Oktober 1988 startede mit eventyr som sømand.

Det der var sket var, at BGV havde solgt en del frysemaskiner til norske trawler til den helt store medalje (som senere blev til finansiel katastrofe) en af den var ”NORØRN”, Norsk Trawler som blev ombygget i Ålesund i Norge.
” Norørn” har en længde på ca. 60 mtr og skyder 15 knop. Den har 3 lager rumme på 1060 m3, 130 m3 og 400 m3 samlet 1590 m3. Denne kunne fiske ca. 200 ton af en gang i sit net.
I første omgang havde jeg selv været i Ålesund og bygge om på anlæggene, var der vis i 5 uger.
Læs mere om Norørn HER og HER

D. 9. okt. 1988 sejlede vi ud fra Tromsø og op langs den norske kyst i et smukt efterårs vejer.
Vores opgave var at få det ”skrammel” som vi havde solgt til at virke og det viste sig var ikke let!

Barentshavet

Efter ca. 4 dages sejlads ramte vi vinden som kom øst fra på Barentshavet og det var ikke bage en vind det var en storm og ”Norørn” ”kravlede” på af bølgerne krydsede ned af bølgerne, når den ramte bunden gav det er brag så hele skiber rystede men sådan var det, skipperen fortsatte.

Vi var 3 fra BGV og de 2 andre lå underdrejet med søsyge i 1 uge og lidt mere. De over brækkede deres kahyt flere gange. Jeg var sø syg i ca. 1 dag, så jeg klarede det rimeligt. Men jeg husker det ikke som noget sjovt. Ud over os fra BGV var der 2 fra bornholmsk firma Norfo, Rønne, som lavede transport systemer på skibet.

De to kollegaer fra BGV var dog ikke noget at prale af …
– først var de søsyge!
– så ville de hjem og det skulle bare være nu, men det kan man ikke sådan lige!
– da jeg så fik den ulykke som jeg herefter vil fortælle om, kom de ikke til min kahyt fordi de ikke kunne tåle at se blod!

Ulykken.

På grund af arbejdspresset og fordi vi arbejdede mange timer om dagen, man skal huske på at vi var konstant på arbejdspladsen fordi skibet ikke ligger til land ved fyraftens tid, derfor var vi meget trætte.

Torsdag d. 27. oktober kl. 17:45 skete der så det, at jeg fik mit højre ben i klemme på en transport bånd så jeg fik ødelagt min lægmuskel.
Ulykken skete da jeg sad ovenpå transportbåndet og havde benene nede mellem lamellerne, der kørte båndet naturligvis ikke, men transportbåndet startede da montørerne fra firmaet Norfo, Rønne bøvlede rundt med det, fik den til at køre, således kom mit ben i klemme imellem lamellerne. Båndet kunne ikke lige umiddelbart stoppes derfor kom min lægmuskel under pres i nogen tid.

Forholdene på båden, var naturligvis meget trang og det betød at ingen kunne hjælpe med at løfte og slæbe mig, derfor måtte jeg selv komme ud af transport bånder, kravle over og under diverse maskiner med mere, for slutteligt at kravle op i kahytten.
I kahytten blev jeg tilset at skipperen som gav mig nogle smertestillende piller, han kunne ikke gør noget på dette tidspunkt fordi der ikke var noget brækket.
Min lægmuskel svulmede med tiden op, til det var ved at sprænges (det er i hvert tilfælde sådan jeg husker det). Skipperen blev til kaldt igen og han så nu ingen anden udvej end at han måtte tilkalde hjælp, hvilket ifølge søfartsloven skal ske til Lyngby Radio, dermed bliver skibets position også opgivet ligeledes skal ulykken også opgives og så ruller hele maskiniseret.
Opkaldet til Lyngby Radio skulle senere vise sig at give fatale følger for Rederiet som ejede skibet og skipperen.

Sener på aftenen kom det norske kystvagt værn”forbi” for at til se mig. Lægen herfra kunne konstatere det samme, at jeg ikke havde brækket noget og derfor var der ingen akut fare for mig.

Desuden kunne de heller ikke tage mig med over på deres skib fordi de var vej op til ishavet, hvor en norsk trawler havde fået trawlet i skruen og kunne gå ned hvis de ikke kunne få trawlet ud af skruen.

Fredag kontaktede vi så BGV dvs. at det var Norfo montørerne som sørgede for det, for mine 2 kollegaer de ville stadigvæk ikke hjælpe, de havde op det tidspunkt end ikke kigget til mig i køjen.

Lørdag var opsvulmningen af lægmuskel ved at fortage sig og Norfo montørerne lavede 2 rustfrit stål krykker til mig således kunne jeg nu komme rundt, for eksempel kunne jeg nu komme op i kabyssen og få mad. Det var også her jeg snakkede med mine kollegaer fra BGV for første gang efter ulykken.
Ligeledes kunne jeg også komme op på broen og snakke med skipper og første styrmand m.m., samt jeg fik ringet hjem for første gang og fik kontakt med ledelsen på BGV.

Søndag ventede vi og jeg ledede arbejdet fra kahytten.

Mandag fik vi så at vide at vi kunne komme hjem men ingen viste helt hvornår og hvordan.

Tirsdag d. 1. november kom så meddelelsen at vi ville komme hjem.
Den ene kollega fra BGV blev sat over i en Trawler som var på vej til Norge.
Den anden kollega fra BGV skulle følgens med mig og slæbe vores værktøjskasse og kufferter og hvad vi ellers havde.

Tirsdag ved 20 tiden kom skibet fra det norske kystvagt værn tilbage til ” Norørn”. Af kystvagt værns personale fik jeg en overlevelses dragt på, samt der blev snøret to træstykker fast på mit højre ben så det blev stift derefter blev jeg slæbt og af trapperne til broen og ned af trapperne og ud på stævnen på skibet.
Ude på stævnen hang der en vire ned fra helikopteren som hang et eller andet sted ovenfor skibet.
Så stod jeg der i en stiv kuling (hård vind som er 11-14 m/s) ude på stævnen af skibet. Jeg spørger om jeg vil overleve hvis jeg faldt i vandet han sagde at jeg skulle tælle til 30, når jeg nåede til 25 så ville jeg ikke huske mere og hvis jeg kunne komme til 30 ville jeg være død.
Så gav han slip i mig jeg i det samme kom en skæv sø ind på skibet, det fik skibet til at kæntre ligt så skibes rælingen kom over mod mig, jeg tænke at; nu smadrer jeg også de andet ben, men i det samme hang jeg oppe i luften og alt var total stille omkring mig – en stilhed som jeg aldrig glemmer.
Men det varede kort fordi jeg kom nærmere helikopteren og den lammer. På grund at mit ”stive” ben og den trange plads var det noget bøvlet at komme ind i helikopteren så de måtte svede.
Helikopteren piloten var en sjov en, han havde taget en del at sin uddannelse i Skrydstrup og elskede danske piger. Desuden sagde han at vejeren, som jeg blev hevet på med, var ved at være slidt så de viste ikke om den kunne holde til at hæve en landkrabbe op, hvortil jeg udbrød et eller anden, piloten sagde så at vi skulle holde radio tavshed nu fordi alle kunne lytte til vores samtale.

Det var kun mig som kom over på det norske kystvagt værn med helikopter, min kollega som skulle følges med mig blev sejlet derover i en gummibåd – så han blev sø syg igen, han var i hvert tilfælde grøn i hovedet da jeg så ham på kystvagt skibet.
Det var også et forfærdeligt vejer havde vindhastigheden været på 16-18 m/s havde de ikke kunnet rede mig.

På den norske kystvagt skibet blev jeg igen tilset af den samme læge som havde kikket på mig på ” Norørn”. Han fortalt at de havde haft noget af en tur og havde nær mistet 2 mand da de skulle have trawlet ud af skruen, det var derfor at de skulle hjem i al hast.

Den norske kystvagt skibet sejlede os til Svalbard hvor jeg kom på sygehus og de tog røntgenbilleder m.m.
Sener samme dag, torsdag d. 3. november begyndte vi så hjemrejsen med SAS via Tromsø, Oslo hvor vi havde en overnatning, København og slutteligt landede i Skrydstrup d. 4. november.
1 uger og 1 dag efter ulykken.

Det værste ved ulykken var nu ikke længere mim tykke lægmuskel, men mine skulder fordi de smertede helt uhyggeligt, og det tog faktisk fysioterapeut længer til at rette op på mine skuldre en at få fikset benet.
I første omgang kunne fysioterapeuten ikke forstå det, indtil vi kom til at snakke om mine tons tunge rustfrie stål krykker. Jeg havde dem med til fysioterapeuten og hun kunne konstatere at de var 5 cm for korte til min skulder højde og derfor havde jeg så enorme smerter i skulderne.

Efterspil.

Senere fik jeg afslutningen på det med at skipperen måtte kontakte Lyngby Radio.
Problemet var den at skipperen havde fisket inden for Svalbards sømil-grænse hvilket er ulovligt fiskeri, som medførte at rederiet og skipperen fik en bøde på 650.000 norske kroner. Redningsaktionen for at få mig hjem kostede 150.000 danske kroner (den dyreste i BGVs historie).

BGV havde i weekenden 29-30. oktober sat deres forsikringsselskab i gang med redningsaktionen, som så havde arrangeret Falck til at få mig hjem. Så det var en stor organisation som var sat i gang for at få mig hjem.

Beringshavet.

I juni 1989 var jeg på 2 trawler som lå og fiskede efter ingenting – for der var igen fisk i – Berings havet, for at komme dertil måtte jeg flyve til Alaska (Dutch Harbor).
Den ene hed Heather SEA den anden Claymore Sea.
Læs om Heather SEA HER
Læs om Claymore Sea HER

Jeg kan ikke huske størrelsen op disse trawler, men de kunne fiske enorme mængder af fisk.
Begge trawler var norsk indregistreret, men sejlede ud fra Seattle USA.
De havde norsk officer (skipperen, maskinmester og produktionschef), den øvrige besætning var amerikansk.
På begge trawler var der et skilt hvor dagens fangst blev skrevet. Var fangst indtægten under 50.000 US$ (dvs. det de fik på frost), var det kunne skipperen som fik løn, var det over fik resten af mandskabet løn.
Dette havde også noget at gøre med, at behandlede fangsten ordentlig, dvs. at de fik mest mulig på frost.
Så det kan nok forstås at der altid var stres på!

Jeg var længst på Heather SEA. BGV havde leveret igen, igen leveret noget ikke særlige sødygtigt fryse anlæg.

På et tidspunkt var jeg oppe på broen for at få en gedin skideballe af skipperen, han viste mig en kæmpe stime fik på ekkoloddet/radaren … hvad ved jeg, og sag at jeg skulle fandeme få vores anlæg til at virke, ellers … som han sagde ”blir jeg forbannet på deg” … det blev han sener …
Sådant var livet der.

På et tidspunkt blev der slået stor alarm, på trawlet fordi det var ved at springes pga. der var ”for meget fik” i trawlet/nettet.

Det er lidt vildt at noget sådant tyk reb som trawlet er lavet af kan springe, men nogle havde oplevet det.

United States Coast Guard

Som nævnt var besætningen amerikansk.
Jeg havde ikke meget kontakt med dem, de knoklede løst nar der var fisk. Arbejdede 6 time, sov 6 timer, og det hele tiden.
På et tidspunkt brød helvedet løst for USA’s kystvagt, United States Coast Guard, havde i et stykke tid sejlet rundt derud.
Et problem kunne være, at det var for mange ikke amerikanske statsborger på trawleren. Jeg kan ikke huske antallet men mener at der måtte være 5 udlændinge på trawleren, vi var vist 7.
USA’s kystvagt skal man ikke spøge af!

Vi blev bordet af kystvagten, lige pludselig stod dig over alt, de stod alle de centrale steder, der var mange af dem og de kendte alt til trawleren og dens besætning.
Der var ude efter ulovlig fangst at laks, kriminelle personer og udlændinge, dvs. personer som ikke havde arbejdstilladelser i USA.
Laks: det skyldes at laksen var på vej ind for at gyde. Jeg kan ikke huske det, men det kostede kassen hvis kystvagten fandt laks ombord.
Vi havde eller nydt laks i stor stil fordi der var en ”olie” lignede spray som blev opført laksen, derefter blev laksen hængt til tørre i den fri luft og den smagte som røget laks.
Kriminelle personer: Kystvagten fandt et par stykker som de tog med. De var vist stukket at fra myndighederne i Seattle.
Rederiet/skibet fik en bøde, for de skal kontrollere straffeattesten inden de tage folk ombord.
Udlændinge: Det lykkes vist skibet at komme ud af problemer med for mange udlændinge. Jeg blev ikke involveret, andet end mit pas blev kontrolleret.

Jeg forlod kort efter Heather SEA og kom over på Claymore Sea. Her var jeg en uges tid.
Jeg kom ind til Dutch Harbor, Alaska med Claymore Sea.
Fløj herfra til Anchorage, København for første gang på første klasse, det var den gang man kunne trylle. Videre fra København til Skrydstrup.