Project Kuban Timashevsk, 1990 juli – slut september.

Timashevsk er en by som ligger i Krasnodar Krai distriktet, 73 kilometer nord for Krasnodar, øst fra Sortehavet.
Se her hvor Timashevsk ligger.

Projektet blev startede af en russisk militær person, som ville have et godt eftermæle i hans hjemegn.
Det var i den tid hvor Mikhail Gorbatjov blev præsident med Glasnost og Perestrojka, økonomien var i bund og en total korrupt russisk nation.

Projektet startede med at bygge en byen Kuban, til ca. 2.500 indbygger, indkøbssted, hvor der aldrig var mad at købe … jo, nogle gange ris med orm/insekter i. Hospital, skole og et hotel.
Tilslut blev fabrikken bygget, en meget stor fabrik.
Fabrikken skulle producere fødevare, alle mulige mælkeproduktet og frossen grønsager.
Mælkeproduktionen var danske og svenske maskiner.
Mælkepulver produktion: Niro (i dag GEA Niro, Søborg)
Mælkeproduktion: Tetra, Sverige
Laboratoriet: Foss, Hillerød.
Iskrem fremstilling: Hoyer Aarhus
Iskrem produktion: Brødrene Gram, Vojens (omtalt som BGV)

Det medføre at der var mange montør tilstede. Vi blev dagligt transporteret med busser.

Dertil kom jugoslaverne fra firmaet Frikom Ice Cream, der havde bygget byen og fabrikken.
Russerne havde intet lavet, de kom først til da fabrikken skulle til at producere.
Ja, Frikom Ice Cream (læs, hvis du ikke har) … mere om det senere …

Jeg tog derned først for at sondere, hitte ud af om vi manglede noget osv.

Rejsen gik fra Skrydstrup til Krasnodar, via København og Moskva, var noget af en prøvelse.

I den internationale lufthavn og den nationale var der ikke noget som hed kuffert vogne/ trolley, så jeg måtte bære det hele. Privat kuffert 30 kg værktøjs kuffert 30 kg samt håndtaske, mener også at jeg have en kassen med dele med.

Turen fra den ene lufthavn til den anden, skete med taxa som var ligeglad med den russiske møntfod Rubel … den var intet vær, så jeg måtte betale ham med US dollars.
Det var en vanvittig tur rundt om Moskva. Møgbeskidt over det hele. Så bl.a. ”græssende” kørerne i midterrabatten hvor græsset var total svinet til med støv, olie og hvad der var værre.

Da jeg kom til den nationale lufthavn, lykkes det mig med stor besvær at finde gaten, jeg skulle flyve til Krasnodar fra. I gate afgangen var vi stuvet sammen som kvæg!

Men vi kom i flyet. En gammel faldefærdig fly. Der var bl.a. ingen polstring i sæderne, så når man havde sat sig, så sad man der.
Der blev ikke serveret mad, men vi fik noget at drikke … saftevand.
De havde 25 kopper som blev uddelt, samlet sammen, vasket, og uddelt igen. Til sidst havde alle 400 passager fået. Alle passager nåede lige at få saftevand på den 4 timer lange flyvetur.

Da vi landede i Krasnodar blev alt vore bagage sat på landings jorden, og vi måtte selv bære alt vore habengut og snegle os 1½ km til lufthavnsterminalen.
Vi gik imellem diverse parkerede flyvemaskiner. På et tidspunkt var der en flyvemaskine som startede  dens motorer, så de der havde hat på, måtte ud og lede.
En firma taxa hentede mig i Krasnodar og kørte mig til hotellet i Kuban, der fik jeg så første syn på de russiske afgrøder og lande liv. Det tog ca. 2 time at køre turen.

På iskrem fabrikken havde BGV 2 små RIA 5 anlæg til ispinde produktion, 8 iskrem fryser og en ILF til vaffel/bæger produktion.
Det hele var egentligt som det skulle være. Jeg fik mig installeret i et rum, som jeg selv havde taget et hængelås med til. Det var et meget dyrt hængelås, som skulle være svært at dirke op. Derudover havde russerne/ jugoslaverne også sat deres hængelås på døren, som var en stor jerndør. Der var ingen vinduer i rummet.
Da jeg kom på arbejde dagen efter var min hængelås væk, den anden var der, låst, alt mit arbejdstøj, værktøj m.m. var væk.
Der var ingen som kunne forklare hvad der var sket. Det kom meget ballade ud af det.

Dette bevirkede at min kollega Jan Gerber måtte slæbe hans og mit habengut til fabrikken. Jeg mener at huske at han bar på 130 kg!

De næste som kom derned var 3 montør fra Hoyer Aarhus. Hoyer og BGV er kæmpe konkurrenter og ledelsen i begge firmaer kunne ikke døje hinanden.

Jan og jeg fik en besked igennem til dem, så de kunne tage med hvad vi manglede, deriblandt rugbrød, leverpostej og kaffe.

Det at vi var 5 montør betød at vi fik det sjovt og det blev holdbart at arbejde der.

Vi fik fat i en sortbørshandler, som hjalp os med finde dit og dat, bl.a. importeret øl, ægte Beluga Kaviar (som vi spiste store mængder af) og ikke at forglemme; god russisk vodka.
Sortbørshandlerne var udannet tandlæge han og hans kone ville til Australien og arbejde som tandlæge, de havde visa men manglede et større pengebeløb (mener der var 85.000 Australsk dollars).
Vi betalte ham i russiske rubler og lidt udenlandsk valuta.
På et tidspunkt organiserede han en tur til Sortehavet.
Der kom 2 biler en søndag morgen og så kørte vi til Sortehavet.
Et møg beskidt sted og vi kunne ikke få noget at spise. De fandt dog et sted. Et bjælkehytte/restaurant hvor skimmel og mug sivede ned af træ væggene. Jeg husker maden som værende elendigt, men de to chauffør og sortbørshandlerne spiste med velbehag.

For at afslutte historien om sortbørshandlerne, så endte den tragisk, som så meget andet i Rusland.
Han fik samlet alle penge sammen så de kunne komme til Australien, men han kone berøvede ham pengene og stak af med en anden … der er jo vanvittigt. Det var montør fra BGV, som kom derned året efter mig, som fortalte det.

Hotellet var OK, værelserne var rene, sengen var ok. Det ”eneste” vi sloges med på værelset var mega store kakerlakker. De kom der fordi vi havde vores arbejdstøj med hjem her inkluderet vores sikkerhedssko.
Vi gik jo rundt i iskrem/mælk og det slæbte vi med til hoteller. Første nat stillede vi skoene på gulvtæppet i værelset, da vi vågnede næste morgen var der en sværm at de forbandede kakerlakker.
Skoene kom efterfølgende ud og stå på altanen, men gulvtæpper blev aldrig så rent at vi slap for kakerlakker.
Grunden til at vi havde vores arbejdstøj med på hotellet, var at jeg jo var blevet berøvet engang, derfor turde vi ikke at lade det ligge på fabrikker. Det var et være bøvle at slæbe værktøj, arbejdstøj frem og tilbage hver dag.

Vi spiste varmt middagsmad med på fabrikken, det var ok. Til aftensmad fik vi ”noget” på hotellet. Det kunne være pølser, grøntsager, brød. Til tide noget varmt … hvis de strammede sig ad. Af drikkevare var der vodka og saftevand og sommetider russisk ‘champagne’, champagne smagte faktisk rigtig godt.

Som nævnt, så var der rigtig mange skandinaviske montører på projektet. Bl.a. var det 10 dansker fra Niro, men de var alle sure på hinanden og spiste på hvert sit bord. Det var fuldstændigt tåbeligt at se på. Når de blev fulde sad de og råbte til hinanden. Desuden var der nogle tyske montør som kom og gik.

Men vi var 5 i vores lille gruppe og vi havde det hyggeligt. Vi fandt vores måde at komme rund med tingene på.

Vi havde flere gange protesteret over servicen og maden på hotellet.
Her stod alle udlændinge sjovt nok sammen.
Jeg kan ikke huske hvem der tog initiativet, men der blev skrevet et brev til det russiske kultur ministerium, som hoteller og sådanne, hørte under.
Fuldstændig overraskende fik vi svar. Det medførte at hotel direktøren og restaurantchefen fik en ”næse”, så der kom dialog i gang.
I fik ikke noget ud af det, svare tvært om, idet alle blev sure på os og vi fik endnu svære ved at få bedre mad og service.

Da vi var ved at få iskrem fabrikken til at køre, fik vi den ide at holde en fest. Den planlægning fik vi meget tid til at gå med, det var sjovt.
De inviterede var: Den russiske ledelse af iskrem fabrikken og de ansatte som vi havde mest kontakt med og de jugoslaverne fra firmaet Frikom Ice Cream, som vi kunne holde ud at snakke/arbejde samme med.

Maden var det helt store omdrejning, for vi ville gerne, at restauranten serverede bedre mad en den vi plejede at få serveret.
Vi prøvede også om vores sortbørshandlerne kunne lever god mad, det kunne han godt, men restaurant chefen ville ikke have det.
Vi kunne ikke få oplyst hvad vi kunne få, så vi måtte tage det som det kommer.
Vi havde også bestilt et 8 mands orkester.
Desuden havde restaurantchefen indvilliget i at lukke restaurant, så der var kun os … og vi havde inviteret 70 personer.
Vi kunne heller ikke få oplyst hvad det kunne komme til at koste. Så vi aftalte at, hvis det blev dyrt ville vi sende regningen til Hoyer/BGV, hvis det ikke blev dyrt ville vi selv betale det med vores diæter.

Det blev en kanon god fest!
Vi fik en forret som jeg ikke husker hvad var, til hovedret fik vi Kylling Kijev … det er en kylling som er kørt flad af en damptromle og der er plantet en spejlæg på den, der til var der ris og noget salat. De spiste alle denne ret med stor behag.
Til dessert havde vi medbragt softice is fra fabrikken, det var de meget tilfreds med, for så vidste de, at vi var i gang med iskrem produktionen.
Det til kom der mængder at drikkevare, vodka, champagne og saftevand.
Der blev danset og festet til solen stod op …

Et par dage efter fik vi regningen op et stykke pap … prisen for hele molevitten var sølle 900,- kr. … vi tog den selv på diæterne 😀 .

I weekender kom der sommetider en bus med 10-15 damer som blev placeret rundt i restauranten, det var ikke nogen som blande sig med os ”udlændinge”, så vi tog ikke særlig notits af dem.
Men en gang kom en af damerne over til vores bord, nok navnlig fordi 2 af montørerne fra Hoyer havde importeret damerne med cigaretter, som var købt af vores sortbørshandler.
Men der måtte hun ikke side, så der kom en mandlig person og hev hinde væk. Det blev der nogen ballade over, men det var kun råb og sådan … ingen slåskamp.
Jan Gerber og jeg gik op på værelset og drak et par øl der.

Sener kom en af Hoyer kollegaerne, Kenneth, og sagde at der var slåskamp mellem en af Hoyer kollegaerne, Johnny, og den russer som havde fjernet damen.
Vi gik derved, Jan og Kenneth fik stoppet kampen.
Men af en eller anden grund synes Johnny at det var ikke nok, russeren skulle have mere tæsk.
Jeg fandt Johnny stående og tildelte russeren nogle voldsomme slag, medens russeren sad i en Lada bil. Johnny rev nøglen ud af bil og smed nøglerne ud i en sø, som lå ved hotellet. Da Johnny ville tildele russeren flere slag forsvarede russeren sig ved at stikke en lille skruetrækker igennem hånden på Johnny. Adrenalinen må have været høj i Johnny, for han slog russeren med den hånd hvori skruetrækkeren sad. Lidt vildt!
Nå, men jeg fik endelig Johnny stoppet og fik han væk derfra. Jan og de andre to fra Hoyer kom også tilstede og der kom lidt ro på det. Johnny trak selv skruetrækkeren ud af hånden og fik plaster på. Der skete ikke noget med hans hånd.
Der var selvfølgeligt en del postyr og politiet var også ankommet. Men der skete os intet vi blev ikke afhørt.
Vi drak et par øl eller 3 på værelset, fik det hele snakket igennem og gik i seng.

Da vi kom på arbejde mandag blev vi indkaldt til stormøde. Det viste sig at det var KGB som styrede mødet. Og der blev vi så afhørt, men stille og roligt.
Faktisk sagde KGB at de i nogen tid havde været bekymret for os, ikke at vi ville gøre noget kriminelt, men fordi ”nogen” kunne gøre noget ved os. Derfor havde vi være overvåget.
Mødet med KGB endte med at Johnny og jeg skulle skrive en rapport om hændelsen. Den måtte kun fylde en side, den skulle være håndskrevet og der måtte ikke være linjeskift. Det for at ingen kunne tilføje noget i rapporten.
Vi skrev rapporten, afleverede den til KGB, vi hørte ikke mere til sagen.
Men på hotellet var der efterfølgende KGB sikkerhedsvagter tilstede, hvilket restaurant chefen var meget utilfreds med, fordi der ikke kom russiske restaurant besøgende. Dette bevirkede at vi fik endnu dårlige service og mad.
Alt dette betød at det ikke længere var ”sjovt” at være der … vi ville alle bare være færdig og hjem … men så let gik det desværre ikke!

På fabrikken havde vi også vores udfordringer, og det gik ikke bedre da min onde ånd ”lille Hitler” fra Beograd ankom med en stab at personer iskrem fabrikken Frikom Ice Cream. Deres arbejde var at stå for undervisning af det russiske personale og køre produktionen ind.
Det var et total lavpunkt da jeg så ham!
Heldigvis boede han og det øvrige personalet fra Frikom Ice Cream ikke på hotellet.
Alle Jugoslaver som arbejde på fabrikken boede i de huse som lå rundt om hotellet, de måtte faktisk ikke komme ind på hotellet, jeg ved ikke hvorfor, men det oplyste KGB os og jugoslaverne bekræftede det for os.
I starten gav ”lille Hitler” os problemer, mange problemer. Heldigvis var der ingen alkohol på fabrikken!
Men stille og roligt fik vi ham frossen ud og jugoslaverne kunne heller ikke holde ham ud, så med tid kom der styr på ”lille Hitler”.

Hoyer kollegaerne var færdig med deres arbejde og tog tilbage til Danmark, derfor var der nu kun Jan og jeg tilbage.
Men sådan er det jo, første lave man anlægget som producere mixen færdig derefter anlægget som producere iscremen … BGV er altid ”rosinen i pølse enden”.
Jan og jeg var der selv i 3-4 uger. Vi startede der og vi sluttede der selv!
Men vi fik da det hele gjord færdig og afsluttet.

Kommunikationen med BGV var for at sige det ligeud … en by i Rusland!
Vi kunne ikke ringe til Vojens eller vores familier fra hotellet eller fabrikken. Det eneste vi kunne fra fabrikken var at sende telex. Jan og jeg sendte 9 meter telex til BGV og vi fik 2 meter telex tilbage.
Så når vi skulle ringe måtte vi køre ca. 70 km, hvilket tog 1½ time hver vej, til et hotel i byen Krasnodar.
Her kunne vi bestille en samtale og vente til den kom igennem.

Det var på hotellet vi mødte nogle amerikaner og australier, de var i Rusland for at ”hjælpe” med at få høsten ind. Rusland kunne få en kanon god høst, hvis de fik den i hus.
De fortalte, de havde været et sted hvor de sendte 8 mejetærsker ud, efter nogle få omgange på marken var de kørt tør for brændstof. De spurgte hvorfor de ikke tappede brændstof af de 7 mejetærsker så kunne den ene nå nogle flere omgange på marken. Der blev sagt, at det måtte de ikke, for der var 8 mejetærsker så 8 mejetærsker skulle ud.
Det er jo blot en ”lille” situation som siger alt om hvordan situationen var i Rusland.
De fortalte også, at i det område hvor vi var, havde Rusland verdens bedste landbrugsland. Hvilket vi også kunne se på fabriksområdet hvor der var gravet en kanal/dyb rende til kloakering. Der var det fineste muldjord meter nede.
Der er så mange ting i Rusland man ikke fatte, man kan skrive en hel bog om det.

En søndag, som så mange andre søndage, gik vi en tur rundt i Timashevsk. Denne her gang kom vi lidt længere ud end vi plejede. Vi søgte egentlig efter noget koge grej så vi selv kunne lave noget mad. Vi fandt ris, men ved en nærmere gennemgang så vi at der var mider i risen, posen var spræl levende. Så det projekt opgav vi.
Men vi fik købt en vandmelon på en meget interessant markedsplads for ikke særlig kvalificeret madvare. Der hang bl.a. noget ”kød” 90% fedt 10% måske kød. Det var en varm søndag og fedtet var begyndt at smelte … det stank helt vanvittigt forfærdelig på hele pladsen.
Et sted sad der en gammel blind dame, hun ville sælge en halv snes radmagre kyllinger. Hun lå ind over bordet og omfavnede dem, klappede kyllingerne på hovedet for at holde mandtal. På et senere tidspunkt kom vi tilbage til det det sted hun var, men da lå hun på alle 4 og kaldte som en anden hønemor på sine kyllinger, de var alle stukken af.
Å de stakler …

Men som nævnt havde vi jo købt en vandmelon som vi ville have skåren i stykker, derfor begyndte vi at lede efter en kniv. Vi så en dame som stod og lavede et eller andet ved et bord ude i haven, hun havde en kniv i hånden. Vi gik ned til hende … det viste sig at hun var ved at ordne en slags fisk, umiddelbart kunne vi ikke se fisken, da den var totalt tildækket i fluer. Det var først da hun bevægede kniven hen over fisken at vi så fisken. Vi listede så bagud … skulle bare væk derfor … men vi måtte løbe, for manden kom efter os med kæp lignede ting.
Nå ja, vi begyndte at bruge vandmelonen som fodbold …

Under hele forløbet havde vi tolke på. De var meget positionelle. De arbejdende fra 8-16 slut færdig. Vi måtte ikke bruge den privat, f.eks. på hotellet, hvor vi meget ofte havde brug for tolkning.
Men når f.eks. mente at vi havde overtrådt en eller anden usynlig linje, som f. eks. kunne være at vi var lidt for højt lydende når vi fik vores fyraftens frokost, eller da vores værelser blev invaderet af kakerlakker, fordi vi tog vores arbejdstøj/sko med hjem.
I sådanne tilfælde kunne tolkene bruges, og vi var, som jeg husker det, 3-4 gange til ”skideballe” møder på hotellet.
I bund og grund kunne de rende og hoppe.

Som nævnt var Jan og jeg de sidste montør op iskrem fabrikken.
Det var uhyggelig kedelig, vi anede ikke hvad vi skulle snakke om. De inkompetente Jugoslaver og russernes uduelighed gik og virkelig på.

På et tidspunkt opstod der en alvorlig arbejdsulykke på fabrikken.
De russiske smede var ved at bære 6 meter lange sort jerne ind på lageret, men lageret var ikke langt nok til at jernet kunne være derinde, derfor stod de og skar jernet over med en skærebrænder (hertil bruger man ilt og gas).
På et tidspunkt lød der et kæmpe brag. Det viste sig at slangerne til skærebrænder sættet var mørnet op, og på et tidspunkt kom der så meget gas ud i rummet, så det hele eksploderede.
Da vi kom ud på gangen lå der 2 smede på gulvet og skreg af smerte og blodet flød ud fra deres øre.
Jeg kan stadigvæk ser det for mig, der var total uhyggeligt og smertefuld at se på.
Hvad der skete med smedene ved jeg ikke. Stakkels dem!

Angående min værktøjskasse, som de stjal ved min ankomst til fabrikken. Så ville BGV have dokumentation på at det skete, derfor havde jeg fået fabrikken til at tilkalde politiet.
Der kom en politimand en af de sidste dage vi var der, men han var da fløjtende ligeglad med min værktøjskasse.
Dette meddelte jeg BGV, men der var en eller anden kontormand på kontoret i Vojens som ikke fattede det. Det var en sag som han ikke lige bare glemte, så jeg var til 2 møder om det da jeg kom hjem.

Lige efter min fødselsdag d. 19/9 kunne vi endelig komme hjem.
Jeg fik i øvrigt en lille, Underberg-lignede-flaske, pakket ind i rubel pengesedler og med et ligge hjemmelavet Dannebrog flag på, af Jan i fødselsgave. Det var meget sødt af Jan og jeg har flasken endnu!

Sidste aften vi spiste på hotellet havde de dækket et bord i bedste udsmykning og det mest velduftende mad blev serveret. Det viste sig at det var restaurantens ansatte og ledelse som skulle side ved bordet … de havde lavet en fest til sig selv.
Det var den mad som vi i 2½ måned havde søgt og spurgt efter, det var totalt svineri.
Jan og jeg måtte bide os selv i hænderne for ikke at gå over og vælge bordet. Den skiderik til restaurant chef stod hele tid og holdt øje med os og smilede koldt.
Nå men nogle dage efter begyndte vores hjemrejse …

Jeg har aldrig været der siden.

I 1998 købte Nestlé fabrikken i Timashevsk.