Zhukovsky Rusland.

Zhukovsky liger ca. 60 km syd/øst for Moskva. Se stedet HER på Google Maps
Fabrikken tilhørte den gruppe af fabrikker som gik under navnet Khladokombinat +et nummer. Khladokombinat betyder ”Kølerum”. Så fabrikkerne hed Kølerum 1, 2, 3 osv. rund om i hele Rusland. Så det var jo egentlig nemt at hold styr på.
Første gang jeg i Zhukovsky var i foråret 1995.

Fabrikken havde købt en RIA 5 ispinde fryser. Det var så men ikke så meget i det.
Jeg boede i en lejlighed i Zhukovsky. Jeg kunne handle ind og lave min egen mad. Der var ikke længere fra lejligheden til fabrikken til jeg kunne gå.
På et tidspunkt fik vi et problem med anlægget som bevirkede at der måtte komme en elektriker til Zhukovsky fra BGV. Det er jo som det er.
En søndag tog vi en tur ind til Moskva sammen med vores tolk.
Det var vores første møde med Moskva. Fin by med en vanvittig smuk undergrundsbane.
Tolken kunne bl.a. fortælle at en eller nogen ville bygge en 1 km højhus/, det kunne de ikke hitte ud af … så det blev til et svømmecenter, nok også bedre.
På et tidspunkt viste tolken os KGB’s hovedkontor. Han sagde at fra kælderen kunne man kun se til Sibirien.
På turen hjem til Zhukovsky, valgte vi at tage toget … en interessant tur.
Da vi nærmede os Zhukovsky blev det pludseligt hevet i nødbremsen, togførerne råbte et eller andet i højtalerne og der opstod lidt tumult og vores tolk blev synlig forvirret.
Da vi kom til Zhukovsky steg vi af toget. En person med læderjakke kom os i møde og råbte et eller andet. Tolken sagde senere at manden havde sagt ”han er ikke steget af toget”. Tolken blev nu fuldstændig hvid i hovedet. Læderjakkemanden vendte om og gik tilbage til en parkeret Volvo bil hvori der sad 4 personer.
Tolken sagde at hvis læderjakkemanden også skulle siden i bilen hvor skulle den person så være, som angiveligt skulle hentes ved toget?
Tolken var rystet og blev endnu mere forvirret da det viste sig at vi var stået af ved den forkerte station.
Vi søgte derfor efter en taxa man alle sad og læste aviser, de skulle ikke nyde noget. Så vi måtte gå flere kilometer før vi fandt en taxa.
Ifølge tolken så var det vores første møde med den russiske mafia!
På fabrikken var det også et kæmpestort frostlager, her hentede folk diverse frosne vare. Engang så jeg en mandsperson, som stod og hakkede en halv frossen ko/tyr over med en økse, det sket medens dyret lå på asfalten.
Det lykkedes ham så han kunne proppe de to dele ind i hans Lada bil.
Iskrem fabrikken var fin, er og der var fliser på gulve og væge, så det var de kommet godt om ved, og der var også ordentlige toiletter.
De producerede ispinde produktion på BGV’s RIA 5 og Stakanchik is (en russisk vaffelis) og en roulade is.
En kollega havde stillet RIA 5 anlægget op, jeg kom for at køre det ind og oplære personalet.
Som nævnt boede jeg i en relativ nybygget boligkompleks. Lejlighed var med rummeligt køkken, stor stue, samt 2-3 værelser, bad med toilet. Ingen internet.
Det heler var tilsyneladende håndlavet, for ingen af de indvendige døre var ens i størrelse og vinduerne gabte så jeg nogle steder kunne stikke fingeren i mellem rammen og karmen. Hullet var dækket til med en liste, så det var sådan set ikke åbent, men tyk fede spyfluer kunne komme ind.
Jeg var der i foråret 1995, der var der ingen problemer med temperaturen, men i vintertiden må det have været et helvede at varme lejligheden op.
Ude i området var der lidt gynger og legeredskaber til børnene, det var ingen græsplæne hvor børnene kunne spille fodbold, kun jord med hundelorte, for der var ufattelige mange hunde som løb rund og larmede og slåssede med hinanden. Så var det katte, tusindvis af katte og de sked i opgangene, så der var en stank af katteafføring. Jeg havde brokke mig utallige gange over det. En dag blev det løst, for jeg vågnede op ved at kattene skreg af smerte. Jeg sov modsat hvor hoveddøren var, men kunne fint høre kattejammer. Da jeg åbnede døren stank det at salpetersyre. Det viste sig at nogen havde hæld salpetersyre på trappe og afsatsen til hoveddøren til mig lejlighed. Stakkels katte … men stank af katteafføring, var væk.
I Zhukovsky lå også en flyudviklings center (Zhukovsky Air Development Center). Nogle gange kunne jeg se de mest utrolig udsende fly, nærmest UFO’er, i luften. Jeg spurgte tolken hvad det var for fly og hvad det skulle bruges til, men jeg fik at hvide at det var hemmeligt, ingen viste noget.
Hvis man Googler Zhukovsky Air Development Center, kommer Russian Tu-144LL SST frem, som er et “kopi” af Concorde.

Nestlé Zhukovsky

Efteråret 1997 kom jeg tilbage til Zhukovsky.

Da havde Nestlé købt iskrem afdelingen af Khladokombinat. Fra BGV havde de købt et større tunnelanlæg hvor de skulle fryses vaffelis, som vi kender det samt Stakanchik is.
Derudover havde de flyttet en RIA 10,2 fra Nestlé Barcelona og den RIA 5 som jeg arbejdet på i 1995 skulle flyttes.

Da jeg kom til stedet var alle anlæg installeret og flyttet og i princippet klar til at sat i gang.
Vi var i denne installation og indkøringsfase 4 montører fra BGV.

Vi boede på Hotel Smolenskaya i Moskva, vi havde derfor ca. 1 time transport om morgenen til fabrikken, når vi skulle hjem hotellet kunne det sagtens tage 1½ time.
Grunden til vi boede i Moskva var skyldes at Nestlés sikkerhedsafdeling ikke fandt det sikkert at vi boede i Zhukovsky, pga. mafiaen.

Det havde de nok ret i, for da det blev oplyst at Nestlé havde købt sig ind i fabrikken i Zhukovsky, skød mafiaen borgmesteren i Zhukovsky. Grunden var at den lovløse tilstand i Zhukovsky ville ophøre, fordi der kom mere overvågning/politi i Zhukovsky. Dette blev bl.a. vist ved, at vi ofte skulle vise pas, samt dokumentation på hvad vi lavede i Zhukovsky, når vi kom til by grænsen/porten.

Vi mærkede ikke noget til mafiaen. Men køreturen var temmelig træls.

Et andet kuriosum angående mafiaen. Da James Bond filmen GoldenEye skulle indspilles blev en af “skurkene” Valentin Zukovsky, som KGB-agenter, opkaldt efter Zhukovsky (dog uden h’et).

Man skal huske på at efter murens fald i Berlin 9. november 1989 og Sovjetunionens kollaps 21. december 1991, opstod der total lovløshed i Rusland. De der reelt styrede Rusland var pengestærke personer (nu kald Oligarki (fra græsk “fåmandsvælde”, af “få styre”) er en styreform, hvor den politiske magt er samlet på et lille antal mennesker (typisk de mest magtfulde pga. enten rigdom, militær styrke, skrupelløshed eller politisk indflydelse). Disse personer var tidligere KGB agenter/ansatte, som havde tilranet sig enorme sum penge og magt.

På Hotel Smolenskaya kunne vi ikke spise, det var noget hundeæde de serverede. Men en 15-20 minutures gåtur fra hotellet, fandt vi en restaurant men fantastisk god mad. Restauranten blev bestyret af Jugoslaver og med garanti mafiaen.

Morgenmaden og frokosten blev spist på fabrikken, vi havde et lille rum der, et kontor med bord stole og et køleskab. Maden handlede vi ind, i Zhukovsky om morgenen.

Selve arbejdet var noget af en udfordring!

Da jeg kom til Zhukovsky var næsten alle anlæg stillet på og sat på plads, men det manglede stadigvæk en del. Derfor var der et stort hul i ydervæggen hvor i gemmen maskinerne kom ind. Det medførte at der til tider var vandagtigt kold i fabrikshallen nogle gange -25 grader, der var jo nærmest umuligt at arbejde med alt det tøj på. Vores hud i ansigtet og hænder tørrede nærmest ud på grund af den kolde og tørre luft, så vi måtte ud og finde solcreme … det blev vist kun til noget Nivea-creme-et-eller-andet.

Nestlés tekniske ledelse og russerne modarbejdede hinanden, hvilket navnlig skyldes at russerne ikke havde meget indsigt og forståelse for de ny og temmelig moderne produktionsanlæg.

Det blev heller ikke bedre at Nestlé ansatte en fabriks- og produktions chef Primitivo. I starten var han god fordi han satte sig ind i sagerne og vi kunne stole på de aftaler vi lavede med ham. Men som tiden gik kom hans sande jeg mere og mere frem og han blev i den grad hadet af det russiske personale i iskrem fabrikken. De hadede ham og var bange for ham. Hans mål var at nedbryde det russiske personale for derefter at opbygge dem, en vanvittig tankegang. Vi prøvede af flere omgange at informere Nestlé om denne situation, men uden at Nestlé blev lydhøre over for det.

Det russiske personale havde det ikke let, for dem var det hele en overledelse. På et tidspunkt snakkede vi med dem om det, der var en som havde hvad svare til vores Civilingeniør eller Diplomingeniør uddannelse, og som kunne snakke lidt engelsk. Han fortalte at russerne sådan set ikke tænkte på arbejdet, for de kunne ikke tjene nok hos Nestlé for at forsørge familien, derfor havde de fleste 2 jobs, han sagde at han arbejde mindst 60 timer om ugen, derudover skulle han mindst bruge 1 helst 2 dage i hans russisk datja (en datja kan være en simpelt sommerhus/fritidshus med tilhørende jord i kort afstand fra hjembyen), for i hans families datja producerede de alle de grønsager som de skulle bruge vinteren over, de havde også et par grise som de slagtede.

Flere gange så vi at det russiske personel lige pludseligt forsvandt, det undrede os og Primitivo blev tosset når det skete.
Grunden var at jungletrommerne havde lydt, der var kommet en lastbil med for eksempel grønsager eller slagte kød til Zhukovsky, så det skulle de ud og hamstre.

Jeg tog hjem til jul og vendte tilbage kort ind i det nye år i 1998.

Nu var der mere stres på, får anlæggende skulle i gang med at producere is. BGV havde desværre leveret et anlæg til vaffelis og Stakanchik is, som virkede langt imod hensigten.

Det er svært at gengive alle detaljerne, jeg kan huske meget af det, men det vil være for omfattende at skrive alt det ned.

Vi var stadigvæk en hel stak montører fra BGV, og vi var nu de eneste udlændinge, dog var der et par ingeniør fra Nestlés hovedkontor i Schweiz … og selvfølgelig Primitivo, han var ved at køre os alle fuldstændigt rundtosset.

På et tidspunkt i det tidlige forår 1998 kom der en hel delegation fra BGV til Zhukovsky, de skulle på en eller anden måde forsøge at få styr på det. Dette tidspunkt fik vi problemer med et gear som vejede 45 kg, gearet knækkede totalt sammen og produktionsanlægget stod derfor helt stille. Der blev arrangeret at en person fra BGVs kontor skulle flyve over med den.
Mange gange når vi skulle have dele over til projektet var der normalt en sekretær fra BGVs kontor i Moskva som tog til Danmark for at hente delene, denne gang var der ingen på kontoret i Moskva som havde vise til Danmark, derfor kom der en fra BGV over med gearet.
I øvrigt kunne det være temmelig nemt at komme igennem tolden med dele. Der var en gang en fra BGV som kom igennem med 120 kg reservedele han røg lige igennem tolden uden problemer. Jeg blev en gang stoppet med et lille bundt luftslanger og andre småting, jeg stod og ævlede med tolderen i timevis, indtil de gav sig, og jeg fik mine dele med.
Med hensyn til gearet, så blev det stoppet i tolden, det var ligesom for meget af det gode, så han kom til Zhukovsky uden gearet, og så var fanden jo løs, for der var ingen told deklaration på forsendelsen, han havde et lille stykke papir hvor der stod et nummer hvor gearet var placeret på toldvæsnets lager.
Men Rusland er jo Rusland, så direktøren fra Nestlé fik arrangeret at vi skulle få tømret en trækasse sammen, som svarede 100% med de mål som gearet var levret i og den blev fyldt op men sten og jern, så den vejede det samme. Direktøren fra Nestlé kørte fra Zhukovsky med trækassen samt en stor kasse med is og et bundt penge. Et eller andet sted mellem lufthavnen og Zhukovsky mødtes direktøren og chefen for toldvæsnet og udvekslede gear, trækasse, is og penge. Så vi fik gearet, chefen for toldvæsnet fik en trækasse med indhold som han kunne sætte det sted på lageret hvor gearet havde stået, samt penge til sig selv og is til hans personale.

Da delegation fra BGV kom til Zhukovsky var jeg sjakbajs, det betød at det var mig som havde ansvaret/kontaktperson overfor ledelsen fra Nestlé Zhukovsky og deriblandt Primitivo samt at jeg var den som rapporterede til teknisk- og projektafdelingen hos BGV. Det var ok, noget jeg var vandt til.
Men da delegation fra BGV skulle hjem fra Zhukovsky, fik jeg noget på oplevelsen.
De to hjem en mandag, vil havde arbejdet til meget sent lørdag aften, derefter kørte vi ud og spise på den ”Jugoslaviske restaurant”, os som skulle på arbejde om søndagen tog til hotellet og sov, resten tog på diskotek i Moskva. Det blev fortalt at de havde været på en del diskoteker, på en af de første diskoteker have en af cheferne fra BGV glemt hans attachetaske hvori der var dokumenter, pas, penge og meget mere, men det havde ingen ænset så fulde var de. På et tidspunkt kom en taxachauffør ind til dem med attachetasken. Taxachaufføren havde kørt bag efter dem, været inde på samtlige diskoteker hvor de havde været og fandt dem til sidst, så der er altså gode og ærlige mennesker i Rusland!

Lørdag eftermiddag havde den tekniske direktør fra BGV og chefprojekt lederen fra Nestlés hovedkontor i Schweiz udarbejdet en rapport som vi skulle arbejde ud fra. Samt vi fik oplyst at det fra nu af var den tekniske direktør fra BGV og chefprojekt lederen fra Nestlé som kørte projektet og jeg skulle kun rapportere til den tekniske direktør fra BGV. Det var jeg noget forbløffet over, for de havde lavet det hen over hovedet på ledelsen af iskrem fabrikken, dvs. russerne og Primitivo.
Mandag morgen da vi kom på arbejde, gjorde vi som vi plejede, fik morgenmad og jeg fik en snak med den tekniske ledelse på fabrikken og med Primitivo, der var intet som spøgte.
Jeg gik op på vores lille ”kontor” og begyndte at skrive en rapport til BGV angående det arbejde vi havde udført om søndagen og hvad vi ellers skulle lave.
Lige pludseligt stod der en kollega i døren, som var kridhvid i hovet, jeg skulle øjeblikkeligt komme med i fabrikken. Fanden var løs i Laksegade!
Der i fabrikken stod der en hel delegation fra Nestlé, der var øverste fabriksdirektør, teknisk direktør, produktions direktør, Primitivo, nogle andre, men også den aller øverste direktør/præsident for Nestlé i Rusland, han havde tidligere været ambassadør for Schweiz i Thailand, tak spids! Og de var alle stik tosset over at de ikke havde været involveret i den afsluttende proces.
Det var ikke min skyld, at de ikke var blevet bedre involveret, men jeg repræsenterede BGV, derfor var det mig som stod for skud, noget jeg har prøvet utallige gange. Men at sidde overfor en tidligere ambassadør, som en durkdreven person som tydeligvis var vandt til at håndtere sådanne situationer, har jeg aldrig prøvet og heldigvis ikke været ude sat for siden hen.
Jeg kunne ikke gøre andet end at henholde mig til det mødereferat som den tekniske direktør fra BGV og chefprojekt lederen fra Nestlés hovedkontor havde udarbejdet. Men det var vanvittigt vi sad i det møde i timevis. BGVs kommentar til dette var, det er Nestlés problem, og så sad vi montør der igen, som ofte før, som lus imellem to negle.

Problemet på anlægget var at pakke Stakanchik isen, det var vanligt et transportbånd som gav problemet. Fra transportbåndet blevet produkterne afleveret ned i pakkemaskinen. For at finde en løsning, på det famøse transportbånd borede jeg ca. 120 huller. Efter ca. ¾ års arbejde fik vi problemet løst. Men det var noget af en opgave.

Som tidligere nævnt boede vi på hotel i Moskva. Efter at være vendte tilbage kort ind i det nye år i 1998, flyttede vi til et hotel Interpol i Moskva, den lå tæt ved den røde plads. Hotellet var noget være lort, den var fyld med prostituerede som konstant bankede på døren. Vi fik det dog løst ved at en hotelkarl fik lidt dollars en gang imellem, han kunne holde dem væk. Udenfor hotellet stor de prostituerede linet op, det var hundekoldt og de der med minimalt tøj på. Vi fik oplyst at de kostede 100 dollar pr. time, men så er der ikke meget tilbage hvis man skal bruge ½ time til at tø dem op i, en syg joke som vi montør kunne finde på.

Det var mange gode restauranter rundt omkring hotellet. Bl.a. fandt vi en restaurant hvor vi kunne læse danske aviser. Det var virkeligt luksuøs mad de lavede der, men det var meget dyrt så jeg var der kun 2 gange. Det viste sig at dem som stod for restauranten var Hells Angels fra Sverige. Personalet var flinke og høflige, men kendte ikke en skid til restaurant arbejde og så var de total dækket til så man næsten ikke kunne se deres tatoveringer.
Hvis vi kom sent hjem så lå der en Steff-Houlberg pølsevogn ved siden af hotellet, den kunne man købe lige nøjagtigt det samme som vi gør i en dansk pølsevogn.
Temmelig ofte lå der 2 ungen personer og sov i deres soveposer i bunden af pølsevogn. Grunden kunne være at det var simpelthen deres hjem, eller at moderen (damen som solgte fra pølsevogn) havde 2 jobs, håbede et eller andet sted det sidste.
Men sådan var det i Rusland, der sad gamle mennesker over alt og solgte syltede grøntsager, marmelade og deslige.

Som nævnt skete transporten i den tid jeg var i Zhukovsky med taxa og vi havde næsten den samme taxachauffør hver gang, han hed Alexander og han havde sin Lada, som han var stolt af.
Da jeg kom dertil i efteråret 1997, var det mørkt gråt og møgbeskidt, så der var ikke meget at se.
Min plads varlige bag ved Alexander. Når vejen var våd var mit venstre sko og bukseben altid lidt fugtigt. Det to jeg mig som sådan ikke meget af. Men da det så blev forår og der var blevet mere lyst når vi kørte kunne jeg fra mit sæde se vejbanen og de ”hvide” striber. Det viste sig at der var et hul mellem bundrammen og dørkarmen på bilen. Vi spurgte Alexander hvorfor det hul var der, han forklarede at, hans Lada var bygget op af 3 Lada karosserier, han sagde at man ikke bare kan tage f.eks. taget fra en Lada og sætte det over på en anden Lada og så tro at taget med glas og det hele passer over på den anden Lada, for det gør der ikke. Lada er åbenbart individuelt produceret. Derfor var der et hul mellem bundrammen og dørkarmen på bilen.

Jeg kom tilbage til Nestlé Zhukovsky i begyndelsen af 00’erne.

Der havde Nestlé fået meget mere styr på det, alle russiske manager var ud, dog undtaget teknisk afdeling. Primitivo var ligeledes ikke at finde på fabrikken, ham havde de flyttet ind på Nestlés hovedkontor i Moskva, hvor han var uden beføjelser. Der har sikkert stået et eller andet i hans kontrakt, at han ikke bare kan fyres. Det skulle efter hvad jeg har fået oplyst, være en at de gode ting ved at være ansat hos Nestlé, er man først inde og har præsteret et eller andet, så er det næsten umuligt at komme af med en ansat.

Min opgave denne gang var at overhale alle BGVs anlæg på fabrikken. Det var et ok arbejde. Jeg kom i starten af november, tog hjem til jul og var tilbage i januar og 2 måneder frem.

Jeg boede denne gang på Guest House Pomestye i Zhukovsky. Her kunne jeg lave min morgenmad på værelset, spise middag på fabrikken og aftensmad på en af restauranterne i Zhukovsky. Nestlés tekniske direktør sagde til mig at jeg skulle finde 2-3 gode restauranter, få fat i en deres menukort, som jeg kunne tage med til Nestlé som så oversatte dem. Det var en win-win-situation for alle.
I alle de år jeg har været i Rusland har jeg drukket Vodka, en god Vodka helst en som er købt på apoteket. Det er jo fuldstændigt vanvittigt for os vesterlændinge at vi kan købe alkohol på apoteket, men det er en fast del af russiske vodkakultur gennem årtier. Grunden til at Vodkaen helst skal komme fra apoteket, skyldes at Vodkaen således er kontrolleret og ren. Grunden hertil er at der er utallige eksempler på at dårlig russiske vodka kan man blive utroligt syg og blind af.

Men en gang fik jeg dårligt Vodka på en restaurant som jeg egentligt havde spist en del på, jeg fil 2 Vodka shots, da jeg kom ud af døren og ud i kulde klappede mine ben total væk under mig, det var som om de var blevet til gelé. Jeg var ikke fuld og jeg fokuserede rigtig meget på at styre mine ben, men lige meget hjalp det. Det var faktisk et sandt mareridt. Men heldigvis kom der en politibil med venlige politifolk, de sagde med det samme ”bad Vodka”. De fik mig ind i politibilen, da vi kom til hotellet var personale på hotellet ved at stikke af, fordi politi er lig med mafia og derfor lig med ballade. De to politimænd hjalp mig op på mit værelse og lagde mig i seng. Jeg takkede på det lidt russisk jeg kunne og politimændene forsvandt og jeg havde det vanvittigt dårligt dagen efter. Jeg sagde til Nestlé hvad der var sket, mere kom der ikke ud af det.

I denne omgang havde jeg også en tolk. Hun var tidligere skolelærer og underviste i russisk, engelsk og spansk. Hun fortalte mig en meget gribende historie på hindes liv. Jeg tror faktisk at den er meget dækkende for de russer som kan kaldes for middelklassen, dem som er veluddannet ikke helt fattige men på vej dertil.
Hendes liv var guld og grønne skove under tid med kommunismen dvs. Sovjetunionen fordi der var der styr på det. Der var ingen problemer med ulydige elever, undervisningsmaterialet var der. Sikkert vigtigst af alt, så kunne hendes familie med mand og 2 børn, en dreng og en pige, rejse til Uralbjergene i vintertiden og stå på ski og rejse til Sortehavet om sommeren og nyde solen og svømme rundt i Sortehavet.
Da Sovjetunionen kollapsede i 1991, forsvandt alt dette under deres fødder. Priserne på fødevarerne steg, hendes husleje stek med 110%. Hun fik ikke længere løn, fordi staten ikke havde penge til udbetaling af lønninger.

Hun og hendes mand lagde derfor deres lig om. Hun begyndte at lave privat undervisning samt at tolke i virksomheder som havde udenlandsk besøg, som f.eks. for mig hos Nestlé. Hun blev også involveret som tolk for politiske organisationer, her fik hun indblik i kontrasterne, fordi disse organisationer væltede i penge. Hun kom på dyre restauranter i Moskva og oplevede, for hende den vanvittigt luksuriøse levestil nogle få russer levede i. Men der var gode penge i det, så hun måtte leve med det.
Hendes mand havde startede et firma som importerede italiensk fancy tøj, sko og deslige. Men han gik konkurs med hans firma. Hendes mor arbejdede med nogenlunde det samme og sagde at hun nok skulle hjælpe ham i gang igen, det skete og det gik godt, men lige pludseligt var hendes mand forsvundet. Familien ledte allerførst selv efter ham, men han var ikke til at finde. Derfor gik hun til politiet, de gad nærmest ikke, for det var jo en dagligdag for dem at, personer forsvandt. Efter en uges til sagde de at, politiet ikke kunne finde ham. Derfor hun til en privatdetektiv, som fandt ham. De fandt ham ude ved en skov, skudt i nakken og på manden lå der en seddel at alt gæld var betalt og der vil ikke ske hans familie noget. Det var en mafia henrettelse, manden havde lånt penge af mafiaen, som han ikke kunne betale tilbage.
Det eneste manden værdi havde efterladt var en Ford Scorpio, den solgte hun og det dækkede kun lige udgifterne til politiet og privatdetektiven.
Så nu stod hun der, ingen mand og to unge mennesker som intet forstod af det hele, og et dårligt forhold til sin mor. Det var jo hendes mor som fik hindes mand involveret i mafiaen osv.

Dette var så noget af det som jeg har valgt at skrive om fra min tid hos Nestlé Zhukovsky.