Zimbabwe

Et land jeg arbejdede i:

• 15/6 til 22/8, 1987
• 2/11, 1987 til 19/12, 1987
• 4/1 til 18/2, 1988.

Zimbabwe er et utroligt smukt land de har kun et skade dyr og det er Præsident Robert Mugabe.
Mugabe var Præsident da jeg kom til Zimbabwe i juni 1987, på det tidspunkt var han største skræk lederen af Joshua Nkomo fra Matabeleland som ligger i den syd vestlige del af Zimbabwe.
Man sagde at befolkningen i Matabeleland var de kloge og arbejdsomme og den del af Zimbabwe hvor Mugabe kom fra var de dovne men de var de fleste.
Mugabe’s frygt/magt blev vist når han hver morgen kørte på arbejde, hans bilkortege bestod af en jeep med maskingevær monteret på taget, 2 motorcykel, så kom Mugabe’s store skudsikker Mercedes-Benz, derefter endnu 2 motorcykler og slutteligt endnu en jeep med maskingevær monteret på taget.
Læs mere om Zimbabwe HER

En dag (kort før jeg kom til Zimbabwe) havde et ældre ægtepar overset en bilkortege. En af motorcykelbetjentene kastede sig ind under ægteparrets bil for at få den stoppet, hvilket lykkedes – men maskingeværet gjorde det af med ægteparret.

En dag, da vi kom for sent ud fra hotellet, var det samme næsten ved at ske for os. Det var ret rystende. Det, der skete, var, at vi kom for sent ud fra hotellet, fordi chaufføren, Søren – en industrikølemontør fra DTD i Aarhus og lidt af en verdensmand – mente, at han sagtens kunne nå at køre ud, før Mugabes bilkortege kom. Jeg nåede dog at hive i håndbremsen, så vi stoppede før fortovsoverkørslen.

En af motorcyklisterne slog et sving ind mod os, og manden med maskingeværet på den sidste jeep, som kom bagved, løftede en advarende pegefinger mod os. Vi hev alle Søren ud af førersædet og smed ham om på bagsædet – han fik ikke lov til at køre mere, og vi rapporterede episoden til ledelsen i DTD.

Tørke i Zimbabwe

Da jeg ankom til Zimbabwe i juni 1987, var landet midt i en 2½ år lang tørke. Der var steppebrande overalt, og vandstanden i Lake Chivero var dramatisk lav. Søen er ca. 8 km lang og har en dybde på omkring 27 meter med et anslået indhold på 250 millioner kubikmeter vand.
Vandstanden i søen var sunket med 1,5 meter målt ved dæmningen. Lake Chivero er en af de 2–3 søer, der forsyner Harare med drikkevand. I Bulawayo, landets næststørste by, var der kun vand til ca. 6 måneder – derefter ville de løbe tør.
Der var parlamentsmedlemmer, som foreslog, at man skulle danse regndans hver dag før parlamentsåbningen. Det afviste Mugabe. Men det skal man ikke grine ad – regndansen er en af de vigtigste ritualer i Zimbabwe.

Den første periode

Fra juni til august stillede jeg maskiner op, kørte dem ind og fik dem til at snurre rundt. Det var noget af en katastrofe, for BGV havde leveret nogle elendige anlæg. Dertil kom, at DTD (repræsenteret ved Søren-verdensmanden) også havde fået skruet et komplet ubrugeligt køleanlæg sammen.
DTD’s projektleder sagde, at Søren var dygtig – men til sidst fik nogen has på ham, og han blev sendt hjem til Aarhus. Desværre gik der alt for lang tid.
Der var sindssygt mange udfordringer …

Indvielsen af fabrikken Dairibord Harare
Læs mere om Dairibord HER

På et tidspunkt fik vi anlæggene til at køre, så produktionen kunne gå i gang, og fabrikken kunne indvies. Landbrugsministeren kom for at klippe snoren over.

På selve dagen skulle DTD’s mejerist Hans “lige pille lidt” med en skruetrækker på vores maskine. Det endte med, at han rev en afskærmning af – lige dér, hvor landbrugsministeren, pressen og 80 gæster skulle komme ned ad trappen.

Gode råd var dyre.

Jeg fandt den smukkeste og højeste smed, gav ham pænt arbejdstøj på og installerede ham, så han kunne holde på skærmen. Oven på skærmen lagde jeg en notesblok og en fin ny BGV-kuglepen. Jeg sagde til smeden, at han under ingen omstændigheder måtte give slip, og at han til alle – ministeren, pressen m.fl. – skulle sige, at han lavede kvalitetskontrol.

Dette skuespil udførte han til et 13-tal med pil opad! Han blev faktisk den, alle talte med, da han var den første, de mødte.

Dem jeg frygtede mest, kunne ødelægge det hele, var DTD’s ledelse, for de anede ikke, hvorfor smeden stod der. De brokkede sig selvfølgelig til mig – de vidste jo godt, at der ikke skulle føres protokol den dag. Først et par dage senere fortalte jeg dem, at det hele skyldtes mejeristen Hans – som herefter blev døbt “Hans Fummelfinger”.

Indvielsen fandt sted en fredag. Lørdag skulle vi egentlig ikke producere, men fordi der var fodboldkamp og mangel på is, tog Hans Fummelfinger og jeg ud til fabrikken og fik sat produktionen i gang.

Transportbåndet, som normalt transporterede kasser med is ind i frostrummet, vendte vi om og stak ud af vinduet, så isen kunne ryge direkte i lastbilerne.

Søndag skulle der heller ikke produceres, og da vi ikke ville på fabrikken (det var vores ugentlige fridag), startede de selv anlægget – og gjorde alt galt. Herefter gik alt også galt for os.

Set i bakspejlet viste det sig, at fredag og lørdag blev de bedste produktionsdage på fabrikken. Efter søndagen var alt et mareridt – maskinerne og køleanlægget gik i stykker.

Den anden of tredje periode

Da jeg vendte tilbage til Zimbabwe i december, “kom jeg med regnen”, som de sagde. Det begyndte at regne samme dag, jeg ankom, og det regnede næsten hver dag i månederne efter.

Jeg må sige: jeg har aldrig siden set noget lignende. Et land, der var tørt og goldt, forvandlede sig til et blomstrende paradis på to uger.

Da jeg forlod Zimbabwe i februar (jeg var dog hjemme over jul og nytår), var vandstanden i Lake Chivero steget med ca. 1,5 meter – kun én centimeter manglede, før vandet ville løbe over dæmningen.

Wolle Kirk
Læs mere om Wolle Kirk HER

Hvis man fulgte med i de danske aviser i starten af 1970’erne, vil man kende navnet Wolle Kirk. Han havde en stor gård i Hanstholm-området, som han solgte, da Danmark kom med i EF. Pengene tog han, sammen med sin kone Birte og deres fem børn, med til Zimbabwe, hvor han startede landbrug, tobaksproduktion, foderstofproduktion og mejeridrift.

De medbragte også sæd fra rød dansk malkerace, som var kommet fra Greve Jens på Gram Slot og Gods. Det viste sig dog, at den røde danske malkerace ikke klarede sig godt i Zimbabwe. En af Kirk’s største bedrifter blev derfor indførelsen af malkekoen The Red Dane, en krydsning mellem lokale kvægracer og svensk, canadisk og australsk kvæg.

I de sidste 25 år er mælkeproduktionen fra Wolle Kirks køer blevet en af de største i Zimbabwe.

Jeg mødte Wolle Kirk til julefrokost i 1987. Det var en 100 % dansk julefrokost, hvor maden var fragtet med danskerne, og rugbrødet hjemmebagt. Kirk kom lidt senere end os andre og lignede en vild viking med stort rødt skæg og tøj, der engang havde været hvidt, men nu var rødligt som jorden, vi gik på.

Julefrokosten gik ikke så godt for mig – Wolle Kirk drak mig under bordet.

Ud over mejeridrift havde familien også en af Zimbabwes største tobaksplantager, drevet af sønnen. Når hvide farmere ansatte markarbejdere, ansatte de den stærkeste i familien, og med ham fulgte resten af familien, som skulle huses.

For at få plads til sine ansatte byggede Wolle Kirk Den Fynske Landsby med originale tegninger fra museet i Danmark. Han byggede også skoler og hospitaler og støttede udviklingsarbejde sammen med Danida.

Det viser bare, hvor ødelæggende det er for et land at have en uduelig præsident som Robert Mugabe.

Wolle Kirk har også været regionsformand og arbejdet sammen med premierminister Morgan Tsvangirai.

Slutningen

I efteråret 2008 deltog jeg i et foredrag med Wolle Kirk i Lindknud. Det var en udbrændt og rørt Wolle Kirk, vi mødte. Han var rejst fra Zimbabwe i 2007 pga. urolighederne. Ved første angreb mod hans gård klarede han frisag, fordi han tidligere havde hjulpet den lokale politidirektør gennem sit arbejde som regionsformand. Ved næste angreb gik det hårdere til – Kirk mistede sit ene øje. Han tog til Danmark, men var tilbage i Zimbabwe senere i 2008.

“Den danske storfarmer i Zimbabwe, Wolle Kirk, var blandt de dræbte i onsdagens voldsomme trafikuheld ved Thisted.”
Torsdag den 9. april 2009

Wolle Kirks søn og familie bor der stadig og driver farmen og tobaksplantagen videre.