Serbien, Beograd juni/juli 1989.

Serbien var på det tidspunkt et ufattelig fattig land.
Jeg havde et ok fint hotel, boede og spiste ok.
Der var en fra fabrikken der sagde til mig ”vi serber, som det eneste kommunistland, lever vi et frit og åbent land, vi kan rejse og gøre som vi vil, men de… bureaukrati, har gjort os så fattig at vi ikke har råd til at rejse”. Der er så sandt som det er sagt.

Mit arbejde hos firmaet Frikom Ice Cream bestod i at overhale RIA maskiner (roterende ispinde fryser).
Det gik ok, de havde reservedele at gøre med.
Men kuglelejer var et problem, de havde en kæmpe arbejde med at skaffe disse.
Da de så endeligt fik dem, en kæmpe kasse, var de ubrugelig.
Jeg har aldrig set noget lignede, kuglelejer som skiltes ad nå man tog den ud af indpakningen.
Kunden var målløs ligeså jeg.
Jeg fik BGV overtalt til at vi leverede kuglelejer gratis til kunden. Som var småpenge i forhold til projektet. Kunden var evigt taknemmelig for det, og husker mig for det.

Fattigdom viste sig også på fabrikken.

En dag hvor vi skulle arbejde om søndagen, det fordi jeg ville være færdig og hjem! Havde jeg købt en kasse tysk dåse øl på hotellet.
Værkføreren på fabrikken, som vi BGV montør kaldte for ”lille Hitler” fordi han var et dumt svin ved sine folk, og en arrogant person.
Jeg ved ikke hvordan kan gjorte det, men han kunne “lugte” når nogen havde spiritus med ind på fabrikken og det skulle drikkes før vi startede på arbejde.
Jeg lod dem drikke det sprøjt de kom med, men han blev tosset på mig fordi jeg ikke ville drikke med.
Da jeg så havde øl med, “lugtede” han det også og ville drikke hele kassen med det samme.
Jeg havde luret ham og havde derfor allieret med men en af de bedre driftsleder, som overtalte ham til at vi kun drak en øl nu, når vi fik fyraften kunne vi drikke resten.
Da vi så sad og drak de øl til fyraften, gjort jeg det som vi gør … knuser øl dåsen, det fik jeg at vide at det måtte jeg ikke, for en af smeden ville have dåserne med hjem.
De have ikke noget at drikke af og de boede bogstaveligt talt i en jordhul ude i skoven.
Det lykkedes mig på et tidspunkt at list lidt penge over i lommen til denne smed, uden at ”lille Hitler” opdagede det.
Ca. 20 år sener var jeg igen på fabrikken. Her var denne fattige smed stadigvæk ansat. Han kunne huske mig … han kunne huske det hele, men ville ikke tale om det. Jeg tror at var et meget sort kapitlet i hans liv.
Den satan til ”lille Hitler” mødte jeg et par år sener i Rusland.
Alderen på ”lille Hitler” var svær at hitte, men jeg tror at ham var først i 40ende.

På et tidspunkt inviteret jeg nogle af smedene, driftsleder m.m. ud og spise, af en eller anden grund skulle jeg køre med i den bil hvor ”lille Hitler” også sad. Vi skulle forbi han hjem for han skulle skifte tøj.
Han boede hos sige forældre, som var ansat på et kæmpe statslandbrug. Jeg husker han skulle gå fra bilen og over til huset i mudder, komøg, hønsemøg og gylle stank, og den dør/halv ladeport han gik ind ad var en tredjedel af det nederste rådnet væk.
De levede vanvittigt usselt.
”lille Hitler” gik altid i den samme slags tøj, en uniform lignede ting som har knapper skrå op til venstre skulder.

Metropol Palace Hotel, Beograd

På hotellet i Beograd skete der en del ting.
Når jeg havde spist satte jeg mig som reglen på til baren. Der havde vi dannet en ligge gruppe.
En tysk montør som installerede en eller anden fuld automatisk maskine, som kunne producere noget som kunne bruges til våbenudstyr, han måtte ikke sige hvad.
En irakisk journalist, som viste mangt og meget. Han var der med hans kone og børn, men dem så vi aldrig.
Og så var det mig.
På hotellet var den en kasino, jeg havde kigge der ind et par gange men ikke spillet.
En morgen, da jeg sad og fik min morgenmad sad der en gruppe personer som jeg havde set i hotel lobbyen dagen for inden, de sad og snakkede stille og rolig.
Om aftenen baren spurgte jeg journalist om han viste hvem det kunne være … det viste ham.
Det var en flok israeler som dagen før var kommet fra Sofia, Bulgarien.
De havde spillet i kasinoet hele natten.
Ved midnatstid havde de vundet ca. 75.000 US$. Kasino bestyreren havde spurgt dem og de ville spille videre, det ville de gerne. Jøderne fik noget at spise og kasino bestyreren skiftede personale (dealer).
Da jeg sad og spiste min morgenmad var de lige blevet færdig med at spille på rouletten, da havde israelerne tabt 100.000 US$, og det virkede de ikke særlig bekymret over.
Temmelig hård rejsende. Kasino bestyreren må have været godt tilfreds.

I restauranten/baren sad der til tider ”general-lignede-serbiske-minitær-personer”. De sag altid med en ældre meget velklædt person.
En aften sad han alene tilbage da serberne var gået, han spurgte om jeg ville over at snakke … det gjort jeg så, så vi fik lidt at drikke.
Han fortalte at han var amerikaner, våbenhandler, lykkelig familie far, meget rig og bøsse … når det passede sig i en handel.
Han havde solgt våben i mange år, det var han tydeligvis godt til. Han havde også lige afsluttet en våbenhandel med de serber, som tidligere sad ved bordet.
Han spurgte om jeg ville med til hans hotel. Jeg troede ikke de havde bedre hoteller i Beograd, så jeg tog med.
Her fortalte han mig lidt om hvor let det var at sælge våben, nå man bare ”skulle” sutte den af på militær personer.
Det blev efter hånden total ækelt for mig, at sæde og høre på ham, så jeg skred, hvilket han blev temmelig fortørnet over.

Når jeg tænker på, borgerkrigen i Jugoslavien som startede i 1991. Så har jeg da siddet på det skide hotel med en tysk montør hvis firma indirekte har leveret til våbenproduktion og en amerikansk våbenhandler som direkte har været involveret i våbenhandel.

Det er rystende!!!

Tilbage til Frikom Ice Cream

I 2012 kom jeg tilbage til fabrikken. Det år hvor Europamesterskabet i håndbold 2012 for mænd blev spillet i Serbien, og Danmark vandt guld.
Nu var det blevet til en top morderne fabrik, med en dygtig ledelse ( ”lille Hitler” var væk).
Jeg udførte mit arbejde, som bestod i at vedligeholde en ar de ældre anlæg samt lave reservedelsliste, samt vedligeholdelses procedure på alle BGV’s anlæg.
Så det var en ren fornøjelse af komme tilbage.

Det er et par oplevelse i lufthavnen jeg vil skrive om.
Da jeg kom til lufthavnen og skulle tjekke ind, “spyttede” røntgen apparatet min værktøjskasse ud igen.
Der kom en “general” med 4 sikkerhedsvagter og hentede mig. Jeg gik i midten 2 sikkerhedsvagter foran mig og 2 sikkerhedsvagter bagved mig. alle med våben som de havde greb på. jeg var naturligvis meget utryg ved det, alle andre passager trådte lyn hurtigt et par skridt tilbage.
“General” gik med et stort bredt smil på læberne, ham mente sikkert han havde fanget den helt store “fisk”.
Vi kom ind på et kontor. De bad min om at åbne min værktøjskasse, men spurgte mig først hvad der var i den. Jeg kunne ikke dy mig, jeg sagde, det var guld. Da jeg åbnede værktøjskassen, kunne de se at der kun var værktøj i værktøjskassen. “General” kiggede på mig grinede og sagde “ja i vores land er der guld”. Han gav min hånden og ønskede mig god rejse hjem. Så humor havde han da, den gode “general”.
Senere sag jeg i afgangshallen. Overfor mig sad en muslimsk familie, vist en 5-6 stykker.
Pludseligt fald manden om og var død.
Der sker efterfølgende en hel masse, der kom læger, ambulance folk, og en hel masse græd. Men der var intet at gøre, manden var afgået ved døden.
Da ambulance folk bar ham væk, skulle de ned af en trappe. Her faldt den ene arm ud af båren og en af bærerne ville ligge armen ind igen, men det bevirkede at båren vippede og den døde faldt ud af båren og ned på trappen.
Det var total kaos over det hele. De kom til sidst afsted med den døde.
Tilbage i afgangshallen sad nu de efterladte.
Det vil sige, mandens kone, moderen, sad mutters alene. Ingen snakkede med hinde. Alle i hindes familie sad så langt væk for damen som de kunne og stirrede på at hun sad og græd. Det var mere uhyggeligt at se på, end se hinden mand døde.
Det er åbenbart sådan i visse muslimsk familie, død manden, er konen intet. Virkelig uhyggeligt!!