland, Rusland, Polen og igennem østblok landene, Østrig, Schweiz, Frankrig, og slutter i London.

Turen tog ca. 1½-2 måneder.

Han sagde, at han at jeg skulle spørge ham noget om Danmark og sagde at han skulle sige mig hvor Dannebrog fandt med – det viste han ”Ifølge legenden blev flaget ikke lavet af mennesker, men faldt fra himlen under slaget ved Lyndanisse (i dag Tallinn i Estland) i 1219 på valdemarsdag den 15. juni” – sådan!

Han fortalte også, at når han kom til hvert hotel i hvert land, så lå der aviser fra den sidste uge, dem brugte han så til at fortælle de medrejsende om hvad der var sket – som han sagde så kunne han ikke snakke alle sprog men man kunne da altid fortælle ud fra billeder.

Da jeg mødte rejseselskabet var de meget nede, da de skulle rejse ind i Rusland fra Finland, havde de fået deres bus ødelagt af russiske sikkerhedsmyndigheder som mente at der var skjulte teknisk udstyr i bussen som kunne bruges til spionage.
Det blev dem forbudt at rejse til Moskva – så russerne har nok ikke været helt overbevist.
Det tog dem 2 dage at skrue bussen sammen igen, og nu sad de fast i Warszawa fordi de manglede dele til reparation af det som russerne havde ødelagt.

Jeg sad og snakkede med den Algeriske rejseleder i 3-5 timer (eller hvad det tager at drikke en flaske Chivas Regal) i den tid kom der 4 polske unge mænd som skulle med op på hans værelse – gad vide om algerieren lever endnu, det var nemlig lige i den tid hvor vi fik at vide at der var noget som hed AIDS!

Jobbet i Warszawa medførte at jeg blev den meste omtalte montør i Polen og alle iscreme fabrikker ville kun have mig.
Men så vidt jeg husker så var dette et at de sidste større opgaver vi havde i Polen fordi økonomien var falden total fra hinanden.

Efter at Solidaritet (Solidarność) kom til i Polen og muren var væltet i Berlin i efteråret 1989 var jeg i Polen i byen Kety i det sydlige Polen, det var maj-juli 1995.

Vi skulle lave en installation færdig som andre kollegaer havde startet op.
Det var et katastrofal anlæg som vores ”kloge” hoveder hos BGV havde fået skruet sammen.
Familien som ejede fabrikken havde brugt deres sidste spare penge på projektet, og vi komme ikke få det til at køre, så kunden kunne ikke producer og tjene penge. En håbløs situation.
Dertil kom at min kollega Flemming Bernhard Andersen, fra Esbjerg havde mega hjemve – det var også hans første tur.
Det er meget teknik i dette, så det vil jeg undlade.

Medens vi har i Kety, besøgte vi Auschwitz, en rædsel som den dag stå printet i mit ansigt.
Vi fik den fordel at vi kunne følges med en ligge gruppe amerikaner, som havde en tolk med. På den måde fik vi oplysninger om hvad der foregik koncentrationslejr.
På et tidspunkt kom vi til gaskammeret og den ældste af amerikanerne stoppede op, og sagde “hertil kom jeg, og så kom russerne og redde os” – det var ca. 5 meter fra porten til gaskammeret.
Da Flemming og jeg kørte tilbage til hotellet sagde vi intet til hinanden!

Det sluttede med at vi tog hjem, jeg måtte hjem fordi Heidi skulle føde Malene, og Flemming ville hjem! Så vi forlod fabrikken med en grædende direktør … det var ikke så sjovt!
Jeg ved ikke hvordan det blev løst.